Essay

Når man lukker et åbent samfund

Mens kampen mellem demokrati og drømmen om at vende tilbage til fortiden skaber kløfter i Europa, overvejer polske Adam Zagajewski, hvordan man går fra idéer til handling i den virkelige verden. Et spørgsmål der åbner et gammelt europæisk sår.

Adam_zag

Den polske digter og essayist Adam Zagajewski regnes af mange blandt favoritterne til Nobelprisen i litteratur, når den igen uddeles til efteråret. Det er imidlertid ikke blevet til mange oversættelser af Zagajewskis værker herhjemme, blot et par digte udgivet i antologier for snart 15 år siden er til at opstøve på de danske biblioteker.

Foto: Frankie Fouganthin

Østeuropæiske intellektuelle, forfattere og kunstnere bidrog uden tvivl i en eller anden grad til, at det totalitære sovjetiske system brød sammen. Deres idéer cirkulerede i det offentlige rum, deres mod var forbilledligt for mange. Generelt kan intellektuelle, vægelsindede og uforståelige som de ofte er, let blive til grin i deres hjemlande, men folk som Václav Havel og Leszek Kolakowski var bestemt ikke latterlige. Selvfølgelig var det ikke idéerne alene, der fjernede den totalitære undertrykkelse, men de var en vigtig ingrediens i en bred vifte af midler og virkemåder.

Det er et kedeligt paradoks, at nu hvor forfatterne og de intellektuelle står over for et forenet Europa, et EU styret af den frie markedsøkonomi og demokratiske principper – selvom det i dette øjeblik gennemgår en alvorlig krise –, det Europa de så i deres drømme, projekter og forhåbninger, og for medlemmerne af parlamentet, som de frit har kunnet stemme ind i de senere år, er de formentlig mere hjælpeløse end tidligere, end i gamle dage. I nogle henseender var det tilsyneladende lettere at bekæmpe centralkomitéen end de store følelsesløse masser, de mørke sider af kapitalismen og dystre nationalistiske bestræbelser.

I mit land – men lignende ting sker eller kan ske, eller er ved at ske i andre europæiske lande – er vi nu vidner til et farligt fænomen. En nationalistisk, fremmedfjendsk gruppering påstår, at der er behov for at forsvare »traditionelle værdier« mod »modernitetens« anonyme kræfter, og et tilsvarende behov for at forsvare, hvad der er »lokalt« imod det, der kommer udefra; den forsøger at ændre den moderne histories strømning og ser i forsøget bort fra loven, forfatningen og de politiske anstændighedsnormer. En dyb kløft deler samfundet, som snart er fanget i et bur bestående af mere og mere omsiggribende politiovervågning.

De, som studerer idé- og kunsthistorie, ved godt, hvor gammel kampen mod »moderniteten« er. Gammel, til tider fascinerende, til tider ædel, ofte velbegrundet og velargumenteret. Paradoksalt nok har det, vi kalder den europæiske modernisme, en magtfuld kunstnerisk bevægelse, ændret den måde, vi ser på kunst og den måde, vi læser bøger og lytter til musik på – simpelthen måden vi tænker på – været dybt præget af et voksende ubehag ved den synlige og usynlige verdens skiftende ansigt. Pionererne inden for denne bevægelse var for det meste kritiske over for det Europa, som begyndte at dukke op i røgen fra den industrielle revolution (og fra den »liberale revolution«). Der er snesevis af eksempler. Eugène Delacroix, maleren, der åbnede vejen til endnu en revolution, denne gang en æstetisk én, til impressionisme og mange andre ismer, var dybt nostalgisk over skønhedens forsvinden fra det gamle Europa. I sin vidunderlige Journal, som viser, hvor eminent en forfatter han var, udtrykker Delacroix sin sorg og harme ved synet af dampskibe og jernbaner (hans afsky rakte dog ikke så langt, at han undgik at køre med tog, hvilket ellers er et typisk kendetegn for modernitetskritikere). Hvad han beundrede var synet af sejlskibe, der med enorme hvide vinger bevægede sig langsomt på det grønne hav.

John Ruskin så den moderne civilisation på en lignende måde. Paul Valéry forsvarede værdien af den præ-industrielle verdens arbejde: »Adieu, travaux infinitement lents«, sagde han, som beundrede langsommeligheden hos dem, der havde bygget katedraler, og fik det til at det lyde som en bøn. Og Rainer Maria Rilke hadede det, han opfattede som Paris’ grimme modernitet – i modsætning til det »gamle Paris«, ødelagt af baron Haussmann. Men ikke kun bygningernes grimhed (som vi nu beundrer), også den upoetiske kvalitet ved selve bylivet. T.S. Eliot opførte i sit berømte Waste Land en gravskrift over moderniteten – men moderniteten overlevede dette og mange andre forsøg på at begrave den levende.

Det er faktisk nemmere at nævne nogle af de store forfattere, der bifaldt fremkomsten af den nye verden; de var ikke så mange. Blandt dem Marcel Proust, der beundrede flyvemaskiner og blev ramt af en undren over lydene i en ny opsigtsvækkende opfindelse, telefonen, som gjorde det muligt for ham på afstand at høre stemmerne fra dem, han elskede, sin bedstemors stemme. James Joyce havde heller ingen betænkeligheder ved moderniteten. Men Yeats, hans store landsmand, havde, og hans betænkeligheder er ekstremt interessante.

Jeg må tilstå, at jeg udmærket forstår nogle af de argumenter, som forkæmperne for »det gamle Europa« fremfører – men bestemt ikke dem alle sammen. Det er en yderst kompleks kamp mellem idéer, der ikke kan koges ned til simple formler som f.eks. »progression kontra reaktion« eller »oplysningstiden kontra middelalderen«. Det er et idésammenstød, som ikke kan ignoreres, selv nu, om ikke andet fordi det har inspireret generationer af forfattere og kunstnere, som har formet vores følelser. Jeg forstår argumenterne hos dem, der beklager sig over tendensen til at se mennesker som rent biologiske størrelser (krop! krop! sjælen er en fiktion!), at den religiøse impuls er blevet mindre og at fantasien er svundet ind. Jeg accepterer dog ikke en fuldstændig afvisning af arven fra oplysningstiden. Det ser ud til, at vi europæere er permanent ude af stand til at forene de to vigtigste komponenter i vores erfaring, den fra dagen, og den fra natten, den af sund fornuft og den af ekstatisk poesi.

Jeg husker, hvordan jeg for år tilbage læste et essay af Czeslaw Milosz, der roste bogen The Disinherited Mind af Erich Heller, en emigreret tysk kritiker, som flygtede fra nazisterne og i årevis underviste på et amerikansk universitet (Northwestern University i Evanston, Illinois). The Disinherited Mind er selvfølgelig ikke den eneste bog, der handler om svækkelsen af den metafysiske impuls i europæisk litteratur (Hellers eksempler kommer for det meste fra den tyske tradition), men det er den mest inspirerende af dem. Det er formentlig svært at finde en seriøs digter (bortset fra måske de helt unge, der simpelthen foretrækker ren og skær ironi frem for andre intellektuelle udtryk), som ikke ville blive rørt af denne bog, eller i det mindste ikke ville blive dybt interesseret i den. Forudsat at nogen stadig læser The Disinherited Mind.

Disse diskussioner er ret gamle, vi kommer tit til at se dem som nogle, der tilhører en svunden tid. Men ikke desto mindre ville en opmærksom læser, en opmærksom kunstelsker, stadig være enig i, at der fortsat eksisterer en særlig spænding mellem det, som er nyt i vores civilisation, den friskhed som styrker livets »rationelle« sider – og som kan have den mest fordelagtige pragmatiske indflydelse på vores tilstand –, og den »gamle skønhed«, den Delacroix-lignende beklagelse, den Rilke-lignende længsel efter det arkaiske, den Valéry-lignende hengivenhed til enkelte elementer i den europæiske tradition.

Her kan jeg sagtens forestille mig at skulle lægge øre til kritisk respons: Hvilken vægt har denne elitære nostalgi over for innovationens sus, hvad betyder kræfterne i en sentimental åbenbaring over for en ny generation af software eller utrolige medicinske fremskridt? Ikke meget, nej, i forhold til hvad der kan udmåles; men utilpasheden, et underskud af visse ting som ikke kan måles eller vejes, kan vare ved i lang tid. Og ændrer vi samtalens betingelser, drejer den sig ikke kun om kampen mellem demokrati og en drøm om at vende tilbage til fortiden. Det handler om noget, der stikker langt dybere, noget der ikke kan udtrykkes i tal, og alligevel er det der.

Enhver politisk eller økonomisk trussel, og dem er der mange af lige nu, får os til at glemme disse mere subtile ting. Alligevel glemmer de ikke os.

Men én ting er debatten mellem hjerner, mellem kunstnere og filosoffer. Denne debat, denne spænding, denne feber kastede store digte, essays, malerier og symfonier af sig. Vi fører på en eller anden måde stadig denne gamle diskussion – bare mindre og mindre bevidst. Noget andet sker, når politikere, partimedlemmer, partifunktionærer og advokater, og til sidst sågar politimænd og informanter, forsøger at håndhæve disse ideologiske positioner. Vejen fra idé til handling er yderst skrøbelig i den virkelige verden, her finder man det gamle europæiske – og ikke blot europæiske – sår. Og samtidig et tema som de store forfattere kan reflektere over, dramatisere. Dostojevskij for eksempel, som i Brødrene Karamazov viste os mindst to niveauer af menneskelig virkelighed og diskurs; den intellektuelle overbevisning hos én som Ivan Fjodorovitj Karamazov, der læser og tænker, bekræfter og tvivler; og så den mere primitive adfærd hos en som Pavel Fjordorovitj Smerdjakov, hvis opførsel udgør en skygge af Ivans idéer.

På det seneste har jeg med forfærdelse observeret forsøg på at effektuere denne vej fra projekter og halvfærdige idéer til politisk virkelighed i mit eget land. På overfladen ligner det en uskyldig operation: Der er folk, som siger »vores tradition er truet«. Af hvad? Af moderniteten, selvfølgelig. Vores »nationale identitet« er truet (er den?). Af hvad? Af moderniteten, af alle mulige former for åndløse tendenser, af forskellige minoriteters frigørelse. Af det som er »fremmed« – som om næsten alt, der sker i disse dage ikke er »fremmed«. Af »Vesten«. Vi er, siger de, en from nation, og vi risikerer at blive forpestet af gudløse lande.

Vi vidste, at disse tendenser eksisterede og kom til udtryk i nogle obskure publikationer. Et politisk parti, der havde lidt nederlag i adskillige valg, flere præster (ikke dem alle, for nu at være på den sikre side), nogle journalister og måske tre filosoffer har angrebet det åbne samfund, der siden 1989 gradvist har erstattet det kommunistiske system. Men nu, hvor disse ideologer er blevet ministre og deres private radikale højreorienterede overbevisninger er blevet hævet til raison d’état, har spillet fuldstændig ændret karakter. Pludselig kan vi se det ubehagelige ansigt på et demokrati, der har mistet sine grundsten. Hvad gør man, når en populistisk sekt vinder parlamentsvalget ved hjælp af veludført hjernevaskning? Veludført og begavet, fordi den spiller på en gammel førkrigs-splittelse mellem de »socialistiske« og »nationalistiske« dele af samfundet og samtidig profiterer på reelle økonomiske problemer. Indtil videre er der fortsat mekanismer, der sikrer vores personlige frihed, ytringsfriheden er der stadig. Men langsomt, nærmest ubemærket, forandres statens karakter.

I stedet for en moderne stat, der er fleksibel og ikke fri for skepsis (en skepsis som er godt begrundet i nyere historie), står vi nu over for en stat med filosofiske og teologiske ambitioner. Og det er det værste, der kan ske. En stat kan ikke og bør ikke filosofere. Den kan ikke læse Descartes, kan ikke fatte Kants dobbelttydige syn. Det ville på samme tid være sjovt og skræmmende at forestille sig en stat, der udlever, hvad de tyske kritikere kalder die Kant-Krise, som Heinrich von Kleist for eksempel oplevede så dybt (som beskrevet af Günter Blamberger i hans fremragende Kleist-bog): et øjeblik af nihilistisk oprør, af den dybeste tvivl. Men den modsatte situation vil være lige så skræmmende: En stat der undergår en krampagtig mystisk åbenbaring, en åbenbaring, der vil levere svarene på alle de store spørgsmål. En stat er ikke en helgen som Teresa af Avila. Stater tænker ikke og græder ikke. De beder ikke. De deltager ikke i filosofiske seminarer.

Charles Taylor, en velkendt canadisk filosof, bemærker i sin Sources of the Self, at følgende fordeling af idéer og påvirkninger hersker i vor tid: I vores kollektive liv, i den del af vores eksistens som overlapper med de kræfter og regler, der gælder for samfunds- eller administrative organisationer, synes vi at adlyde retningslinjerne fra oplysningstiden, men i den private sfære, i vores fyraftenstid, så at sige, i vores indre monologer og fantasier, vender vi os mod romantiske forbilleder.

Denne orden bør ikke vendes om.

 

Essayet er oversat fra engelsk af Christian Johannes Idskov.

Første gang publiceret på eurozine.com.




Relaterede
Essay

En kinamands chance?

Det er ikke let at pode en autoritetstro ungdom med kritiske idéer.
Essay

Åndens krise

Paul Valérys essay fra 1919 ser tilbage på Første Verdenskrig og tager pulsen på den kriseramte europæiske ånd.

Om Adam Zagajewski
Adam Zagajewski er en polsk digter og essayist. Født 21. juni 1945 i Lviv, Ukraine.