Essay

Ordene mellem sandhed og bedrag

Tungens og læbernes hvisken er hos spanske Javier Marías et instrument til handling.

Javier Marías. Copyright: javiarmarias.es

De første sætninger i Javier Marías’ romaner placerer læser og fortæller i et produktivt paradoks af viden og ikke-viden. Her opstår umiddelbart et skæbnefællesskab mellem de to, der gør dem til medskyldige i mord, selvmord eller forræderi igennem benævnelsen og samtidig tilbageholdelsen af en hemmelighed.

Læseren og fortællerens delte skæbne er i sagens natur kun tilsyneladende, idet fortælleren per definition har en viden, læseren kun langsomt indvies i. Men de følges alligevel ad frem mod hemmelighedens afsløring, og samtidig fremstiller Marías sine fortællere, så de nærmest er ligeså anonyme som læsere. Marías’ fortæller er et jeg, der giver begrænset information om sig selv. Der fornemmes et ønske om anonymitet, som dog ikke helt kan opfyldes, da vi altid får et navn og et efternavn, der dog sjældent benyttes og nærmest er anonymt. Juan, i Et hjerte så hvidt (1992), en anden Juan i Marías’ seneste roman, Así empieza lo malo (Således begynder det onde, (2014), og María i Forelskelser (2011) er anonyme navne og samtidig fortællerpersoner, der placerer sig så perifært som muligt i deres fortælling og måske endda bevidst underspiller eller fordrejer deres egen rolle i den. Fortælleren er et vidne, men også en aktør, der har det bedst med den tilbagetrukne rolle.

At vide eller ikke at vide er et dilemma for læser og fortæller, som det er det for Juan i Et hjerte så hvidt og en af personerne i Así empieza lo malo. Den der ved, at der er noget at vide, vil søge denne viden, som Luisa, Juans kæreste og siden kone, gør det i Et hjerte så hvidt. Hun presser på for at få afsløret en hemmelighed, der vedrører hendes kommende svigerfar. I Así empieza lo malo er det fortælleren selv, der søger viden om i hvert fald to hemmeligheder. Denne viden søges frem for alt igennem ordene, der siges, mumles og hviskes i en konstant strøm af læbers og tungers bevægelse. Bevægelsen frem mod stadig større viden skal dog ikke forstås som en detektivisk deduktion og deraf følgende progression, der leder frem mod et narrativt klimaks og en ny situation. Afsløringen bliver snarere et nødvendigt antiklimaks, der nogle gange tillader personerne at vende tilbage til normaliteten (og med den næsten lykken) og andre gange betyder ulykke, sorg og i værste fald selvmord. Løgn og sandhed, hemmelighed og viden, forræderi og troskab er hos Marías ikke inkompatible og gensidigt udelukkende størrelser, men menneskelige grundvilkår, der ikke altid kan eller bør underlægges moralske forskrifter.

Fortællingens fremadskriden får læseren til at kredse om en begivenhed, som både er kendt og ikke kendt, og som man gerne vil vide alt om, selv om det måske havde været bedre at lade det ligge. Begivenhederne fremstilles ikke som pludseligt indtræffende hændelser. De er placeret i fortiden og præsenteres gennem blødtegnende filtre af erindring, refleksion og tvivl. Den musikalske komposition, Marías anvender, understreger den tentative fremstilling af det essentielle i fortællingen. Den manifesterer sig som en form for crescendo, men også som en konstant gentagelse af temaer og motiver, der vendes og drejes, fraseres og parafraseres. Det kan være et ord, der indgår i forskellige kombinationer med andre ord, en sætning, der bruges om og om igen med små variationer, eller det kan være en etisk eller moralsk problemstilling og dens muligheder og konsekvenser.

I Et hjerte så hvidt ser vi forholdet mellem ord og tavshed og konsekvensen af at tale eller tie som et af de grundlæggende motiver. Der skabes samtidig et metonymisk forhold mellem ord og tunge. Tungen er sproget, og den er det organ, der artikulerer ordene. Men tungen er også et instrument for erotisk forførelse, og tungens og læbernes hvisken i øret trænger efterhånden igennem og forfører til handling, der uden tungens langsomme penetration ikke ville have fundet sted. Gentagelse, analogi og leg på skiftende semantiske niveauer giver fornemmelsen af en symfoni af ord og betydninger, der ikke kan reduceres til en simpel fabel. Og selv om den symfoniske metafor (eller metonymi?) er oplagt og foreslået af forfatteren selv, synes den frie jazz også nærliggende. Den relativt løse struktur, en improviserende stil – der ikke desto mindre er yderst gennemtænkt – og den frie frasering fører os i retning af en pianist som Bill Evans, der fraserer og parafraserer en melodi, uden at grundtemaet og dets underliggende motiver går tabt.

Grundtemaerne hos Javier Marías handler oftest om ondskaben i dens lette, trivielle og til tider endda kærlige manifestationer. Bedrag, løgn, forræderi og endda mord kan være betinget af kærlighed, måske endda til ofret selv. Vi kan dræbe eller fremme et selvmord eller på anden måde eliminere vores partner, fordi vi begærer en anden. Men vi kan også lyve og bedrage for at beskytte den, vi elsker eller har elsket, og vi kan vælge at leve livet igennem med den lette ondskab i håb om at undgå den, der er værre.

Det er alvorlige temaer, og mange læsere opfatter Marías som en tung forfatter på grund af temaernes karakter og ordstrømmens opbygning. Det kan betyde, at man ikke er opmærksom på legen, på det subtile og på humoren i hans prosa. Humoren er ofte til stede i form af indskud og bisætninger, der peger på hverdagens trivielle absurditeter. Det kan også være i form af en ironisk og subtil udlevering af romanens personer, der i nogle tilfælde kan være mere eller mindre identificérbare med virkelige personer, som for eksempel Spaniens daværende førsteminister, der fremstilles sammen med sin britiske kollega i en af de morsomme scener i Et hjerte så hvidt.

De to statsledere benævnes ikke med navn, men det er svært ikke at tænke på Margaret Thatcher og Felipe González. De to skal tale sammen i et afmålt tidsrum, og fortælleren Juan og hans kollega Luisa skal bidrage som henholdsvis tolk og kontroltolk. Det gør Juan på en meget opfindsom måde, idet han i desperation over samtalens banale karakter begynder at forandre ordene i oversættelsen. Gennem små fordrejninger får Juan ændret samtalens karakter, så den bliver væsentligt mere indholdsrig, og han formår endog at give den en lidt mere progressiv politisk vending, end hvad der umiddelbart så ud til at blive tilfældet. Juan viser dermed, hvordan ord kan forføre og føre til nye situationer og handlinger, og det sker i dobbelt forstand, for ikke blot får de to statsledere væsentligt mere udbytte end ventet af samtalen, Luisa lader sig også forføre af Juan og hans ord, så de siden ender med at blive gift.

Anekdoten er et eksempel på Javier Marías’ sans for komik, samt hans mange omveje og digressioner, der nok får læser og fortæller væk fra historiens centrale temaer, men samtidig sætter os på sporet af dem fra en anden vinkel. Hændelsen fortæller os, hvordan ord kan bruges til at ændre på vores virkelighed og vores gerninger. Samtidig går det op for os, at Juan og Luisas ægteskab til dels er baseret på et bedrag og på en forførelse med ord, der vedholdende hviskes i et øre af en insisterende tunge, på samme måde som regndråben falder igen og igen på samme sted, så der kommer en fordybning. Og ordene kan, som Shakespeare har vist i Macbeth, føre til (u)gerninger, der ikke kan gøres om, når de først er gjort, men som måske kan holdes hemmelige indtil nye ord og ny insisteren trænger igennem og afslører det skjulte.

 

– Jan Gustafsson er lektor i spansk og latinamerikansk litteratur og kultur ved Københavns Universitet og har oversat Javier Marias’ Et hjerte så hvidt (1993) og Følelsesmennesket (1994) til dansk.




Relaterede
Essay

Fællesskelet

Amalie Smiths Marble skriver sig op imod den dominerende fortælling om Vestens kulturhistorie.
Essay

Vandreren (vandrer videre)

Hvor gik spøgelset hen, da Das Beckwerk gik bort?