Brev

Håndværkets etik og æstetik

Brev til Peder Frederik Jensen om Roy Jacobsens 'De usynlige'.

Peder Frederik Jensen. Foto: Lærke Posselt, Rosinante.

Kære Peder

Der er tankevækkende ligheder mellem Roy Jacobsens De usynlige (2013) og dine to seneste bøger, Læretid (2012) og Banedanmark (2014). En oplagt lighed mellem Læretid og De usynlige er skildringen af håndværk. Af redskaber, ting og procedurer, som for denne læser – og formentlig mange andre – er fremmedartede. I De usynlige er det ikke så mærkeligt, al den stund bogen foregår i første halvdel af 1900-tallet på en lillebitte norsk ø. Det vrimler med udtryk som høslæt, kartoffelstykker, hjeld, tellegarn, nottråd og at gane, og ingen af dem forklares. De udgør i høj grad tekstens univers, og så er det op til læseren, om man vil ty til ordbøger eller sjusse sig til betydningen ud fra konteksten. Der er også en del udtryk, der ligesom din beretning om bådebyggerens læretid handler om sejlads, eftersom øboernes kontakt til omverdenen foregår pr. båd. Hvor din bog taler om kalfatrejern, skandæk og aptering og beskriver et væld af håndværksprocedurer, tales der hos Jacobsen om færøbåde, skøjter, rullestokke, sprydsejl, om at skodde og tage landkending, om krogklemmer og bødenål og linekar. Jacobsens termer er lettere at forstå end dine, men de er stadig en udfordring for den sejl-ukyndige læser.

Ét er ordene, der udvider og præciserer sproget. Noget andet er, hvordan håndværk og praktiske færdigheder hos Jacobsen er en forudsætning for tilværelsen. For at overleve på en lille ø i begyndelsen af 1900-tallet må man nødvendigvis vide, hvordan man sejler, reparerer både, laver fiskegarn og fisker, dyrker jorden, holder dyr, kærner smør, graver brønde, bygger huse. Hovedpersonen Ingrid lærer da også at rense fisk som treårig, og drengene er fra femårs-alderen med mændene ude at grave og bygge. Det gamle dictum om, at viden er magt, forstår man på en meget konkret og anderledes måde end i nutidens samfund. I De usynlige betyder det at kunne håndtere naturkræfterne, og jo bedre man er til at bruge sine hænder og reagere rationelt på naturens luner, jo bedre går det en. På den måde er De usynlige en moderne version af Defoes Robinson Crusoe (1719), hvor intelligens og håndværksmæssige snilde bliver nødvendigt for overvindelsen af ø-livets trængsler.

Man kan sige, at sådan var det »i gamle dage«, hvor mange af vores moderne bekvemmeligheder simpelthen ikke var opfundet. Men øboerne i De usynlige gør håndværket, naturkundskaben, til deres adelsmærke. Ligesom det positive ved håndens kundskaber er fortællingens underspillede morale. Det sigende modbillede til øboerne er byægteparret Thommesen, som Ingrid kommer ud at tjene hos. Dette overklassepar formår hverken at drive forretning eller at opdrage børn, selvom de har både penge, dannelse og et stort hjem fuld af kostbarheder. Deres treårige datter kan endnu ikke gå, da Ingrid ankommer, og sønnen på syv skriger sig til at få sin vilje. Manden kan ikke finde ud af at pille fiskebenene ud af sin aftensmad, og moderen får hysteriske anfald. Da deres forretning går konkurs, begår manden selvmord, mens kvinden efterlader børnene i Ingrids varetægt og lader sig indlægge på et sindssygehospital. Ingrid må derfor tage børnene med tilbage til sin fædrene ø og familie, som hurtigt får skik på dem. Byboernes uvirksomme hænder og tomme penge spiller fallit, mens øboernes praktiske håndelag og menneskelige omsorg bærer dem igennem skæbnens slag.

I lyset af denne tematik er det interessant at læse din Læretid, som foregår i nutiden. Her virker håndværket som en grille, særligt i forhold til hovedpersonens miljø og venner i København, der ikke forstår, hvorfor han vil i lære. Det afspejler måske, at håndværk ikke fylder meget i vores nutidige liv. Det er ikke så indlysende nødvendigt at kunne bygge en båd eller et hus, som det var det for De usynliges øboere. Sigende nok har du udstyret Læretid med en forklarende ordliste til det værktøj, som læseren ikke formodes at kende. Den understreger det eksotiske ved håndværksgerningen, det u-almene, u-hverdagslige. Mange af beskrivelserne i bogen er da også svære at forstå for lægmand. Men sammenligningen med Jacobsen gør en af Læretids pointer tydeligere: at håndværket er det, der modner og danner din hovedperson som menneske. Det siges næsten direkte i en opremsning af værkstedets omgangsregler:

Man tager hatten af i skuret – stryger topsejlet.
Ryger først, når folk er færdige med at spise.
Stiller skoene, inden man går ombord på de fine både.
Vasker sine fingre, inden man går til frokost.
Rydder op efter sig.
Lægger værktøjet på plads.
Man gør sit, tager konsekvensen, hvis man har kvajet sig.
Indrømmer sine fejl og retter op på det.

Hovedpersonen i Læretid bliver til et ordentligt menneske i kraft af håndværkernes regler, håndværkets etik. Ligesom Jacobsens byægtepar omvendt ikke formår at være ordentlige mennesker, fordi de har fjernet sig fra håndens gerning.

Der er et andet oplagt lighedstræk mellem De usynlige og din skrift, nemlig fokusset på arbejderne, underklassen, dem vi typisk ikke hører om i litteraturen – netop de usynlige, kunne man sige. De er ikke skildret som eksotiske stakler, hverken hos dig eller Jacobsen, selvom der af og til render nogle usympatiske bæster rundt i dine tekster, især i Banedanmark. Og selvom der er hårde skæbner og undertrykkende mekanismer i det arbejdsmiljø, du beskriver. Både du og Jacobsen undviger klicheerne i billedet af de usynlige. Interessant nok ligner jeres tekster derved nogle af minimalismens store værker, for eksempel Raymond Carvers skildringer af blue collar-USA.

Også persontegningen i dine bøger og i De usynlige kan da betegnes som minimalistisk. Personerne beskrives typisk ved deres handlinger, deres praktiske gerning, og knapt så meget ved introspektion og analyse. På sin vis er det oplagt at skildre u-akademiske, praktiske mennesker sådan. Bøgerne er dog langt fra blottet for tankegengivelse og interessant indre liv. Det udspiller sig bare i tilknytning til det praktiske liv, til handlingerne og kroppens arbejde. I Læretid beskrives lærlingens ensomhed i forbindelse med fodboldklubben:

Han opsøgte fodboldklubben en aften i det tidligste forår. Det var stadig vinterkoldt, og han var i så dårlig form, at han røg på tredjeholdet.
Han gav op efter et par ganges træning og undskyldte sig med et dårligt knæ.
Det var det sociale.
At ingen spurgte ham om noget i omklædningsrummet.

I De usynlige er tankerækkerne endnu mere indlejret i handlingerne og kroppene. For eksempel da faderen Hans fortryder, at han har skaffet sin søster Barbro en plads i præstens hus:

han […] rejser sig og løber efter dem ind i endnu en stue, griber sin søsters hånd og slæber hende med ud på gårdspladsen under vilde protester, for Barbro vil blive i det fine hus. De andre følger efter, de står på den brede stentrappe og kigger spørgende på ham, Maria råber et eller andet, hun har et forpint udtryk i ansigtet.

– Jeg vil være her, hyler Barbro.

– Du skal ikke være nogen steder, siger hendes bror, trækker hende ned mod porten og får dem ud på vejen, hvor han står og hiver efter vejret.

Der kommer ingen forklaring på, hvorfor broren pludselig ombestemmer sig. Det er bare en beskrivelse af handlingerne og en gengivelse af de få replikker, der falder. Men det er ikke en banal følelse, som vises her, derimod et kompleks af modstridende ønsker og pludselig både ømhed og brutalitet.

Peder Frederik Jensen. Foto: Lærke Posselt, Rosinante.

Peder Frederik Jensen. Foto: Lærke Posselt, Rosinante.

Et andet interessant aspekt ved De usynlige, som har med minimalismen at gøre, er bogens tendens til episodisk og lyrisk koncentration, frem for episk fremadskriden og plot. Romanen består af små afsnit, typisk på et par sider. De kan knapt kaldes kapitler, men er snarere nedslag og har da også selvstændige titler som »Øen«, »Hesten« og »Stole«. Næsten som var det noveller eller kortprosa. Der er dog et fast persongalleri, som udvikler sig over tid, men den slægts- og skæbnefortælling, der på en måde lægges op til, udfoldes ikke. Ved bogens slutning er Ingrids far ganske vist død, og hun har overtaget ansvaret for livet på øen. På den måde er kortene givet for Ingrid. Men der er ingen beskrivelse af, hvad der så sker – hvordan hun udvikler sig, hvordan øen udvikler sig, om hun får en ægtefælle, hvordan bipersonernes skæbne bliver. Alle de ting, som en episk roman ville sørge for at få fortalt, lader Jacobsen være usagte. I dine bøger er det episke også underspillet til fordel for det koncentrerede afsnit og et fokus på situationen. Banedanmark er slet og ret en novellesamling, af minimalistisk støbning, og selvom Læretid er en roman, endda på nogle måder en klassisk dannelsesroman, er den også komponeret af bittesmå afsnit, der indimellem lige så godt kunne være lyrik.

Om denne skriftform har noget særligt med håndværk at gøre, kan man jo tænke over. I al fald kan man sige, at forfatterhåndværket – hvis man definerer det som evnen til at skrive velformede sætninger – vanskeligt lader sig skjule i den komprimerede, minimalistiske form. Fordi hver enkelt sætning får mere plads og vægt end i de lange, episke beretninger. Litteraturforskeren Marjorie Perloff beskriver denne skrifthåndværkets styrke i »Dialogue on evaluation in poetry« (2001), hvor hun opvurderer det, hun kalder tekstens »intensitet«. Hun beskriver det blandt andet med formuleringen »making every word count«. Hvilket vil sige den tekst, som ikke har nogle »svage« punkter – som en modsætning til den slappe, ufokuserede tekst.

Selvom både De usynlige og dine bøger er minimalistiske, er der naturligvis også en lang række forskelle på dem. Der er, som det fremgår af citaterne, stor forskel på jeres måde at bygge sætninger og sætte tegn på. Der er forskel på tidsperioden og på antallet af personer, der omtales. Der er forskel på synsvinklen; Jacobsen bruger indimellem den alvidende fortælleform, hvor du holder dig til den personale. Og alene det, at jeg kun har omtalt en enkelt af Jacobsens 21 bøger, gør naturligvis sammenligningen skæv. Men da jeg læste Jacobsens bog, forstod jeg noget om dine bøger, som jeg ikke havde forstået før. Det fik mig til at se, hvordan fortroligheden med naturen kan opfattes som en forlængelse af det intellektuelle menneskes virke, frem for en modsætning til det. Personerne hos dig og Jacobsen er åndeligt stærke og eftertænksomme, samtidig med at de er praktiske og i konstant interaktion med naturkræfterne. De heler den splittelse mellem krop og bevidsthed, som de fleste moderne mennesker formentlig lider under, fordi den u-sanselige, bevidsthedsfokuserede del af livet bliver større og større, i kraft af vores teknologiske fremskridt og vores fokus på den virtuelle verden. Bøgerne udpeger den kropslige kunnen som værdifuld og bevaringsværdig, og de peger på, hvor vigtigt det er for vores natur, vores krop, at være i forbindelse med den større natur. Som en anden »håndværksforfatter«, David Vann, formulerer det i sin Fortælling om et selvmord (2008): »Hvad var det ved vildmarken, der fik ham til at føle, at alt andet ikke rigtig var at leve?«. Her ofrer hovedpersonen sin hidtidige tilværelse – sit arbejde, sit ægteskab og sine børn – for at leve ude i naturen. Ovenstående citat er for mig at se spidsformuleringen af de følelser, som denne form for litteratur forsøger at drage frem i lyset. Nemlig naturens gådefulde betydning og kraft. Og for mig at se har den komprimerede fremstillingsform i høj grad med det at gøre, fordi den giver læseren en fysisk fornemmelse, snarere end en analytisk erkendelse. Ligesom persontegningen sjældent benytter sig af analyser og mere viser end fortæller, bliver oplevelsen af denne form for litteratur mere intuitiv end begrebslig. Det er en sprogform, som får kroppen med.

De usynlige og dine bøger fik mig også til at tænke på håndværkets tidslige og rumlige betydning. Et ungt menneske i den vestlige verden vil formentlig have større gavn af at kunne bruge en iPad end at stoppe strømper, men det er muligt, at klimakrisen bliver så voldsom, at vi går tilbage i specialiseringsgrad og teknologisk niveau. Jf. Einsteins udtalelse om, at den fjerde verdenskrig vil blive udkæmpet med køller og sten. Og det er tankevækkende, hvor mange steder i verden det immervæk er mere brugbart at kunne tænde et bål end at kunne betjene en computer. Diskussionen af håndværk er derfor også en diskussion af privilegier og af de usynlige i en geopolitisk sammenhæng. Endelig er det interessant at overveje, hvor hverdagshåndelaget holder op, og hvor den fagtekniske kunnen begynder, og om nogle af de færdigheder, vi har nu, vil være unødvendige om hundrede år. Måske vil det at lave mad – stege bøffer, for eksempel – virke lige så eksotisk på fremtidens læsere, som beskrivelserne af kalfatring eller høslæt virker på mig? De usynlige og dine bøger har forandret det, jeg tænker om håndens værk, om teknisk kunnen, om naturen. Du og Jacobsen har forandret min verden.

Kærlig hilsen
Maja

 

 Maja Lucas (f. 1978) er forfatter og ph.d.-studerende på Syddansk Universitet. Har senest udgivet romanen Katrines hånd (2010).




Relaterede
Essay

Biprodukter

For Javier Marías er den litterære refleksion forskellig fra den filosofiske. Hans mål er ikke erkendelse, men genkendelse.
Essay

Evig skam og dåselatter

Harald Voetmanns romaner viser os humanismens bagside og udstiller vores arrogance.