Essay

Sorgens rigdom

I Pernille Abd-El Dayems debut er sorgen som et omslag, der holder sammen på barnet.

Pernillle Abd-El Dayem. Foto: Lars Arnfred Fynboe
Inden for revet. Kilde: Gyldendal

Inden for revet. Kilde: Gyldendal

I bogen Herfra til virkeligheden – Lesninger af 00-tallets litteratur (2012) oplister norske Morgenbladets litteraturredaktør, Ane Farsethås, en række flugtruter for mennesket i nyere norsk litteratur. 00’ernes menneske, hævder Farsethås, var fanget på to niveauer: I et ydre gyldent bur, hvor den socialdemokratiske velstand har dækket alle behov, og i et indre gyldent bur, kendetegnet ved refleksionssyge, klichéskræk og en neurotisk frygt for at ikke kunne realisere sit eget potentiale.

Blandt den norske litteraturkritikers flugtruter finder man f.eks. ønsket om at forlade land og rige for at opsøge adrenalinsuset andetsteds. Andre binder sig til konventioner og traditioner, nogle pakker sig ind i ironi, mens endnu færre går i hundene. Men man kan også gå i barndom: »Å bli som barn igjen er den foretrukne løsningen for den naivistiske litteraturen, som i en linje fra romantikken bruker barnet som symbol på det uforfalskede, uforstilte mennesket,« skriver Farsethås og minder læseren om Erlend Loes »terapeutiske bankebrett« og Bror Hagemanns roman De blyges hus (2010).

Farsethås’ optegninger af 00’ernes norske litteratur dækker flere emner og strømninger, som man også kan finde i dansk litteratur. Men når det kommer til barndommen, har nogle forfattere herhjemme fundet en helt anden flugt i barneskikkelsen end det »uforfalskede, uforstilte mennesket«. Selvfølgelig har en lang række forfattere – også før 00’erne – fortalt om barndommen i form af erindringer, men hvad vi har set i de senere år, i forfatterskaber som bl.a. Josefine Klougarts og Majse Aymo-Boots, og nu også hos Pernille Abd-El Dayem, er fortællinger fritaget fra naivistisk patos og den romantiske idé om barnet. I stedet forsøger de tre forfattere at portrættere barnet i lyset af dets mangler, dets sproglige famlen og i særdeleshed dets sorger.

I Josefine Klougarts debut Stigninger og fald (Rosinante, 2010) får vi en række fortællinger om barndommens dage i Mols Bjerge. Vi får indblik i, hvordan et helt sted og navn synes at forsvinde for barnet, når træerne på alléen er fældet og kørt væk. Meget fremstår som set gennem et barns forstørrelsesglas: Som når hovedpersonen har svært ved at placere sin blå øjenfarve i et væld af andre blå farver eller forsøger at forstå »om jeg egentlig kender dem, mit tøj, om de striktrøjer også er mine, mine hænder, om de også er mine.« Denne tvivl og usikkerhed beskrives ved hjælp af en bevidsthedsstrøm, dvs. lange associationskæder, hvor ét tankebillede indrammes i et væld af andre.

Hvor pigen i Klougarts Stigninger og fald ofte er sky og undvigende, er barnet hos Aymo-Boot nærmest opportunistisk; et gammelklogt barn der veksler mellem at fabulere og tilpasse sig autoritetsstrukturerne i folkeskolen. »Hvad foregår der egentlig i hovedet på os elever, når vi laver lektier og skriver stile?«, spørger hun i Over os hænger en vidunderlig sol (Gyldendal, 2014). »Det virker ikke som om vi disponerer vores stof på forhånd overhovedet, vi går ligesom bare i gang uden at tænke tingene igennem inden. Det ville jeg spørge mig selv om, hvis jeg var lærer.«, lyder svaret. Der er noget finurligt, til tider bizart, over Aymo-Boots værk, hvor barnet har indoptaget så mange af tidens påbud og regler, at det ligner en fremskrivelse af de hvileløse børn, man frygter kommer ud af den nye folkeskole.

Så politisk kan man ikke læse Pernille Abd-El Dayems prosalyriske debutbog Inden for revet (Gyldendal, 2015). Undertitlen hedder »Hjemsøgelser«, men værket har ikke at gøre med plageånder, der raserer hus og hjem. Så snarere individets søgen mod hjem og rodfæste, mod omsorg og afskærmning for verdens rå brutalitet. Også bogens titel fortæller os dette. Inden for revet klarlægger et sprogligt og tematisk landskab, der både danner geografi og poesi over opvækstens skrøbelighed.

 

*

 

Virginia Woolf fortalte engang, at hendes roman Bølgerne (1931) er komponeret efter en rytme og ikke en handling. Det samme må siges om Inden for revet. Revet, den langstrakte forhøjning i havbunden, som medfører lavt vand ind mod kysten, skal forstås allegorisk. Hvor der er dybt, er det svært at bunde; hvor der er lavvande, er man på sikker grund. Men i glimt ser havets dybder alligevel ud til at tiltrække hovedpersonen, som derfor er i overhængende fare for at blive opslugt af oceanernes kolde hjerte.

Det første, vi får, er et navn: »Jeg drømte, at jeg hedder Pernille. Det virkede som en perversion.« Pernille betyder klippe, og sådan udstikkes et af bogens væsentligste ledemotiver: Brændingen uden for revet er de klipper, der bryder bølgerne og forvandler oprørsk hav til stille vand. Bølgebryderen hedder Pernille.

Inden for revet er delt op i fire kapitler, »Ude ved revet«, »Lille brænding«, »Brænding« og »Inden for revet«, som hver markerer overgangene til en ny periode i Pernilles yngre liv. I første del befinder hun sig i den tidlige barndom, hvor hun allerede er optaget af sin blotte tilstedeværelse. Et sted hedder det: »Jeg vil ikke placeres eller fjernes, men bare være med under forberedelserne, som en dygtig og indforstået sammensvoren vil jeg være tæt på.« Pernille kredser om sine nærmeste, beklemt med tanken om at lægge sig helt ind til dem, og alligevel endnu mere angst for at være alene. Af den grund er dette undersøgelsen, der finder sted: Hvordan er den tilstand af uafklarethed og usikkerhed, som man befinder sig i, når man er i en vigtig overgangsfase? Og kan denne fase medføre sorg?

Særligt billederne af mormoren, der som en anden alfahun sidder for bordenden og ryger eller læser op, vender tilbage:

Kvinder der kigger længe på mig, kniber øjnene let sammen, som om de har set noget, mig, der føler mig udvalgt i haven. De har set, at jeg føler mig udvalgt, og det rødmer jeg over. Jeg hænger igennem på min mormor, sidder på hende eller står slapt og læner mig mod hendes skulder. Det er ikke hendes krops varme, jeg vil have omkring mig, det er kvindernes blikke. De skal se min forbindelse til hende. Jeg bliver en del af det, de har set. Jeg er det nu, i deres sikre lange blikke.

Hos Pernille Abd-El Dayem – som hos Aymo-Boot – findes ikke noget rendyrket, pænt barnejeg. I stedet stiller barnet sig vrangvilligt an, hvis ikke det bare gemmer sig i skyggen af de voksne. Konstant har man på fornemmelsen, at der mangler noget, at barnet virker fremmedgjort i forhold til sine nærmeste og de omgivelser, hun ellers burde være fortrolig med. Denne usikre fremfærd rummer til gengæld en poetisk sanselighed, som flot indrammer barnets famlende opmåling af verden. En sanselighed der er langt mere skrøbelig end det selvsikre voksensind, hvor en spade jo bare er en spade. Pernille, hovedpersonen i bogen, skubber hele tiden til sprogets subjekter og grænser og forsøger at overskride dem. Derfor bevæger hun sig konstant i et mellemrum, i en passage mellem det nære og det fjerne, det hyggelige og uhyggelige. »Jeg vil ikke bryde ind i mildheden«, siges det senere i bogen. »Jeg vil og vil ikke gå ind til dem, ubemærket. Men de opdager mig. Jeg rødmer over at opføre mig som en udvalgt, der går ind i det fjerne rum som en, der har lov. Jeg bliver stående i døren og piller fnug af min trøje.«

Hvad vil det sige at føle sig udvalgt? Barnet har tilsyneladende svært ved at befinde sig i det centrum, hvorom verden spinder. I kapitlet »Brænding« begynder trygheden at blive brudt. Jeget føler sig ældre, og virker nu bevidst om et forfald, det ikke før kunne se. »Jeg mærker opløsningen,« bedyrer hun. »Som en hvirvelvindshund løber jeg rundt om mig selv. Halsende og hapsende efter knirk.« Hun har fundet en trøje, hvis svedlugt minder om den kimono, som mormoren bar, inden hun døde. Pernille kan ikke lade være med at sniffe til armhulen. Kroppens hulrum har inden da udgjort de steder, hvor hun har ønsket at lægge sig ubemærket hen, det vil sige i »fordybninger under hendes øjne«, »i hulrummet mellem kraveben og hals.« Men gradvist fornemmer man, at jeget er blevet mere ængstelig over for sine omgivelser og begynder at finde velbehag i det, der før var frastødende. Hun har i overført betydning bevæget sig væk fra kysten, hvor omsorgen og afskærmningen råder, og ud til brændingen hvor bølgerne brydes. Også her finder bogen sit opbrud, og den fjerne uhygge har nærmet sig: »Vinduet står åbent, og udemørket er helt henne ved sengen. Jeg vokser ikke mere.« Sådan optegner Pernille Abd-El Dayem en færden fra sorgløshed til sorg. Fra forankring til forlis.

*

Står man på et skib og betragter bølgerne, er det meget vanskeligt at finde to bølger, der er ens. Store og små bølger danner et forvirrende billede. Det er ikke en gang altid til at se, hvilken retning bølgerne bevæger sig i. Det virker mere eller mindre kaotisk. Går man derefter ind på en strandbred og betragter bølgerne, kan man se, at bølgerne fra det dybe vand har forandret sig på deres vej mod kysten. Bølgeryggene er blevet mere sammenhængende og strækker sig længere. De har i det hele taget en større grad af rytme.

På samme vis synes Inden for revets mange sansede billeder tumultariske i det absolutte nærvær, mens de på afstand virker kædet sammen i en selvbevægende rytmik. Hvad der ligner et fornuftsløst kaos, holdes alligevel skarpt i ave af en art bølgebevægelse. Samtidig gengives den tomhed, som hovedkarakteren oplever, med en afromantiseret romantik: Man opsluges af de nøgterne sætninger og deres kølige forskydninger og sammenstillinger, alt imens adjektiverne tilføjer en mild og nænsom æstetik. På et tidspunkt læser mormoren højt for Pernille, og oplæsningen formidler en slags selvtematisering af værkets form.

Lyden af hendes tørre ru fingerspidser mod papiret, som de glider hen over, er højtlæsning nok.
Jeg vil holde forløbet i bogen tilbage, ikke skynde på hende. Jeg var bange for, at hendes små bevægelser og deres lydbølger ville blive generte, hvis de mærkede min lytten, min antennehud.

På formsiden lader Pernille Abd-El Dayem jeget træde i forgrunden, mens det på indholdssiden helst befinder sig i baggrunden. Det skaber et paradoksalt forhold i værkets udtryk. Barnet unddrager sig helst andres opmærksomhed, men fastholdes alligevel som værkets eneste vidne, hvilket giver anledning til nogle små aparte scener. »Jeg sætter mig lige over i skyggen lidt, gaber voldsomt og skiller mig af med dem,« hedder på det tidspunkt. Nok lyder det behageligt, næsten eftergivende, men både på et sprogligt og tematisk plan er der tale om en forskansning, hvori sproget, jeget og fortællingen helst vil være alene eller ligefrem intim med sig selv.

I den tilstand åbner værket sig ikke. Bølgebevægelserne bliver inden for eget bassin, og det er både værkets fordel og ulempe. Tankerækkerne går i ring, og udtrykkene, der kobler sig til enten vand eller landskab, genbruges med få variationer. Det kan derfor virke svært at fornemme, hvor denne skarpt tilpassede, næsten indestængte form tager sin læser hen. Til gengæld giver bogens selvroterende udtryk mening på et andet plan: Det værk, der tegner til at handle om omsorg og om at finde hjem, viser snarere, hvor umuligt det er. Hertil kommer, at det er svært at fange, hvem fortælleren henvender sig til: Hendes familie, en universel læser eller måske endda bare sig selv? Sådan oplever man en hemmelighedsfuld alliance mellem forfatteren, fortælleren og ordene. Alt hvad der på indholdssiden er kendetegnet af mangel og fravær gengives til gengæld i et digterisk nærvær, og netop det giver værket en vellykket melankolsk grundtone.

*

Det uhyggelige ved Inden for revets beskrivelse af sorgen er imidlertid, at den ikke så let afslører sig selv som sorg. Sorgen er overalt, men ikke i alt. Den er nærmere som et omslag, der holder sammen på barnet. Barnet er, som det hedder hos Ane Farsethås, befæstet af et indre gyldent bur, kendetegnet ved refleksionssyge, klicheskræk og en neurotisk frygt for ikke at kunne realisere sit eget potentiale, men naturligvis også hæmmet af sine nærmestes manglende omsorg.

Den fransk-bulgarske filosof Julia Kristeva skriver i sin bog Sort sol, at melankoli, depression eller sorg kan være et udtryk for et tidligt narcissistisk »sår«. Jeget ser slet ikke sig selv som uretmæssigt mishandlet af en anden, men har siden fødslen følt sig ufuldstændig eller mindreværdig. Som vi aner i Inden for revet, sørger barnet altså ikke over et specifikt objekt, fordi tabet tilsyneladende er sket, før barnet var i stand til at skabe objekter, men over tabet af »tingen« (la chose), det som Kristeva også kalder »morsubstansen«. Det skulle ikke undre, hvis Pernille Abd-El Dayem har læst Kristeva. For pudsigt nok virker moren temmelig fraværende i disse »Hjemsøgelser«, og i stedet træder mormoren frem, inden hun forsvinder. Dette tab af »morsubstansen« er helt naturlig. Det er den pris, vi betaler for indgangsbilletten til den symbolske orden og eksistensen som selvstændigt tænkende og talende individer. Problemet for den sørgende er imidlertid, at hun ikke har sørget over »moren«, og at sorgarbejdet først kan finde sted, når barnet kan identificere sig med faren fra tiden inden. I bogens sidste del dukker en onkel, som alligevel ikke er en onkel, op, og fortæller historier om hovedpersonens far. Natten efter udsættes Pernille for tropekvalme. Hun kaster noget op, »der kommer dybt dybt indefra. Dybt dernedefra.« Hun vidste ikke, »at jeg havde de dybder i mig.«

Inden dette har sproget forsøgt at sætte ord på det omflakkende tab, men det kan ikke slå til. Det mangler liv og intensitet.

*

»Det at have været barn er vor store sorg i livet. Vi går jo rundt og bærer på et dødt barn, helt til vi dør.« Ordene er Stig Sæterbakkens og stammer fra essayet »Umuligheden af at leve« skrevet i 2010, to år inden han døde. Citatet kan lyde som en dyster påmindelse om, hvor betydningsfuld barndommen er, men for Sæterbakken er tabet af barnetroen et eksistentielt vilkår. Sorgen, hævder han, er det eneste velkendte og sikre, det eneste der er trygt og hjemligt. Dette paradoksale forhold ser vi også komme til udtryk i Inden for revet. Barnet er nødt til at være revet ud af sin livsbane for at kunne finde tilbage. Til slut står Pernille ved revet og glæder sig over »hvert eneste sydende bølgekollaps«. Det er som om, at »revet kunne hele noget, nære det, få det til at komme til kræfter.« Selv hvis såret skulle være helet, ser vi stadig arret. Hun fornemmer »en stille forargelse« over sin »følelsesløshed«, det der mest af alt føles som et »tomrum.« Men i sagens natur vil dette tomrum igen blive fyldt op med indtryk og minder. Erfaringen er dobbelttydig og bærer visse ligheder med Sæterbakkens. For som han sagde i et senere interview, kan sorgen også »innebære en rikdom. Sorg er ikke bare ødeleggende. Når sorg inntreffer blir mennesket brutalt slått ut av sin bane i livet. Men denne vendingen kan også tvinge en til en fornyet åpenhet mot verden. Man er naken, forsvarsløs på ett vis, ekstremt mottagelig på et annet.«




Relaterede
Essay

It’s the spirit, stupid!

Den åndelige krise hører ikke op, før vi begynder at insistere på noget uden for det enkelte individ.
Essay

Gengangeren som logo

Karl Ove Knausgårds Min kamp markerer gennembruddet for den relationelle neoavantgarde.

Om Christian Johannes Idskov
Christian Johannes Idskov er ansvarshavende redaktør og medgrundlægger af Salon 55. Han er også tilkoblet Politiken som kritiker og skribent.