Artikel

Gestisk kraft

Giorgio Agambens tænkning aktualiseres i kunst og litteratur.

«Jeg ville foretrække at lade være,» er skriveren Bartlebys svar på enhver forespørgsel i Herman Melvilles eponyme novelle. Ved sin sære adfærd undlader Bartleby at gøre brug af de evner, han ellers har til at skrive, kopiere med mere og ønsker med sin formulering tilsyneladende at opholde sig i selve muligheden for en given handling uden at udføre den. Hvordan skal vi forstå Bartlebys mærkværdige handling eller ikke-handling? Hvad vil det sige at opholde sig i det mulige uden at aktualisere sine evner? Det potentialitetsbegreb, Giorgio Agamben udvikler gennem sit forfatterskab, er blandt andet en refleksion over Bartleby og de spørgsmål, figuren rejser. Det særligt interessante ved Agambens potentialitetstænkning er hans analyse af selve potentialitetserfaringen og dens politiske og etiske konsekvenser, som blandt andet drejer sig om at udpege og bevare et mulighedsrum, hvori det er muligt at tænke det eksisterende, det allerede aktualiserede, anderledes; hvor en anden verden er mulig.

Potentialitet til at være eller gøre er samtidigt potentialitet til ikke at være eller gøre, da potentialiteten ellers altid allerede ville gå over i aktualitet og blive forvekslet med denne. Potentialiteten, denne kraft eller potenza, er derfor ifølge Agamben det sværeste at tænke. Hvis potentialitet altid kun var potentialitet til at gøre eller være noget, ville vi aldrig være i stand til at erfare den som potentialitet, fordi den kun ville eksistere i sin aktualisering af den pågældende gøren eller væren. Dette er det svære. Hvad vil det sige at aktualisere et potentiale til ikke at gøre eller være? Hvordan kommunikere en evne til ikke at kommunikere? Jeg vil her blot forsøge at udpege det aspekt af Agambens omfattende potentialitetstænkning, der vedrører det gestiske, og som især tydeliggøres i litteratur og kunst. Herman Melville lader Bartleby aktualisere sin evne til ikke at være eller at gøre, og det er denne aktualisering af ikke-aktualisering, som det gestiske i litteratur og kunst udpeger.

Agamben forstår i forlængelse af Aristoteles mennesket som «det levende væsen, der har sprog,» zoon logon echon. Men hvordan har det levende væsen sprog? I indledningen til det første bind i Homo Sacer-serien bestemmer Agamben – der ifølge eget udsagn kom til filosofien gennem litteraturen – ligeledes med Aristoteles overgangen fra stemme til sprog som politikkens sted. Den levende har sprog, logos, ved på én gang at fjerne og bevare en egen stemme i det, på samme måde som den levende indgår i polis, det politiske, ved at lade sit eget nøgne liv – det biologiske liv, der ikke er politisk kvalificeret, og som han andetsteds kalder «subjektivitetens mest private og mest ikke-kommunikérbare element» – yde modstand og udelukke i den: «Politik findes, fordi mennesket er den levende, som i sproget adskiller og modstiller sit eget nøgne liv over for sig selv, og samtidig opretholder sit forhold til det ved en indoptagende udelukkelse.» Det nøgne liv er derfor politikkens primære referent og interesse.

«Gestussen er fremvisningen af en middelbarhed, synliggørelsen af et middel som sådant. Den får menneskets væren-i-et-medium til at stå frem og åbner på denne måde den etiske dimension for mennesket,» skriver Agamben i sine «Noter om gestus». Gestussen kommunikerer kommunikationsmidlet som middel. Den viser menneskets væren-i-sproget og er samtidig gestus for ikke at finde sig til rette i sproget. «Politikken er de rene midlers sfære, det vil sige sfæren for menneskenes absolutte og fuldstændige gestik.»

Det gestiske vidner om det nøgne liv og om det ikke-sproglige, in-fansen, som har sprog og indgår i det politiske ved at lade sig udelukke fra sprog og polis. Som Agamben bemærker i et essay om den tyske kritiker Max Kommerell, er gestus imidlertid ikke et fuldstændigt ikke-sprogligt element, men er snarere tæt knyttet til sproget som et kraftfuldt nærvær i selve sproget. Det, der er på færde, er derfor ikke så meget et før-sprogligt indhold, som det i en vis forstand er sprogets anden side i form af den iboende tavshed i menneskets evne til at have sprog, det vil sige dets ordløse væren-i-sproget. Gestus fremviser infansen mellem sprogsystem og diskurs, mellem upersonligt kommunikationsmiddel og dets aktualisering i tale, som tillades en erfaring af selve evnen eller kraften til at tale; mennesket som det sted, hvor sproget kan og ikke kan blive aktualiseret i tale. I den tredje bog i Homo Sacer-serien – om vidnesbyrd om Auschwitz – hedder det, at det menneskelige subjekt er muligheden for, at sproget ikke eksisterer eller ikke finder sted. Det menneskelige væsen er det talende væsen, det levende væsen, der har sprog, fordi det er i stand til ikke at have sprog, fordi det er egnet til sin egen in-fans.

Med sit begreb om det nøgne liv og dettes afgørende politiske rolle deler Agamben Michel Foucaults interesse for biomagt og biopolitik, men sammentænker i langt højere grad end sin franske kollega det biopolitiske og det sprogfilosofiske. Han går dermed længere end Foucault i sin analyse af forholdet mellem menneske og sprog, og hvordan mennesket har sprog. Analysen bidrager med et vigtigt korrektiv til Foucault og andres mere sprogfilosofisk baserede subjektkritik ved at markere betydningen af selve sprogerfaringen – og det er måske her, indflydelsen fra Heidegger, hvis forelæsninger i Thor i Sydfrankrig han fulgte i sidste halvdel af 60’erne, gør sig mest gældende.

I teksten «Hvad er en forfatter?» fra 1969 spørger Foucault, hvorfor forfatteren er så afgørende. Hvorfor skal idéer, begreber og værker altid føres tilbage til en individuel forfatter, til en bestemt instans, der bemestrer sproget og udtrykker sig gennem det som dets ophavsmand? Herved viderefører og nuancerer Foucault Roland Barthes berømte erklæring om «Forfatterens død» fra året før. Med udgangspunkt i citatet «Hvad betyder dét, hvem der taler, en eller anden har sagt, hvad betyder det, hvem der taler?» fra Samuel Becketts Textes pour rien hævder Foucault, at skriften – og i forlængelse heraf også sproget mere generelt – har frigjort sig fra forfatterens individuelle eksistens og ikke længere er udtryk for hans eller hendes idéer, følelser og så videre, men udelukkende henviser til sig selv og identificerer sig med sin egen udfoldede eksterioritet, sin egen væren middel, med andre ord. På dette tidspunkt drejer det sig altså ikke for Foucault om at fiksere eller indskrive et subjekt i et sprog, men om at åbne et rum, hvori det skrivende og talende subjekt uophørligt forsvinder. Det indebærer en form for desubjektivering, i og med de individuelle træk hos det skrivende og talende subjekt udviskes, og forfatterens spor reduceres til det særegne ved hans eller hendes fravær.

Forfatteren er ifølge Foucault en funktion i diskursen og dermed et produkt af denne. Forfatterfunktionen er ikke en relation mellem en tekst og en individuel person, men en egenskab ved diskursen, idet den betegner en bestemt værensmodus for diskursen, en særlig måde at cirkulere og virke på inden for et samfund. Foucault ønsker at vende tilbage til en undersøgelse af subjektet på baggrund af en analyse af diskursernes værensmodi. Formålet med at vende tilbage til subjektet er ikke at genoprette et oprindeligt subjekt, men at lokalisere dets indføjelsespunkter, funktionsformer og afhængigheder. Det, han kalder «forfatteren», betegner en subjektfunktion inden for en bestemt diskurs og indtager ikke længere dens centrum, men er decentreret som en blandt flere positioner i dens struktur. Kritikken af forfatteren hænger tæt sammen med Vidensarkæologien, også fra 1969, som fokuserer på udsagn og selve betingelserne for det udsagtes tilsynekomst, på det system eller «arkiv», der styrer udsagnenes frembringelse.

Man kan sige, at udsagnet er selve den kendsgerning, at sproget finder sted. Vidensarkæologien handler altså ikke om selve det udsagte, men om dets finden sted, hvilket vil sige om sprogets udenfor, og er et forsøg på at etablere en udenforsproglig position.

For Agamben består det nye i Foucaults vidensarkæologi i ikke at forstå sprogets finden sted gennem et «jeg», hverken et individuelt subjekt, en kollektiv bevidsthed eller en transcendental subjektivitet. Udsagnets subjekt er en tom funktion, som kan udfyldes af enhver. Sproget er så at sige indifferent over for det levende individ, der aktualiserer det i en tale. At beskrive en formulering som et udsagn består i at bestemme hvilken position, der må og skal indtages af ethvert individ, for at dette individ kan være subjekt for udsagnet. Som Agamben påpeger, er det centrale spørgsmål for Foucault derfor, hvordan et subjekt, et «jeg», en bevidsthed, kan korrespondere med udsagnene, med sprogets finden sted?

Det er efter min opfattelse hér, originaliteten i Agambens tænkning af infansen og det gestiske træder frem. For Foucaults vidensarkæologi – som på sin side uomtvisteligt er en idéhistorisk milepæl – og den hermed forbundne udviskning af forfatteren – denne erklærede ligegyldighed over for, hvem der taler, som han kalder «et af samtidslitteraturens grundlæggende etiske principper» – negligerer de konsekvenser, som dekompositionen og desubjektiveringen af forfattersubjektet har for subjektet. Foucault overser, at Becketts sætning «Hvad betyder dét, hvem der taler, en eller anden har sagt, hvad betyder det, hvem der taler?» ikke udelukkende er en afvisning af forestillingen om en forfatter og en ophavsmand til udsagnet, men at der i den – som i Becketts senværk generelt – samtidig desperat søges efter den, der frembringer talen. «Der er en eller anden,» som den forestilling, der benægter vigtigheden af hvem, der taler, er afhængig af for at kunne blive formuleret. Det vil sige, at den gestus, der fratager forfatterens identitet enhver relevans, samtidig bekræfter forfatterens uomgængelige nødvendighed. Agambens korrektiv til Foucault består i at vise, hvordan sidstnævnte i sin iver efter at tilsidesætte spørgsmålet «hvem taler?» fortrænger det uundgåelige spørgsmål: Hvad der sker med det levende individ, når det optager subjektets «tomme plads,» træder ind i en udsigelse og fungerer som udsagnets subjekt. Agamben åbner for en tænkning af, hvad det vil sige at være det subjekt, som desubjektiveres, og hvad det vil sige at erfare desubjektiveringen, udviskningen og fraværet, denne ‘adskillelse og modstillelse af sit eget nøgne liv over for sig selv’.

Det menneskelige subjekts væren i sproget og forfatterens væren i teksten kan således forstås som gestus. Subjektiviteten kommer til syne, når det levende væsen i mødet med sproget sætter sig selv i spil i sproget og i en gestus fremviser umuligheden af at lade sig reducere til denne gestus. Subjektet træder frem gennem de gestus, hvormed det aktualiserer sprog, billede, musik – eller undlader sådanne aktualiseringer. Det er denne gestiske kraft – der peger hinsides kommunikationsmidlerne, men som kun kan komme til syne heri – Agamben udpeger i sine læsninger af Franz Kafkas prosa, Samuel Becketts tv-stykker og Glenn Goulds klaverspil, blandt mange andre. De demonstrerer deres evne til at aktualisere deres evne til ikke at skrive, ikke at tale, ikke at spille, til «at lade være».

 

Jacob Lund er lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation på Aarhus Universitet.

Giorgio Agambens Homo sacer. Den suveræne magt og det nøgne liv udkommer på Forlaget Klim i løbet af foråret.




Relaterede
Essay

Tyve år efter

Infinite Jest, David Foster Wallaces monstrøse hovedværk, forlader sine teenageår og er så livskraftig som nogensinde.
Essay

Brøl, Brexit og basisforskning

Et hånligt jubelbrøl fra en pub i Cardiff opsummerer den folkelige splittelse og vækker en følelse af fælleseuropæisk kammeratskab.