Debat

Debat: Skuespilsamfundets forløser?

Har Yahya Hassan gang i en revolutionær intervention i samfundet?

Hvordan skal vi forstå Yahya Hassans seneste måneders udskejelser? Er han en gøgler, en eminent iscenesætter eller blot kriminel? Disse spørgsmål stiller de intellektuelle sig selv og hinanden, senest her i Salon 55 ved Christian Johannes Idskov. Groft sagt siger Idskov det samme som resten af den intellektuelle skare: Hassan er en tragisk helt, et offer for sin egen klassemæssige, kulturelle og – ikke mindst – individuelle skæbne. Som man har peget på (fx Politiken i deres leder d. 17. februar og Adam Holm i EB d. 21. marts) var Hassan kriminel, før han måtte lægge øre til centrum-venstres klapsalver. Hvad der er sket nu, er derfor intet andet end et individuelt forfald, fremvisningen af den virkelige Hassan – den talentfulde men kriminelle andengenerationsindvandrer. Han er, som Idskov siger med henvisning til den tyske filosof Peter Sloterdijk, offer for modernitetens uforskansede virkelighed, og dens produktion af faderløse sønner.

Spørgsmålet er imidlertid om ikke fascinationen af Hassan, som Idskov senest er eksponent for, helt undergraver det kritiske potentiale i hans eksperimenter. Hvorfor ikke læse Hassans fremfærd som revolutionære interventioner, der hverken lader sig stille tilfreds med subjektet og det borgerlige skel mellem kunst og liv? I Det andet surrealistiske manifest fra 1930 (det første blev udgivet i 1924) skriver surrealismens grundlægger André Breton: »Den simpleste surrealistiske handling består i at gå ned på gaden med en revolver i hver hånd og skyde alt hvad man kan på må og få ind i mængden«. Billedet indikerer surrealismens – og i det hele taget avantgardens – radikale bestræbelse på at nedbryde skellet mellem kunst og liv. Kunsten var for borgerskabet, mens livet i al dets usselhed hørte til i proletariatets smøger. Det var avantgardens opgave gennem kunsten at nedbryde skellet og skabe en virkelig revolutionær mulighed.

På en række afgørende punkter synes det imidlertid besværligt at læse Hassans seneste udskejelser ind i den avantgardistiske tradition. Han fremstår måske i nogens øjne som en rebel, en ung kunstner, der vil have samfundsændringer nu og her. Men han taler et sprog og repræsenterer en virkelighed, der placerer ham inden for nøjagtig samme ramme, som han foregiver at ville bryde med. Hassan synes nærmest at inkarnere hvad postavantgardisten og lederen af Situationistisk Internationale Guy Debord bl.a. i Kommentarer til Skuespilsamfundet fra 1967 kalder skuespillet, som ifølge Debord betegner det stadie i kapitalismens udvikling, hvor kapitalen er blevet til billede og virkeligheden en pseudovirkelighed, et realityshow. I modsætning til avantgardens bestræbelse på gennem kunsten at afvikle kunsten til fordel for livet, reproducerer Hassan skuespilsamfundets underholdningskriterier, når han på Facebook ’poster’ den ene dramatiske video efter den anden. Vi vækkes hverken til handling eller indser, at verden kunne være anderledes, men peger fingre og fascineres på en og samme tid. Vi bliver med andre ord inden for skuespilsamfundets trygge rammer, som Hassan frem for at stille spørgsmålstegn ved snarere forløser. Det er denne paradoksale konstellation af »pegen fingre af« og fascination, der lader Hassan fremstå som en art tragisk helt, som senest Idskov er eksponent for. Idskov ser derved ikke, at Hassan måske mindre er et offer for modernitetens uforskansede virkelighed end skuespilsamfundets totalitære reproduktion.

Tobias Dias er stud.mag. i Idéhistorie på Aarhus Universitet.




Relaterede
Peter Handke i sit hjem. Foto: Danilo de Marco, Suhrkamp Verlag.
Essay

På evig rejse mod det endnu ikke formulerede

I Peter Handkes på én gang berømte og ulæste værk findes meningen og fyldestgørelsen i det uudforskede.
Essay

Da en meteor slog ned

Stefan Zweig beundrede den ny verden, men han formåede aldrig at forlige sig med den – heller ikke da James Joyce krydsede hans vej.