Artikel

Kapitalens fiktion

Joseph Vogl afkoder den økonomiske orden ved hjælp af litteraturen.

Med sin litterære baggrund har Vogl blik for kapitalens tiltagende fiktionalitet og den økonomiske teoris historicitet. Foto: Wikimedia Commons.

Med sin litterære baggrund har Vogl blik for kapitalens tiltagende fiktionalitet og den økonomiske teoris historicitet.

Foto: Wikimedia Commons

I december 2010 udkom Das Gespenst des Kapitals i Tyskland. På det tidspunkt var bogmarkedet allerede oversvømmet af analyser af de mange finanskriser, der har defineret den globale økonomiske tilstand de seneste årtier. Alligevel varede det ikke længe før den kompakte udgivelse kravlede op mod toppen af bestsellerlisterne. Det var en uforudsigelig og noget overraskende udvikling, for bogen begynder med en længere tekstanalyse af en roman. I Don DeLillos Cosmopolis fra 2003 kører Eric Packer, en 28-årig milliardær og finansfyrste, tværs over Manhattan i sin hvide limousine, følger kursernes bevægelser på de indbyggede skærme og drømmer videre om cyberkapitalens immaterielle datastrømme. Packers risikomanagement undermineres nu hurtigt af fortællingen, der udvikler sig mere og mere uforudsigeligt, alt som han udsættes for den ene uberegnelige fare efter den anden i en hastig økonomisk og eksistentiel deroute. Via DeLillo bliver læseren ført direkte ind i etableringen af børserne, i derivathandlen, i spekulationen, kort sagt i den moderne finanskapitalisme. Litteratur blandes med filosofi, historie og økonomisk teori. Trods titlens åbenlyse henvisning til Karl Marx, er der ikke tale om en gængs marxistisk analyse af kapitalen, heller ikke om et studie af finansregimet set fra et økonomisk perspektiv. Bogens ærinde er derimod at opridse finansregimets genealogi og afdække den økonomiske teoris grundlæggende tankesæt fra et bredt videnshistorisk perspektiv. Med andre ord handler det om at finde et standpunkt uden for den økonomiske teori, hvorfra man kan betragte og analysere økonomien som et specifik vidensfelt. For netop ved at forfølge den økonomiske teoris historiske udvikling bliver det muligt at afsløre dens grundlæggende inkonsistenser. Inkonsistenser som på systematisk vis har ført os lige lukt ind i de finanskapitalistiske turbulenser, der har hærget de senere år.

I modsætning til det liberalistiske credo, som vi kender det fra Adam Smith, har finanskriserne vist, at rationelle aktørers egoistiske handlen hverken skaber ligevægt på markedet eller fungerer som en katalysator for det fælles bedste. Derimod har markedet udviklet sig til en fiktionsfabrik, der producerer den ene spektakulære irrationalitet efter den anden. Økonomi består nu af en handel med priser og med prisernes fremtid, ikke længere af et forhold mellem mennesker og ting. Den paradoksale situation, der er blevet nutidens norm, opsummeres i følgende mærkværdige merkantile scenarie: »En person, der ikke har en vare, der hverken forventer at modtage den eller vil have den, sælger denne vare til en anden, der ligeså lidt forventer at modtage denne vare eller vil have den, og som faktisk heller ikke får den.«

Bogen er skrevet af en af samtidens mest interessante og originale tænkere, Joseph Vogl. Han er litterat og kulturhistoriker, underviser til daglig i tysk litteratur på Humboldt Universität i Berlin og er permanent gæsteprofessor på Princeton University på den amerikanske østkyst. Det sidste årti har han dog anvendt sin litterære ekspertise på at undersøge den økonomiske teoris historie. Først i sin disputats fra 2006, Kalkül und Leidenschaft: Poetik des Ökonomischen Menschen, der påviste fremkomsten af »det økonomiske menneske« fra det 17. til det 19. århundrede. Dernæst i Das Gespenst des Kapitals, der gjorde hans navn internationalt kendt, og senest i opfølgeren, Der Souveränitätseffekt fra 2015, der undersøger de demokratiske problemer, som er opstået ved den uhellige alliance mellem staten og kapitalen. Bøgerne er alle udkommet på det relativt nye akademiske forlag Diaphanes. Forlaget blev grundlagt i 2001 og har specialiseret sig i litteratur, kunstteori, kontinentalfilosofi samt videnshistorie og vidensteori. Vogl, der selv har oversat et antal større værker af Deleuze, Lyotard og Lévi-Strauss, er en eksemplarisk eksponent for forlagets linje med sin videnshistoriske udredning af den økonomiske teori.

At netop Vogls bog blev så stor en succes, og allerede er blevet oversat til engelsk, fransk og spansk, skyldes formentlig, at den kaster et overrumplende litterært blik på et område, der umiddelbart synes at ligge meget fjernt fra det æstetiske felt. Med sin litterære baggrund har Vogl blik for kapitalens tiltagende fiktionalitet og den økonomiske teoris historicitet. Penge har altid været forbundet med fiktive elementer, men overlejringen af kapital og fiktion blev for alvor skærpet i 1971, da Nixon afskaffede guldstandarden. Fra da af var penges værdi ikke længere garanteret af guld, men af et system af fluktuerende valutakurser. Uden nogen universel forankring i en ting, en uforanderlig standard, blev penge og dermed hele det økonomiske system hensat i en form for postmoderne tilstand, hvor værdi var endegyldigt løsrevet fra den materielle verden.

Det medførte en række usikkerheder. Hvordan skulle man for eksempel gardere sig mod valutakursernes uforudsigelighed? Det næste logiske skridt i etableringen af det finansregime, vi nu lever i, blev muligheden for at sikre investeringer ved hjælp af terminhandlen. Med futures, forwards, derivatives, options, swaps etc. skabte man en række finansinstrumenter, hvis objekter ikke var genstande eller ydelser, men prisforventninger. Nu blev det muligt at undgå tab pga. et pludseligt kursfald midt på dagen ved at handle med ting til forventede, fremtidige priser. Men man kunne også handle med ting, man ikke havde den fjerneste interesse i at eje. Og derved stod døren pivåben for alle former for spekulation.

Tid er blevet en handelsvare
Som Vogl viser, og navnene på kapitalismens nye redskaber antyder, er der sket en kapitalisering af tiden. Man kunne også sige, at efter kapitalismen nåede en fysisk grænse og ikke kunne udvide sig mere i rummets tre dimensioner, begyndte den at udvide sig i den fjerde dimension og forvandlede selve tiden til en handelsvare. Som grammatikken på tværs af diverse sprog inddeler fremtiden i en række temporale kategorier, hvor diverse kriterier kræves opfyldt, fx futurum exactum, konditionalis, etc. har kapitalismen ligeledes segmenteret fremtiden i en række distinkte enheder med tilhørende kontraktuelle betingelser. Som handelsvare synes fremtiden i dens mange finansielle former at udgøre den ideelle ressource i perioder med økonomisk boom, nemlig den ressource, der aldrig slipper op. Den enorme vækst i den samlede volumen af økonomiske transaktioner de seneste årtier synes at bekræfte forestillingen. Men når crashet så kommer, og alle løber stormløb mod bankerne for at sikre sig deres penge, er det som om fremtiden skrumper ind til ingenting. Økonomien står så pludselig med tomme hænder uden den vare, som den indtil crashet regnede med og på som en uendelig ressource: tid. I finansøkonomiens tidsalder er det ikke længere bare vores tingsverden, men også vores tankeverden, vores mentale projektioner, hele vores fiktive, men virkelige indre forestillinger, der er blevet kapitaliseret.

Selvom økonomiens fiktionalitet er øget radikalt med finansregimets fremkomst, spiller fiktioner en central rolle allerede i grundlæggelsen af det tankesæt, der ligger til grund for finanskapitalismen. Fiktionen antager her form af illusioner, overtro, og spøgelseshistorier. Et af Vogls centrale ærinder er at vise, hvordan den økonomiske teori siden Adam Smith har messet et liberalistisk credo om markedets stabilitet, rationalitet, orden, og selv-optimering, som er vokset ud af teologiske og moralfilosofiske ideer. De nok så berømte »usynlige hænder,« der via menneskenes egeninteresse styrer markedet frem mod den bedste af alle verdener, ikke bare for de egoistisk handlende individer, men for almenvellet, er for Vogl et eksempel på, hvordan den liberaløkonomiske teori er gennemsyret af religiøse forestillinger om forsynet og en guddommeligt sanktioneret harmoni. Siden det 19. århundrede har andre teoretikere forsøgt at formalisere den økonomiske viden, og i en fortsættelse af Smiths grundlæggende ideer har økonomer efterfølgende argumenteret for, at det, som Alan Greenspan i 1996 i en berømt tale kaldte for markedernes »irrational exuberance,« altså deres mulige grundløse himmelflugt, blot udgør midlertidige undtagelser. I samme optik skulle de efterfølgende sammenbrud være udtryk for den grundlæggende rationalitet i et marked, der selv-optimerer. Vogl konstaterer derimod, at den rationelle teori senest med de adskillige irrationelle turbulenser de sidste årtier har spillet endegyldigt fallit. Man bliver derfor nødt til at sekularisere den økonomiske viden. Som han formulerer det, må vi være i stand til at forklare »økonomien uden Gud, markedet uden forsynet, og økonomiske systemer uden antagelsen af præstabiliserede harmonier.«

Han rydder derfor grundigt op i den økonomiske teoris panteon. Koryfæer som Adam Smith og Milton Friedman erstatter han med Benoit Mandelbrot og Hyman Minsky, der uden hjælp fra usynlige hænder forklarer den volatile økonomiske tilstand med modeller, der arbejder med historisk tid, høj kompleksitet og kontingens. For dem følger prisudviklingen en såkaldt random walk, en uforudsigelig og uberegnelig koreografi. De anerkender derfor, at finanskapitalen har udviklet sig til et så komplekst system, at fremtiden, trods den stigende videnskabeliggørelse af det økonomiske felt, ikke lader sig beregne. I modsætning til Smith har de netop argumenteret for, at summen af rational adfærd på finansmarkedet også på makroniveau på et tidspunkt må få dramatiske og aldeles ufornuftige konsekvenser. Med andre ord er Greenspans »irrational exuberances« på ingen måde undtagelser. Booms såvel som crash er bygget ind i systemet som helt normale og tilbagevendende fænomener i den kapitalistiske finansøkonomi.

Hverken Das Gespenst des Kapitals eller Der Souveränitetseffekt er rig på forslag til remedier. I første omgang gælder det en diagnose af sygdommen. I en paneldebat i Berlin for to år siden foreslog Vogl imidlertid, at man sætter kapitalismen ind i en slags økonomisk zoologisk have. Forskellige monetære operationer og deres medfølgende risici indhegnes så i klart adskilte territorier for på den måde at inddæmme effekterne af spekulationens lunefulde bevægelser på resten af samfundet.

Litteraturen som operativ logik
Finanskapitalens høje grad af fiktionalitet har synliggjort dens forbindelse til en anden fiktion, nemlig litteraturen og dens monetære elementer. Herhjemme udgav Hans Boll-Johansen i 2012 en bog om penge, der kommer vidt omkring centrale forfattere som Stendhal, Dostojevskij og Pontoppidan. Og da Thomas Pikettys store værk om kapital og ulighed blev en bestseller i den engelske oversættelse, bemærkede mange også hans referencer til Balzac. Men hvorfor giver det overhovedet mening at lave litterære tekstanalyser, hvis vi vil vide noget om finansmodeller? Hvorfor skal vi læse litteratur, hvis vi vil forstå økonomien? Hvilken økonomisk viden gemmer sig i Raskolnikovs forsigtige gang ned af den knirkende trappe i Forbrydelse og Straf, i Shylocks krav om en lånegaranti i form af et pund af Antonios kød i Købmanden i Venedig eller i Vautrins afvejning af Rastignacs finansielle muligheder, hvis han afbryder sit jurastudie og i stedet for at arbejde sig frem gifter sig til formuen i Le Père Goriot?

Vogls litterære blik på økonomien hænger sammen med hans videnshistoriske tilgang. På baggrund af en fransk epistemologisk tradition, der går tilbage til blandt andre Gaston Bachelard, Georges Canguilhelm og Michel Foucault, har Vogl forsøgt at vise, hvordan specifikke videnskabelige discipliner – særligt den økonomiske teori – er indlejret i et langt bredere felt, der reflekterer, kritiserer eller på anden vis forholder sig til de samme problematikker, som det snævre felt forsøger at systematisere. Den økonomiske viden kan derfor ikke udtømmende beskrives som et internt anliggende for den økonomiske teori, hvor Smith, Ricardo, Keynes, Hayek, osv. udgør de stridende parter. Den inkluderer også fx moralfilosofien eller lægevidenskaben med dens fysiologiske teorier om cirkulation. I dette udvidede felt indtager litteraturen en særlig position. Når Sedley-familiens liv vendes på hovedet i Vanity Fair, da pater familias går bankerot efter en række risikable spekulationer, eller når Eric Packer mister millioner ved at spekulere mod yennen, reflekterer litteraturen ikke bare et givent stade af den økonomiske udvikling eller udnytter kapitalen som en effektiv katalysator for plottet. Den fungerer også som et kritisk refleksionsmedium over økonomiens paradokser. I en art fiktivt laboratorium iscenesætter og gennemspiller litteraturen en række eksperimenter, hvor kapitalens skiftende funktionsmåder og voldsomme konsekvenser testes og synliggøres. Det fiktive i litteraturen kan derfor ikke affejes som verdensfjerne fantasterier, men skal i stedet forstås som en særlig modus, der ved hjælp af hypotetiske modeller griber ind i reelle økonomiske problemstillinger og efterprøver, hvordan idéer om fx moral, cirkulation, rationalitet og ligevægt rent faktisk fungerer i forholdet mellem mennesker og ting, mennesker og tid, og mennesker og mennesker. Viklet ind i spørgsmål om penge udgør litteraturen en del af den bredere økonomiske viden, men ved samtidig at stå uden for den fagspecifikke teori, skaber den et arkimedisk punkt, hvorfra det er muligt at kaste et andet og kritisk blik på teoriens påstande.

At det netop er litteraturen og særligt romanen, der for Vogl spiller denne på én gang reflekterende og kritiske rolle i den økonomiske vidensorden, er ikke tilfældigt. Til romanens notoriske verdensvendthed knytter sig erfaringen af kontingens. Karakterernes ofte begrænsede viden og de uforudsigelige begivenheder, der styrer og forstyrrer tingenes gang, udgør et begivenhedssystem, en operativ logik, der minder mere om finansregimets funktionsmåde end mange gammel- eller neoliberalistiske teorier foregiver. Den økonomiske teori udviser netop ikke de karakteristika, der kendetegner en videnskab: gentagelse, regularitet og evnen til forudsigelse. For så vidt er den tættere beslægtet med litteraturen. Man kunne sige, at Vogls argument for en mere ydmyg økonomisk teori, som er sig sin manglende videnskabelige basis bevidst, som indrømmer tilfældet en større rolle og som ikke lader sig forblænde af egne fremskrivningsmodeller, har romanen som forbillede. For netop i de litterære fiktioner finder vi scenarier og begivenhedsmodeller, der bedre reflekterer den usikkerhed og uforudsigelighed, som et stadig mere sammenfiltret, afhængigt og uoverskueligt kapitalistisk system fører med sig.

Kapital og fiktion har altid været tæt forbundne, men graden af deres symbiose varierer op gennem historien. Som kritisk betragter forfølger Vogl deres gensidige indviklinger for at vise, hvordan et helt centralt, hvis ikke det centrale, element i måden vi organiserer vores samfund på – kapitalen – i løbet af de seneste årtier er blevet fuldstændig gennemsyret af fiktionalitet. At forstå finansregimet kræver derfor en forståelse ikke bare af udbud og efterspørgsel, af markeder og priser, men ligesåvel af fiktion – af dens former, dens logik, dens særdeles reelle virkninger og uhyre konsekvenser. Vogls litterære blik på kapitalen ligger derfor mere lige for, end man umiddelbart skulle tro. Det sigter efter den fiktive kerne i samtidens økonomiske orden. Og i den analyse fremstår litteraturen langt mere virkelighedsnær end mangen en økonomisk teori, mens den såkaldt virkelige verden omvendt viser sig at være mere fiktiv, end selv de fleste litterater nok havde drømt om.




Relaterede
Essay

Når man lukker et åbent samfund

Hvordan går man fra idéer til handling i den virkelige verden uden at åbne et gammelt europæisk sår?
Lars Frost: Copyright: Gyldendal
Essay

Intimitet & revolution t/r

Lars Frosts velfærdstrilogi udgør et af de største bidrag til dansk litteratur siden årtusindskiftet.