Anmeldelse

Misspelling Miss Pell-Mell

Fejlstavning slår bunden ud af samfundets normer. Det bevidner Christina Hagen og Niels Franks særegne sprog.

Christina Hagen. Kilde: Basilisk

Jeg læser Christina Hagens Boyfrind (Basilisk, 2014) og kommer til at tænke på Niels Franks Nellies bog (Gyldendal, 2013), fordi der på en af de allerførste sider står:

Why will we only read things written by people who do not make spelling mistakes? I lost my perfect language a long time ago. It is my belief that it happened in a small town in Jutland when BF and I discussed something prety harmless.

Citatet er stavet af Christina Hagen. Associationen til Niels Frank skyldes tabet af det perfekte sprog, som endda er forsvundet i en lille by i Jylland, »a small town«, der lige så godt kunne være Brædstrup, hvor Nellie, der scribler og scrabler i Nellies bog, lyder som om, han kommer fra. Nellie har dog nok aldrig haft et perfekt sprog, men det har forfatteren bag Nellie, Niels Frank. Nellie selv har sandsynligvis altid skrevet hulter til bulter:

Nellies bog

Sådan begynder Nellies bog. Det første ord »den« viser sig at være filmen Pretty Woman.

Boyfrind kom med posten. Den er i coffee-table book-størrelse med tekster skrevet med farvede tusser og med snapshotagtige fotos af nøgne og halvnøgne mennesker, strande, palmer, toiletter, menstruationsbind og -blod, turistbusser og hotelværelser fx. Æstetikken er tacky. Blikket er begærligt, en peeping Toms blik.

Det første billede viser ballerne på en nøgen, hvid mand i en seng, det sidste er et lidt sløret billede af en hvid hingst bag et pigtrådshegn. Og det allersidste billede er et foto af forfatteren Christina Hagen i en collegejakke. Hun står og ser ned på resterne af en udtværet flødeskumskage på en paptallerken, hun holder med den ene hånd. Med den anden roder hun i kagen. Der er noget klovneagtigt over en smattet kage på en paptallerken. Hun har rester af flødeskum og chokolade på hagen og i håret, som om hun grådigt og uhæmmet har spist af den. Teksten inden den grådige, uhæmmede flødeskumsspisende amerikansk college-pige-lignende forfatter står hen over to sider med en blågrøn tus:

He said: I don’t think I can ever make you happy./I said: I think you are right.

Christina Hagen. Kilde: Basilisk

Christina Hagen. Kilde: Basilisk

Den sidste linje er streget over, men stadig læselig. Ordene både gælder og gælder ikke. Linjerne peger på et velkendt tema fra både mainstreamfilm og popsange: Ulykkelig kærlighed og umulig kærlighed.

Da Boyfrind kom med posten fulgte et A4-ark med. »Tillykke med din nye BOYFRIND Gør med ham hvad du vil KH« stod der med pink tus og håndskrift.

»Gør med ham hvad du vil«. Jeg oplevede det som ubehageligt at få tildelt den mulighed; at gøre med BF som jeg ville, og nu hvor jeg har læst bogen og ved, at flere af de halvnøgne og nøgne mennesker på billederne er prostituerede, kan jeg forklare det med, at jeg dér, med A4-arket i hånden, befandt mig i samme situation som en sexkunde. Jeg havde magten, jeg kunne gøre hvad jeg ville, jeg havde betalt. For en bog godt nok.

Den første længere tekst i Boyfrind beskriver en elite i samfundet. Det er her citatet ovenfor om »spelling mistakes« og »a small town in Jutland« stammer fra. Eliten, står der, er i stand til at få hvadsomhelst til at lyde sandt og muligt. På grund af den lidt sjuskede håndskrift fejllæste jeg flere gange »and is able« som »disable« i sætningen »Why is it so frustrating to me that there is this elite in society willing to discuss anything andisable to make anything sound true and possible?« Fejllæsninger, famlen og flimren er en del af Boyfrind-oplevelsen. Det er besværligt at hakke sig igennem teksten, i hvert fald i begyndelsen. Akkurat ligesom det tager noget tid at omstille sig til Nellies meningsforstyrrende måde at stave og skrive på.

Boyfrind begynder som en jeg-tekst. Jeget er frustreret over eliten, der lader til at ignorere, at uudannede mennesker også har en mening. Og så glider jeget over i et vi: »Why will we only read things written by people who do not make spelling mistakes?«

Man kan læse linjerne ved først at spørge: Hvem er »we« og dermed, hvem er inkluderet i det vi? Eller kan »we« læses synonymt med »one« og henvise til et generelt forhold, nemlig at mennesker, der ikke staver korrekt er ekskluderet fra al skriftssproglig udveksling. Det skrivende jeg i Boyfrind har tilhørt gruppen af perfekte sprogbrugere, det er først efter en temmelig harmløs diskussion med BF, at hun har mistet evnen til at stave korrekt og udtrykke sig perfekt. Det kvindelige jeg står nu uden for eliten, men ved at bruge pronomenet »we« får hun understreget, hvor stærk elitens norm er. Så stærk, at den udenforstående, ikke-privilegerede, også siger »vi«.

Kvinden formulerer et spørgsmål, »Why is it so frustating to me …«, og ikke et svar. Boyfrind er skrevet på frustration. Og BF er en del af eliten, en del af frustrationen:

It offends me that Boyfrind is a part of the elite which do not seem to care that uneducated, unintelligent people who has no ressources also has an opinion. Is it not arrogant to ignore human animals who doesn’t have a language or curage?

Human animals – hvordan kan man forstå det? Det uperfekte sprog, Boyfrind er skrevet i, lader en del være op til læseren. Betydningerne opstår i det rum, der skabes mellem det, der rent faktisk står og det, den enkelte læser måske tror, der skal stå eller fejllæser. Eller ikke rigtig ved om hører med, fordi det er streget ud. På sin vis virker stavefejlene og udstregningerne ligesom sammenligninger og metaforer, fordi der opstår noget tredje i mødet mellem de ord, der står, og det, der kunne have stået, hvis den skrivende havde fulgt reglerne.

Metaforer og sammenligninger optræder i øvrigt sjældent i både Boyfrind og Nellies bog, og når de gør, er det med en vis kunstighed. Her er et eksempel fra Boyfrind:

I want to live like a worm under his skin, bubblely, wiggelywig, so easy access to his heart.

Boyfrind er veluddannet: »He is educated. He is educated. He is educated and he knows so many things, Boyfriend. He knows how to speak and get their attention.« »Their« er kvinder, der bare venter med deres »tiny, wet pussies« – og så sker der igen et interessant skred i sproget. Fra BF’s klogskab og veluddannethed ryger teksten direkte til BF’s »hard dick, so full of blood, so full of life and pride and all of his wid.«

En klog, veluddannet mand er med andre ord også en seksuelt attraktiv mand. Sådan ser det ikke ud for kvinden; læs bare værkets bagsidetekst:

The woman of today can like choose between 2 roles in life (with a man): She can be Elvis Presley or she can be a street hooker. Being Elvis Presley means speaking the language of a woman who has sold her identity and independence for a great social position through a loving relationship with a handsome successfull and educated man. As a street hooker with no voice she is the crown jewel and favorit exampel for the privleged woman who always had a thing for peanut butter sandwiches.

Hvor er den stærke kvinde? What happened to the independent woman? Hun findes i hvert fald ikke i Hagens bøger, det er sikkert. Den stærke, selvstændige kvinde er et ideal, en løgn. I en artikel i Weekendavisen, »Fiktionen om den stærke kvinde«, fra 25.7.2014 skriver Christina Hagen om den skrivende fortæller i Boyfrind:

Kvinden i min bog taler som en amerikansk highschool-serie, som en popsang, et realityshow. Smukke kvinder i film har lært hende, hvordan man taler. Hvordan man er kvinde.

Kvinden er mere et barn i mandens øjne end en ligeværdig partner, måske også derfor den kluntede, barnlige tusskrift. Barnligheden er helt eksplicit i ordene: »Boyfriend sees me as a child, I think there is something wrong with that.«

Man kan tale om, at 70’erne er kommet tilbage i litteraturen i en ny version med Boyfrind – og i Christina Hagens forfatterskab i det hele taget. Ikke som et program, men som en frustration over forestillingen om den frie kvinde.

De kvinderoller, hun skildrer, er lillepigen i 71 breve til M (2010), hvor kvinden er sådan en, der forelsker sig i farlige mordere, og i White Girl (2012) finder Hagen et sprog, et pidgindansk, for den kvinde, der rejser til de varme lande på ferie og bliver en hjælpeløs turist. Nå, »Enough feminism for now« – som der står nogenlunde midtvejs i Boyfrind.

Der optræder en gådefuld ål i begyndelsen af Boyfrind, en ål, der giver anledning til den harmløse diskussion:

He asked me why I don’t eat fish. I answered that I don’t like fish. That I used to eat eel almost every day but now I have the feeling that the eel gets stuck in my throat. […] BF was very angry about that. He violated my language. He made me unable.

Man kommer ikke langt ved at prøve at følge logikken her, man er nødt til bare at tage det irrationelle for gode varer; at BF har ydet vold mod eller voldtaget kvindens sprog. Den sjuskede, barnlige tusskrift bliver herved både et bevis på, at kvinden har mistet sit perfekte sprog og en trodshandling. Hvor BF »knows how to speak«, så er kvinden, en »who doesn’t have a language«, eller hun er gadeluderen »with no voice«.

Boyfrind og Nellies bog har stavefejlene og henholdsvis dårligt dansk og bad English til fælles, men der er forskel på, hvor fejlene og det uperfekte fører hen. Og dermed hvilke spørgsmål, de to værker rejser. Hos Hagen drejer spørgsmålene sig om køn, magtforhold og klasse »of today«. I Nellies bog er verden kaotisk, og sproget er kaotisk, men sproget er ikke kaotisk for at kunne beskrive verden, det er kaotisk som sprog. Nellie tror ikke på Gud, og Nellie tror ikke på grammatik. Eller måske handler Nellies bog om ikke at kunne tro på Gud eller grammatik. Ser man på modsætningen mellem magt og afmagt, så er Nellies afmagtsfølelse knyttet til den meningsløshed, der opstår, når nogen dør. Det er ikke en afmagt, der kommer sig af uretfærdige magtfordelinger i samfundet, som det er hos Hagen.

Boyfrind. Kilde: Basilisk

Boyfrind. Kilde: Basilisk

Hagens voldsramte bad English har noget til fælles med Stig Larssons poetik og hans intention om at skrive dårlige digte. I Nellies bog er spørgsmålene af almengyldig, eksistentiel og filosofisk karakter. Altså: Hvordan kan vi med sprog nærme os oplevelsen af at være menneske i verden? Hvordan kan vi nærme os noget sandt? Det uperfekte sprog kan ikke tale sandt (så ville det jo blot blive »et nyt perfekt sprog«), men det kan udpege løgnene. I Hagens tilfælde altså løgnen om den frie kvinde og løgnen om, at vi lever i et demokrati, hvor alle bliver hørt og har en stemme. I Franks tilfælde hænger det meningsløse og meningsforstyrrende sammen med døden. Der er ingen mening

Afmagtsfølelsen hos Nellie er knyttet til sproget og den måde, vi taler om døden på. Nellie og hans Onkle Benn udviser først foragt for døden og laver practical jokes med tante Hellen, hvor Nellie spiller død. Men på side 221 er det alene afmagtsfølelsen, der præger de to. Nellie taler i telefon med Onkle Benn, der hoster så det ryster i telefonrøret – læseren kan ikke vide, hvis telefonrør det er, der ryster, eller om det er dem begge – det er en del af den merbetydning, Nellies scriblen kaster af sig – men læseren ved, at Benn er syg og skal dø. Samtalen er gengivet af Nellie, først stiller Benn et spørgsmål til Nellie, så svarer Nellie, og så fortsætter Benn:

Ka du husk da din Faar han døed Nellie ? ka du husk nogne sadge og, Jeg, måsge også sagd Selv sagd til dig om at Livet det foresættes ? ka du husk det ? sir han og hoster .
Nej, sir, Jeg , så.

Nej det foresættes jo ikke . Dét en forpullet Løgen ! dét holder op og såddan er dét, og dét så det énéste vi ka vid om dét ! sir han .

Læg mærke til, at Benn misforstår Nellies nej. Nellie svarer nej på spørgsmålet om, hvorvidt han kan huske dengang hans far døde, men trods misforståelsen glider samtalen alligevel. Merbetydningen opstår altså både gennem de indbyggede misforståelser mellem personerne i bogen og den enkelte læsers forståelse.

Gertrude Stein, der elskede sprogskabte misforståelser, forsøgte sig i Poetry and grammar med en rangordning af ordklasserne efter deres merbetydningspotentiale. I den rangordning afskrev Stein substantiverne som uinteressante, fordi de blot er navne på ting, og tingene er mere interessante end navnene på dem. Og adjektiverne, der bare lægger sig til substantiverne, som Stein allerede havde afskrevet, kunne hun heller ikke bruge. Men verberne, verberne, de var og er interessante, fordi de kan afstedkomme misforståelser.

Steins besværlige rangorden – også besværlig for hende selv – slipper Nellies bog for, da den er sluppet fri af grammatikken. Her kan alt misforstås (hvad der sådan set også lykkedes for Stein i fx Tender Buttons, men det er en anden historie), fordi Nellie ikke underlægger sig de grammatiske regler. Nellie scribler heller ikke om tingene og deres navne som Stein (og andre), men om ordene og deres »Nauvne«. »No no Nellie Your mis understood me ! « er der på et tidspunkt en frokostdate, der siger til Nellie. Mis forståelse er en kat, der forstår? Måske Frøken Stavefejl forstår?

Den afmagtsfølelse og meningsløshed, som Onkle Benn og Nellie mærker, når de tænker på og taler om de døde, står i modsætning til det, præsten i Nellies bog siger, eller helt præcist det præsten siger i Nellies gengivelse:

alle ting gir da Menning når at man ka troe. Og se det betydt jo det gir og så Menning når at NOGNE døer hvis at blot man troet på ham ( GUD ). Fordi fordi fordi at så veed man så den døed får Fred , i den andnen Verdnen sammen med ham ( GUD ) . Så dét dét betydt er Liddelse gir Menning . og det betydt Sorgen gir Menning .

For Nellie og Onkle Benn er sorg bare sorg. Med forvirringen og præciseringen af, at »ham« er »GUD« i Nellies skrivemåde: »blot man troet på ham ( GUD )«, står der også indirekte at for at tro på Gud, må man tro på præsten … Og her kommer så Nellies »men« ift. præstens ord: »Men se hvis at man så ikke lige troet så gir det ikke . ingenting gir . Liddelelse er barer liddelelse , og sorg er også barer . GUD barer et Ord , eller Nauvn«.

Nellie scribler og scrabler, Nellie ser film og kan opfattes som et slags filter, læseren får mulighed for at se – ja hvad, film eller verden? – igennem. Skal vi opfatte Nellie som en fortolker af verden? Eller påpeger Nellies bog snarere, at vi altid fortolker verden, afkoder tal og skyer på himlen fx? Nellie ser kodesprog alle vegne – anagrammet og reglerne for at spille Scrabble tager han ret løst på, og derfor kommer han »hel til Mewico«. Der er koder, der skal afkodes og regler, der skal læres, men giver det mening?

Der er én regel, der får lov at stå, regel nr 1: »Trak vejert ordnelig ind i gennem Næsen, og ud i gennem Mundnen osvider ind af den iggen .« Måske fordi det i bund og grund er det eneste, der adskiller de levende fra de døde; at trække vejret.

Nellie har en »Sindts forstyresle«, som der ikke er noget navn for. Nellie er jo »ikke så god til Ord og ders Nauvne«. Igen og igen scribler Nellie »Dét veed , Jeg , så ikke noegt om .« eller »Jeg , ka ikke vid dét og veed dét hellere ikke«. Nellie udtrykker sig i tautologier, men ser man nærmere på eksemplet her, står der faktisk mere: »Jeg , ka ikke vid dét og veed dét hellere ikke«. Dobbeltkonfekten er måske i første gang morsom, men med fejlskrivningen står der samtidig: jeg kan ikke vide det, og jeg foretrækker (jf. »hellere«) ikke at vide det.

»Ord er ikke nåk« noterer Nellie allerede på side 10, men det er som om, at når Nellie fordobler ordene, altså udtrykker sig tautologisk, at han alligevel kommer melankolien og tabsoplevelsen nærmere. Det er ikke en konklusion, Nellie drager, det er mig, der læser Nellies tautologier som mere dækkende end korrekt sprog ville være det: »det så sørgeligt at græde«, »hjemvejen hjem«, »råbe med stemmen«, »aftale en aftale«, »lys fra lyset« og »drømme drømme i drømme«.

Men hvordan skal vi forstå Nellie? Altså ud over at vi er nødt til at lære at læse på ny. Hvordan skal vi opfatte Nellie? Hvor uskyldig er Nellie fx? Eller hvor lidt eller hvor meget ved Nellie? Nellie ved jo fx godt selv, at han ikke er en pige, det er de andre, der bliver forvirrede, frisøren blandt andre der skal klippe ham. Nellie ved også, hvad han ikke kan vide. Jeg vil ikke kalde Nellie for udspekuleret, men bare minde om, at det er Nellie, der har scriblet Nellies bog. Vi har det kun fra Nellie. Vi har med både Faulkner og Shakespeare i baghovedet »a tale told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing.« Her er det fristende at tilføje med The Ark: But »it takes a fool to remain sane«. Eller at omskrive ordene til: It takes a fool and some spelling mistakes to remain sane.

Både Nellie og kvinden i Boyfrind er umyndiggjorte, og begge opholder sig en hel del i enrum, mens de skriver. De er ikke helt kommet ud af barneværelset, eller de er tvunget ind i det. Kvinden i Boyfrind skriver med barnets farvede tusser og tegner hjerter over i’erne. Nuttet ser det ud – og så alligevel ikke. Ikke når hjerterne står over i’erne i »humiliate«: »I will slap you and humiliate you and beg you on my knees.«

I begge værker har fiktionen taget virkelighedens plads. Christina Hagen har skrevet om, hvordan det for hende gælder om at lytte til hvilket sprog, teksten vil fortælles på.

Det er interessant at bemærke, at Christina Hagen efter debuten har skrevet inden for ikke-litterære teksttyper: breve, postkort og nu altså en slags dagbog, ligesom Nellies bog er en dagbog. De ikke-litterære teksttyper hører med til det uperfekte sprog. Jeg opfatter genrevalget og det uortodokse sprog som en bestræbelse på at undgå det litterære som en institution.

Hvad jeg godt kan lide ved begge bøger er den forvirring, de skaber. De tvinger desuden læseren til at droppe forestillingen om det fuldendte værk, det perfekte og kloge værk. Måske er dét også en løgn. Man kunne inddrage Martin Larsens Svanesøsonetterne i den forbindelse, en æske med en bunke sammenkrøllede ark. De uperfekte værker kommer ikke med svarene, de taler ikke sandt, men de udpeger en del løgne: Løgnen om at kvinden er frigjort, løgnen om at alle mennesker bliver hørt i et demokrati – og ved at så tvivl om etablerede forståelseskategorier altså også helt overordnet løgnen om, at det er muligt at skabe mening i verden.

Kamilla Löfström er anmelder ved dagbladet Information.




Relaterede
Essay

I virkelig verden

Christina Hagen og Asta Olivia Nordenhof rykker ved grænserne for den litterære henvendelse.
Peter Handke i sit hjem. Foto: Danilo de Marco, Suhrkamp Verlag.
Essay

På evig rejse mod det endnu ikke formulerede

I Peter Handkes på én gang berømte og ulæste værk findes meningen og fyldestgørelsen i det uudforskede.