Føljeton

Mandøvandringen

Sommerens første pilgrimsvandring foretager Madame på Mandø.

Tirsdag 7. juli 2015.

Sommerens første pilgrimsvandring foretager Madame på Mandø i Vadehavet. Hun har aldrig i livet været her før, hun er lige ankommet med traktorbussen fra fastlandet, og nu går hun gennem landsbyen, de lave frisiske stråtækte bondegårde, der trykker sig mod sandjorden omgivet af tætklippede plæner og nysseligt revne grusgange neden for klitten mod vest. Hun går op i klitten og vender sig og ser ned over landsbyen, de vajende Dannebrog i brisen fra syd. Solen skinner, hun begynder at gå. I sit noteshæfte skriver hun: »Fårene ligger knælende med forbenene bukket ind under sig. Når jeg nærmer mig, forstener de i nysgerrig skræk og står med front mod mig og stirrer med glasøjne, en enkelt rammes af panik og vender sig og stavrer på sine stive ben, standser med bagdelen vendt mod mig, synker i knæ med skrævende bagben, og så fosser den klare stråle, skrækblinkende i solen. Det er lavvande, til alle sider og flere kilometer ud bare den fugtmørke sandbund og i mødet med øen et bælte af lavt grønt, hvor de langbenede orangebenende strandskader med skarptskinnende sort-hvid fjerdragt og sylenæb går omkring, pludselig letter og larmer. Den første time: beruselse, ekstasis, »aldrig i livet har jeg været så lykkelig og på rettere sted«. Dagen. Himlen ikke forskelsløst skyfri, men i blå og strøghvid bevægelse, himlens lys, vinden er: brise. Jeg er i en silkelet sort kjole med skinnende underkjole, spinkle stropper, og faldende ud under den, lette sorte bomuldsbukser med vide ben, syet af Frøken Jensen på Urnes Gaard. Øverst den sort-hvide sildebensmønstrede jakke, jeg købte i Les Marais i april 2013, og nederst de sorte sneakers, Asics Tiger. Jeg føler mig så let, befriet for mig selv, jeg er ren potentiale, det alle mulige væsen, jeg. Går fra klitterne vest for landsbyen og ned blandt fårene uden for diget, jeg går sydover og møder kun får og fugle, al verden er samlet i den horisontale streg, resten er himmel og stien, jeg følger.«

*

IMG_0027»De langbenede fugle længst ude tidevandsmarsken, billedet, en miniature af storkene i Ægypten, i dalstrøget i Afghanistan langs vejen sydover mod Jalalabad. Der er to slags: de mindste er hvide fugle, der har dyppet den yderste halvdel af vingerne i sort lak eller tjære. De andre, lidt større, har tegningerne på tværs, fra ryggen ud mod vingespidserne, sort-hvid-sort, det hvide en landtunge ud i det sorte. På syd- og vest-siden går jeg yderst, en kilometer fra diget, hvor de sidste smågrunde eller græstotter drypper, og derfra og ud er alt sandbunden, havet har trukket sig tilbage fra. Jeg har taget skoene af og går barfodet med dem i hånden i det slimede, svuppende mellem og synkende ned i de millioner af spiralformede sortgrå kegler sandormene har skudt op.«

*

»Madame, den vandrende pincette.«

*


»14:34«IMG_0041

*

»Strandskade, terne, klyde.«

*


Hver anden time gør hun holdt, sætter sig på en græstue eller længere oppe på skråningen under diget, hvor fårene skider og græsser, og pakker sine små sandwiches ud: en bolle med vegansk creme og en skive tofu, i den anden hånd en gulerod eller måske en tomat, en stump agurk, hun bider af. Andre gange er det bare et æble, en pære. Når hun sidder der, i det fri, fjern fra kulturen, er hun så let, inspireret, her kunne hun leve og dø. Så er måltidet forbi, lykkens boble brister, og hun rejser sig og går videre. Oppe nær øens nordvestlige bue krydser hun over den kunstige rampe, som bilerne må op ad for at overkomme diget og rulle ned i øens flade gryde. På nordbuen ser hun i det fjerne to hestevogne, sikkert med turistfyld, der snegler sig i en bugten sig ind over sandbunden ude fra flakket og ager trægt op over diget. Mod nord ligesom i en let soldis, en ørkenflimren, som om træer og buske svæver over en usynlig ild, Fanø. Måske kan man gå over til Fanø ved lavvande, tænker Madame. En skønne dag. Cirklen er sluttet, og hun stiger om bord på traktorbussen, der ruller hende tilbage mod fastlandet, hun står oppe på soldækket i den tiltagende vind, det er blæst nu, med hænderne om rækværkets kølige jernrør og ser ned på fuglelivet i marsken, en sø med en svane, tre dunede grå unger inde mellem sivene. Hendes nakke og bryst er flammende lyserødskoldede, også oversiden af underarmene, som om ilden har slikket dem, især den højre, som vendte udad mod havet, vinden og solen under vandringen rundt. På fastlandet stiger hun af og går ad vejen, der snor sin lune asfalt i den lette regns fede dråber op mod Vester Vedsted. Klokken 16:40 skriver hun, som det sidste: »Vester Vedsteds hvide tårn arret af sorte smedejernkors. Århundredernes regn har trukket strimer af grå som gråd ned over den hvide kalk.«

IMG_0023

Følg Madame Nielsens Europvandringer. Introduktion og links til alle vandringerne kan findes her.

 




Relaterede
Essay

»Nogle gange drømmer vi om Europa«

I Ukraine gemmer sig en ny og magisk litteratur; en der svælger i snavs og fortvivlelse og som vover at drømme.
Essay

Biprodukter

For Javier Marías er den litterære refleksion forskellig fra den filosofiske. Hans mål er ikke erkendelse, men genkendelse.