Introduktion

Hvor befinder Europa sig i dag?

Er de europæiske intellektuelle ramt af en åndelig krise? Vil Europa blive til et lille næs på det asiatiske kontinent? En bemærkning til »Åndens krise«.

Da den franske digter og filosof Paul Valéry i 1919 skrev essayet »Åndens krise«, var det som reaktion på det ufattelige chok, der havde ramt Europa med Første Verdenskrig. Krigens rædsler gav anledning til selvransagelse, og desorienterede intellektuelle – heriblandt Valéry – forsøgte at forstå, ikke alene hvordan det var kommet så vidt, men også hvilken betydning det ville få for den europæiske civilisations position på det geopolitiske, økonomiske og kulturelle verdenskort.

I det første af de to breve, der udgør essayet, skriver Valéry, at det med ét var gået op for europæerne, at deres civilisationer var dødelige. De havde vist sig at være i stand til at frembringe de mest grusomme ødelæggelser med deres massemobiliseringer, skyttegrave, giftgasser og andre frygtelige våben. I forsøget på at forklare dette lovpriser Valéry de europæiske civilisationer, alt imens han udpeger deres svagheder. Han kaster et kritisk blik på de europæiske dyder og fremsætter forsigtigt den pointe, at en for stor tiltro til videnskabeligt fremskridt kan avle ondskab. Her kan man tænke på den britiske historiker A.J.P. Taylors påpegning af, at det veludbyggede europæiske jernbanenet var en forudsætning for mobiliseringen af de mange millioner soldater. Eller man kan tænkte på, at den fremskridtsvenlige idealisme siden har vist sig gang på gang at være problematisk – i særdeleshed under Anden Verdenskrig, hvor teknologi og rationalisme var en betingelse for, at massemordene i de nazistiske udryddelseslejre kunne gennemføres hurtigt og effektivt.

I beskrivelsen af de europæiske civilisationer fremhæver Valéry deres særlige evne til både at absorbere idéer udefra og udbrede sine egne til resten af verden. Europa havde gennem århundreder været dominerende på verdensplan pga. sine videnskabelige opdagelser og kreative ånd. Men ifølge Valéry var det med Første Verdenskrig ikke længere sikkert, at Europa, i takt med videnskabeliggørelsen af andre dele af verden, ville bevare sin position. Meget illustrativt fremlægger han muligheden for, at Europa efter krigen vil blive reduceret til det, det i virkeligheden er, nemlig en lille halvø i den ene ende af det asiatiske kontinent.

I dag kan vi som Valéry spørge, om der er en grænse for, i hvor høj grad en civilisation kan udbrede sig uden at forfalde. For eksempel udfordres europæiske virksomheder af et kinesisk marked, der producerer kopier af deres opfindelser og designs, og terrorister i Mellemøsten gør brug af sociale medier skabt i Vesten til at rekruttere krigere og øge rædselseffekten af deres angreb på Europa.

I lyset af forandringerne på det geopolitiske verdenskort siden krigen, virker Valérys essay nærmest profetisk. Over for Kina, Rusland og USA er Europas dominans svækket. Drømmen om et samlet Europa har med det nylige Brexit lidt et knæk – man kan med Valérys ord endda driste sig til at sige, at den politiske udvikling igen har gjort europæerne opmærksomme på deres dødelighed – en dødelighed, der denne gang vedrører det politiske projekt EU. Dertil kommer den seneste finanskrise, som afslørede alvorlige brister i Europas økonomiske system. Eller man kan tænke på de seneste halvandet års mange terrorhandlinger i Europa, som i bogstaveligste forstand har mindet europæerne om deres sårbarhed. Konfronteret med terroren diskuteres det heftigt, hvad de europæiske værdier er, om disse skal beskyttes imod påvirkninger udefra og i så fald hvordan. Denne diskussion er kun taget til med de store strømme af flygtninge, som de europæiske lande har modtaget på det seneste. Valéry spørger, om der er grænser for den sameksistens mellem forskelligartede og konfliktuerende idéer, der historisk set har været Europas styrke, og som kulminerede umiddelbart forud for Første Verdenskrig. På samme måde spørger mange europæere i dag i deres rædsel over terroren, om der er eller bør være grænser for pluralismen og den kulturelle mangfoldighed.

Der er dog ikke alt i Valérys essay, som kan sammenlignes med Europas aktuelle situation. Dagens europæere er ikke blevet ramt af en katastrofe af samme omfang som Første Verdenskrig, men ikke desto mindre er det fristende at sige, at EU for tiden befinder sig i en identitetskrise, hvis lige ikke er set før. Pessimister vil mene, at EU er dødsdømt allerede inden, det rigtigt er begyndt at fungere. Hertil vil optimister svare, at Europa stadig har meget at skulle have sagt over for den øvrige verden. I denne diskussion bliver Valérys spørgsmål igen relevante: »Vil Europa blive det, det i virkeligheden er, det vil sige et lille næs på det asiatiske kontinent? Eller vil Europa forblive det, det ser ud til at være, det vil sige den betydningsfulde del af den jordiske verden, klodens perle, hjernen i en vældig krop?«. En åndelig krise, som den Valéry beskriver, viser sig ved en grundlæggende usikkerhed blandt europæiske intellektuelle i dag, hvor idéen om Europas egenart udfordres af kulturel atomisering og påvirkninger udefra, og hvor den rolle, det lille næs på det asiatiske kontinent vil spille i fremtiden, synes mere uforudsigelig end nogensinde før.




Relaterede
Anmeldelse

Hedrin er ikke nok

Olga Ravn skriver om det parasitære i tilværelsen.
Essay

Tankernes ufrivillige karakter

Javier Marías’ sproglige omhyggelighed lader læseren dvæle ved tvivlen og tankens falske formynderstemme.