Anmeldelse

Patologisk påvirkelighed

David Wagners roman Lever beretter om organdonationens kropslige og etiske bivirkninger.

David Wagner: Lever. Copyright: Gyldendal

David Wagner: Lever. Copyright: Gyldendal

På dansk har titlen på David Wagners roman dobbeltbetydningen af menneskeligt organ og nutidsformen af verbet leve. Ordet indfanger romanens handling: En dødeligt syg mand overlever en risikabel levertransplantation og vågner op til livet. Sygdom og operation, død og liv er de alvorlige temaer, som David Wagner fortætter til en fintmærkende, melankolsk og sorthumoristisk roman. Han beskriver sin egen historie fra han som 12-årig fik konstateret autoimmun hepatitis og måtte leve sin ungdom under stærk medicinering med bivirkninger som stær, osteoporose og træthed, der igen krævede ny medicin. Dette fortælles i korte tilbageblik fra nutidsplanet, som foregår i hospitalets særverden af medpatienter, sygehistorier, læger og undersøgelser med selve operationen som et klimaks, der markeres med sorte sider og dermed opdeler romanen i et før og et efter. Men sygdommen og kroppens lidelser fylder absolut ikke det meste i erindringsglimtene fra et 40-årigt liv. Det gør derimod de momenter af levet liv og kropslige erfaringer, som hæver sig ud fra hverdagen: kærlighedsforholdet til Rebekka, moderens død, dagene med Julia, affæren med Susanne, forførelsesforsøg, møder, feriedage, rejseglimt, scener fra barndommen og tiden med hans eget barn, der deles med ekskæresten. Berlin er rammen, men scenerne er også sat i Bonn, Paris, Gardasøen, San Cristobal. Erindringerne er formet som stykker af en mosaik, der aldrig samles helt og bliver stående som uforløste gåder og mærkværdigheder. Hvorfor løb forelskelsen i Rebekka ud i ingenting, blev Julia reddet ud af sit heroinmisbrug, hvordan overkom han egentlig som ung dreng, på tærsklen til at være voksen, både at miste sin mor pga. kræft og blive syg selv samtidig, og hvorfor blev han skilt fra sit barns mor? Disse eksistentielt voldsomme hændelser antydes kun i små skitser, som rummer længere historier, der ikke fortælles og slet ikke evalueres, men får lov at stå og vibrere. Wagners fortællekunst minder lidt om en anden jævnaldrende tysk forfatter, nemlig Judith Hermann, hvis noveller er blevet relativt store succes’er i dansk oversættelse.

Romanen er, som det fremgår, langt fra en selvbiografisk beretning, men et kunstfærdigt hele af 277 optegnelser og flere forskellige genrer: medicinsk faglitteratur, sygejournaler, dødsannoncer i form af små absurde prosadigte, fragmenter om træthed. Igen og igen fremmanes alle kroppens forskellige tilstande fra det mest intense liv i ekstasen og forelskelsen over medicinrus og træthed til den absolutte modpol i døden – og kroppen kan dø på mange måder; Wagner laver et helt katalog af semiautentiske tilfældige, groteske og komiske dødsfald. Hvad træthed er, indkredser Wagner i nogle små tekststykker om søvnløshed, vintersøvn, søndagmiddagstræthed osv. Intet hjælper: »Men i de sidste mange år har kaffen også gjort mig træt. Engang havde den en opkvikkende virkning, det er desværre forbi nu, kaffen kan ikke længere fordrive min sløvhed. Desværre. (Ordet opkvikkende lyder nærmest søvndyssende i dag, som en kaffereklame fra sidste århundrede)«. Men samtidig er det en roman med en dramatisk spændingskurve tegnet af spørgsmålet om overlevelse. Fakta er, at 20% af patienter med en ny indopereret lever dør.

Lever er en refleksion over kroppen som fysisk og psykisk identitetsgiver og over organdonation som biokemisk og etisk fænomen: »Rent genotypisk er jeg altså ikke længere den, jeg var, jeg er nu også den, der har givet mig den, altså dig. Den biokemi, der skaber min bevidsthed er blevet en anden. Jeg tror, den er din«, skriver han i en del af romanen direkte henvendt til sin forestillede donor, som han i ét stadium af helbredelsen føler en fysisk symbiose med:

Jeg går rundt med dig, jeg ved, du er indeni, jeg har dig altid med. Indimellem glemmer jeg også at tænke på dig, måske i en halv times tid. Men så tænker jeg straks igen, at jeg ikke er alene mere, jeg har dig jo altid med, sat ind, syet fast, vokset til, du er en del af mig. Lyder jeg, som en der har set lyset? Er det ikke sådan meget troende folk taler om deres Jesus, som en, der altid er hos dem? Min datter, kommer jeg i tanker om, spillede engang den rolle for mig – lige da hun var blevet født og et langt stykke tid efter. I de første måneder var hvert et øjeblik og hver tanke et barneøjeblik og en barnetanke. Senere, da hun kom i børnehave, glemte jeg af og til, også måske i en time eller længere, at tænke på hende.

Ligesom alle forældre nok kan genkende både den revolutionerende nye sansning et barn udløser, og det langsomme tab af samme sansning, fortager fortællerens særlige kropslige fornemmelse sig senere hen.

Romanen kan læses som en udfoldelse af det gavebrev, man som organmodtager opfordres til at skrive til donoren eller dennes efterladte familie, og som ikke kan skrives, fordi gaven er så stor, at enhver tak er umulig. Hovedpersonen tilslutter sig Derridas gavefilosofi, der siger, at en gave kun er en gave, hvis den ikke kan gengældes. Lever kan læses som et indirekte indlæg i den fraværende diskussion af organdonation. Romanen har skabt opmærksomhed om emnet i den tyske offentlighed, og Wagner har modtaget mange positive reaktioner fra læger og patienter. Som læser føler man sig stærkt tilskyndet til at se bag om sin egen »udødelighedsfiktion«, som Wagner et sted kalder det, og simpelthen tilmelde sig donorregisteret.

Lever fik i 2013 årets pris på Leipzigs bogmesse, og er blevet Wagners store gennembrud, også internationalt. Hans forfatterskab omfatter flere romaner, noveller og kortprosaudgivelser. Her skal fremhæves hans essaysamling Mauer Park fra 2013, som modstiller hans iagttagelser af opbruddets og eksperimenternes Berlin i starten af 1990erne med den mondæne metropol 20 år senere. Wagner dyrker også en kuriøs akademisk tilgang til denne skrivning. I foråret 2014 har han som Friedrich Dürrenmatt-gæsteprofessor ved Bern Universitet undervist schweiziske studerende i »promenadologi og psykogeografi«, dvs. den skrift, der opstår ved spadsereturen.

Wagner har netop udgivet en dobbelt-barndomserindringsbog sammen med sin østtyske kollega Jochen Schmidt: Drüben und Drüben. Zwei deutsche Kindheiten (Rowohlt Verlag 2014). Bogen udkommer passende midt i 25-årsfejringen af Murens fald og skildrer to gange opvækst i hhv. Bonn og Østberlin i de to sidste af de fire årtier, hvor den tysk-tyske deling var politisk virkelighed. Den litterære generationserindring har udgjort en stor modebølge i den yngre samtidslitteratur af henholdsvis vest- og østtyske forfattere, der har konkurreret om den mest ironiske og poplitterære iscenesættelse af nostalgi og ostalgi, fx Florian Illies’ Generation Golf, Jana Hensels Zonenkinder, Thomas Brussigs Am kürzeren Ende der Sonnenallee. Wagner er ikke ironiker, men en mild, nærmest sagtmodig iagttager, der præcist registrerer det almindelige livs detaljer og tilfælde – som får mening i nærværet af døden. Han placerer sig suverænt som en poetisk fortæller i den mindre form, langt fra både det store »Wende-epos« (fx Eugen Ruge, Uwe Tellkamp) og den drilsk-metabevidste roman af poststrukturalistisk tilsnit (fx Daniel Kehlmann, Christian Kracht).

 

Anna Sandberg er lektor i tysk litteratur ved Københavns Universitet

David Wagner: Lever. Oversat af Maj Westerfeld. 254 s. 300 kr. Gyldendal




Relaterede
Essay

Tankernes ufrivillige karakter

Javier Marías’ sproglige omhyggelighed lader læseren dvæle ved tvivlen og tankens falske formynderstemme.
Essay

Rusland ser Europa i øjnene

Sikkerhedsseler, sikker sex, barbermaskiner – disse er Europas nye symboler.