Føljeton

Oslovandringen

Worldfies i den norske hovedstad.

Mandag 21. september 2015. Fra villaen i Oscars Gate 11 på Frogner via Ekebergsletten til Maridalsvannet.

10:58
En fugtig, stille, kølig morgen, også Madame er forkølet, mat i sine gamle knæ. »For første gang i en uge sov jeg i nat, drømte, at min søn var død, jeg skreg mig selv ind i døden, skreg og skreg og skreg, måske for at genfinde ham der. Da jeg vågnede, var det for sent, morgenen allerede vandret langt ud på formiddagen. Jeg rejste mig og gik ud på badeværelset; da jeg vendte tilbage, sad min sømand bag det veltempererede klaver og spillede Bach. »Madame, jeg troede, du var ude at vandre?!« Jeg sukkede, akslede mit gamle skind. I den glemte have foran den snavset sukkende rosa villa tog han et billede af mig, »så er der afgang!« sagde han, »gå nu ikke for vidt, Madame!« og gik ind til sit klaver. Jeg stod et øjeblik ude på fortovet og så gennem vildnisset ind på den forfaldende villa; på førstesalen sad den norske efterretningstjeneste i en menneskealder og overvågede og aflyttede de sovjetiske diplomater i bygningen på den anden side af gaden. Arne Treholt var en af dem, på én gang her og på den anden side af gaden, lyttende aflyttet. Nu er det mig, der bor derinde, i salonen bag karnappen, det er for en tid mit hjem, og alligevel stod jeg herude som en fremmed og lyttede til Bachs tidløse mønstre, der foldede sig ud gennem de utætte ruder inde fra mit eget soveværelse. Så gik jeg.IMG_0216

Åh, disse øde, stille gader, mandag i verdens olierede udkant. Oppe bag vattæppet holder solen sit vejr, ikke en sjæl kaster ikke en skygge, livet er lydløst, desinficeret. Jeg længes ud, ud af mig selv, ud af provinsen, mod verden. Jeg beslutter at møde den, al verden, her.

11:21
Søster Jennifer fra Dallas, i langskaftede lakstøvler på høje hæle, tager dagens andet snappe shot af Madame på trappen foran Litteraturhuset »cool, look at that!« råber hun og er væk. Søster Darja fra Rusland tager det tredje for foden af stigningen op mod slottet; søster Kaija fra Lituania det fjerde med Søster Karin, Dronning Märthas garderhusar i sort bjørneskindshue og uniform på vagt foran sit skildhus, og straks efter det femte: en »queenfie« med Dronningen selv, eller i hver fald hendes stand-out i sort marmor, lidt (men kun lidt) hævet over Folket og plænen på sin sokkel i parken, say myseost!

IMG_0160

Fra Karl Johann skrår jeg gennem anlægget op i regeringskvarteret, jeg vil opsøge og stille mig i stedet, hvor Breiviks bombe sprang, men gaderne er afspærret, trådhegn og plankeværker, brummen og brølen af gravemaskiner, vagter og alverdensarbejdere i sikkerhedssko og grønne hjelme, selvlysende i den melankolske mandag. Jeg skulle hente ham i børnehaven, men var som altid lidt sen, da jeg trådte ind, var der næsten ingen børn tilbage, og han var ikke iblandt dem, der var. Hvor er han? sagde jeg, Samuel? Pædagogerne så på hinanden, og jeg vidste, at det var for sent.

IMG_0173IMG_0167IMG_0163

På den anden side af Oslos Ground Zero, i porten ind til en bank eller et olieselskab, Vattenfall, måske, opfinder jeg sammen med søster Krzysztof fra Lodz og søster Lukasz fra Krakow grebet, der skal bringe mig levende gennem byen og dagen: en »worldfie«. – Are there any good gay clubs in Copenhagen? spørger søster Lukasz, og så smiler vi alverden til Steve Jobs tredje øje, se!

IMG_0176

11:45
Med søster Ai og søster Fen fra Shanghai foran operaens blændende evige gletscher. Bag den, under den bulne grå himmel, hæver Ekeberget sig næsten sortgrønt, men lokkende. Som en pilgrimsvandrerske mod Tempelbjerget drages jeg did, men mellem mig og det hinsides er en af disse infiltrationer af færdselsårer, motorvejsnet, broer og tunneler, Oslo som nordens Dubai, anlagt kæntrende ned af et fjeld, lider af, og som i stedet for at hjælpe menneskene forhindrer dem i at nå frem. Til fods, som et menneske, er det næsten umuligt. Med blikket fæstnet til det uopnåelige bjerg snubler jeg mig vej ad midlertidige broer, over betonafspærringer, sekssporede motorveje, under affalds- eller snarere oliestinkende viadukter, for hvert skridt ikke et skridt nærmere bjergets fod. Dette er ikke Los Angeles, det er værre, engleforladt.

IMG_0177Pludselig er jeg i Gamlebyen, der ikke er et plejehjem, men bare en gammel bydel, malet skinnende op som kulisse, og begynder opstigningen. Nu stemmer, alt stemmer, hør: for hvert skridt synker trafikkens inferno ned i sit dyb, og duften af septembers fugtige melankoli bærer mig opad under falmende blade.

IMG_0180Foran Ekebergrestauranten dagens anden »worldfie«, med Elliot og hans moder og moders moder og søstre fra Persien. Og helt oppe på stien før Svenskesletten, hvor syvårskrigens store nordiske slag stod i 1567, tager lillesøstrene Thale og Karen, der er på orienteringsløb med skolen, et snapt skud af Madame med Sean Henrys »vandrende dame«.

IMG_018113:02
IMG_0183
Ekebergsletten. På »eppleslant« med Slatko fra Kroatien. Herfra begynder nedturen.

På broen over Ekebergåsen står jeg en stund, som kvinden på Munchs maleri fra 1896. Har I været ude på legepladsen? spurgte jeg. Ja, sagde den mandlige pædagog, men det er længe siden, vi kom ind. Han kastede et kort, tavst blik på den kvindelige pædagog, så gik han ud, og jeg fulgte efter. (Det er allerede skumring, legepladsens konturer ligesom fjerne, opløst, som en drøm langt inde i drømmen).

IMG_0185»Skriget«.
Jeg fortsætter ned gennem Konow og Bryn. 14:26, en ensom selfie foran koranskolen i Kvarnebyen, menneskeforladt, nabo til »Car Center«, hvor tre muskuløse unge mænd med mellemøstlige formødre bag et højt trådhegn uden synlige indgange står bøjet over eller rullet ind under karrosseriet af en bil, som arbejdere i en lejr.

IMG_018614:56
Endnu en trafikal infiltration. Oslo er en stor provinsby, nogen har løftet op og knust mod fjeldet, i tusinde stykker, der ligger tilfældigt spredt eller fejet op mod hinanden, uden overgange træder man fra disse skinnende kulisser af gamle træhuse i smalle gader ud endnu et helvede af flersporede veje omgivet af betonkarreer. Det er olielandets bagside: stanken af afbrændt benzin. Her er de indfødte, Breiviks brødre og søstre, faldet ud af deres Historie, som efter et slag, med rifter, sår, plastre og hullede sko står de foran de automatiske døre ind til supermarkederne og tigger en mønt af de kun netop en mønt rigere muslimer, afrikanere, asiater, der sikkert bor i betonkasserne, nogle af de »oprindelige folk« engang i 1960’erne og 70’erne kasserede og kastede ud fra deres rådhus inde i centrum.

15:12
Madame træder ind i en indisk grill. Ejeren er pakistaner, sort fuldskæg og et tørklæde om håret som en pirat. De muslimske skolepiger sidder i hjørnet under spejlet foldet ind i deres lyserøde tørklæder og spiser kebab. De lytter til Madame og viser hende vej op ad fjeldet mod Maridalsvannet, men de vil ikke fotograferes med hende, nej, tak, og heller ikke Ndiema fra Uganda på pladsen bag skolen, »nononono no photo!«, ingen »worldfies« i dette kvarter. Ikke al verden har lyst til at lade sig fotografere med en salonfähig ældre hvid kinde, der tilsyneladende har råd til at flanere sig gennem verden og tilværelsen.

IMG_0192Det er allerede skumring, legepladsens konturer ligesom fjerne, opløste, som en drøm langt inde i drømmen. Den mandlige pædagog haster op ad en lille kunstig bakke, som en af skyggerne på stien i Dantes Purgatorio. Jeg bliver stående for foden og ser op. Uden håb. Hvorfra denne vished? Var det blikket, den mandlige pædagog kort, ordløst, vekslede med den kvindelige, inden han skyndte sig ud?


15:28
Foran »Kebabbiten på Rosenhoff, endnu en »worldfie« med Mariusz fra Warzawa. Og i Birch-Reichenwalds Gate oppe på randen Nydalen efter fem timers vandring, en sidste med søster Grete og søster Evangeline fra Fillipinerne. Som vi dog lér, vi gamle kvinder. Som om, der endnu var håb.

IMG_0193Fra det ene skridt til det næste er jeg i et af disse globale mellemrum, Ingensteder, der åbner sig som revner i en bristende klode: glasfacader, betontårne, indhegnede byggepladser, »Radisson«, »Marriot«, »Gyldendal & Aschehoug«, hoteller og domiciler, men intet sted at findes, menneskene haster i alle retninger, som flygtende før »Skriget«.

Den mandlige pædagog når bakkens top, standser og bøjer sig ned i et buskads. Jeg holder vejret. Lyset svinder, om et øjeblik er alt væk. Han retter sig langsomt op, holder noget i hånden. Jeg kan endnu ikke se hvad, men jeg ved det. Han løfter det op, et lille legeme, leddeløs som en kludedukke, livløs. Så skriger jeg. Skriger og skriger og skriger.

Endelig finder jeg ned til elven. Naturens torden er bedøvende. Udmattet, skridt for skridt, kæmper jeg mig opad, ad stien, ind i skoven. 16:47 er jeg fremme. Jeg kan ikke mere. Jeg lægger mig yderst på en badebro, lukker mine øjne og synker ned i elvens brus.

IMG_0205

Følg Madame Nielsens Europvandringer. Introduktion og links til alle vandringerne kan findes her.

 




Relaterede
Peter Handke i sit hjem. Foto: Danilo de Marco, Suhrkamp Verlag.
Essay

På evig rejse mod det endnu ikke formulerede

I Peter Handkes på én gang berømte og ulæste værk findes meningen og fyldestgørelsen i det uudforskede.
Essay

Tankernes ufrivillige karakter

Javier Marías’ sproglige omhyggelighed lader læseren dvæle ved tvivlen og tankens falske formynderstemme.