Artikel

Splinter af verdens mosaik

Ernst Jüngers danske reception tegner et unuanceret billede af hans radikale tankegods.

Gyldendal udgav i efteråret På marmorklipperne, den tredje i rækken af fire nye oversættelser af den tyske forfatter, Ernst Jünger. Ligesom de to foregående bøger – I stålstormen (2012) og Strålinger (2013) – er der bred enighed om, at det er et stykke væsentlig litteratur, om end begejstringen er mildnet fra værk til værk. Receptionen af I stålstormen var nærmest sensationel, hvilket – udover bogens åbenlyse kvaliteter – kan forklares med, at det var første gang, den blev udgivet på dansk. Bogsektionernes forsider blev ryddet, seks stjerner givet og der blev afholdt Jünger-arrangementer for at fejre udgivelsen.

Året efter udkom Strålinger, Jüngers dagbogsoptegnelser fra Anden Verdenskrig. Her blev den umiddelbare begejstring blandet med refleksioner over, at værket på mange måder var moralsk forkasteligt. Stor kunst, javel, »men efter fascineret og pletvis henrykt at have været alle 606 sider igennem kunne jeg ikke frigøre mig fra en ubehagelig og beklemmende følelse også – for det er, som om jøderne og Auschwitz er mærkeligt fraværende i disse krigsnoteringer fra første parket?,« som Mikkel Bruun Zangenberg skriver i sin anmeldelse i Politiken.

Med På marmorklipperne har receptionen være mere nedtonet. Det afspejles først og fremmest Politikens anmeldelse, hvor Jünger blev tildelt anonyme fire hjerter. I Weekendavisens spalter er det dog blevet til en mindre diskussion mellem Jørgen Herman Monrad, der i sin anmeldelse skrev, at værket har antisemitiske undertoner (Weekendavisen. 7.11.2014), og oversætter Adam Paulsen, der anklagede Monrad og Lars Bonnevie – som var inde på samme spor i sin anmeldelse af Strålinger – for tendentiøse læsninger i deres iver for at fremstille Jünger som antisemit (Weekendavisen. 14.11.2014).

På baggrund af de tre udgivne værker er det svært at føre bevis for beskyldningen om antisemitisme, og Lars Bonnevie har da også set sig nødsaget til at finde beviset i andre af Jüngers tekster (Weekendavisen. 21.11.2014). Spørgsmålet om hvorvidt Ernst Jünger var antisemit har ingen enkle svar, men diskussionen om hans værkers etiske og politiske undertoner bør indeholde langt mere end den trivielle jagt på nazimarkører. De sidste par års reception viser hvorfor. I den umiddelbare begejstring glemte de fleste anmeldere nemlig at tage højde for, at I stålstormen – i langt højere grad end de to følgende udgivelser – er problematisk for en historisk betragtning.

 ***

Der er på mange måder tale om en dannelsesroman. Ernst Jünger rejser som en af mange unge mænd til fronten med de romantiserede krigsforestillinger, der var karakteristisk for augustoplevelsen i 1914:

Vi havde forladt auditorier, skole- og arbejdsbænke og var i løbet af få ugers træning smeltet sammen til én stor, begejstret organisme. Opvokset i sikkerhedens tidsalder følte vi alle længslen efter det usædvanlige, efter den store fare. Krigen havde grebet os som en rus. Vi var draget af sted i en regn af blomster, i en beruset stemning af roser og blod. Det store, stærke, højtidelige, det måtte krigen jo give os. Vi så den som en mandig dåd, en munter ildkamp på blomstrende, blodbestænkede enge. »Ingen skønnere død på denne jord…« Åh, bare man ikke skulle blive hjemme, bare man kunne være med!

Jünger bruger dog ikke lang tid på at dvæle ved det ungdommelige overmod. Allerede fra næste linje – »I gruppekolonne, træd an!« – begynder illusionerne at briste, og overgangen fra barn til voksen til krigsmaskine indledes.

I stålstormen Gyldendal, 2012

I stålstormen
Gyldendal, 2012

Hele dannelsesprocessen er inspireret af den tyske filosof Oswald Spenglers historiefilosofi. Spengler opererer i sit hovedværk Vesterlandets undergang (1918) med den tidstypiske dikotomi mellem kultur og civilisation, som er karakteriseret af henholdsvis »den græske sjæl« og »det romerske intellekt«. Enhver kultur (antikkens Grækenland) må nødvendigvis blive til en civilisation (Romerriget), og civilisationen er dømt til at blive dekadent og destruere sig selv. Men der er forskel på hvilken Spengler, der optræder i de forskellige værker. Den udgave af filosoffens tanker, der optræder i I stålstormen, indvarsler et nyt menneske, som skal føre civilisationen til dens endeligt. Undergangstanken er her, i stedet for at være en resigneret fatalisme, nærmere et opråb til læseren om at omfavne udviklingen og selv blive den historieskabende kraft. For den, som er besat af provinsboerens idealisme og »ikke føler det storslåede i den vældige intelligens, energi og disciplin hos »stålhårde naturer««, i kampen »med de koldeste og mest abstrakte midler,« kan hverken forstå, gennemleve, eller skabe historie.

Udviklingen fra provinsboerens idealisme til fascinationen af de stålhårde naturer tegnes hos Jünger i de forskellige billeder af frontsoldaten. Ved krigens begyndelse står soldaten »bag skydeskåret med den spidse, gråbetrukne hjelm på hovedet og næverne begravet i lommerne på den lange frakke og puster røgen fra sin pibe hen over geværkolben.« Der er tale om en jægerfigur og skovhytteidyl, som står i skærende kontrast til den gru, der følger i materielslagene senere i bogen. Til den tid ser Jünger frontsoldaten i et andet lys. Overgangen er både materielt og symbolsk forankret i mødet med den første stålhjelm, som finder sted i Guillemont:

Det var første gang, jeg så en tysk soldat med stålhjelm, og han forekom mig straks at være fra en fremmed og hårdere verden… Nogle få dage havde sat deres præg på denne budbringer, der skulle lede os ind i flammernes rige, og syntes på ubeskrivelig vis at adskille ham fra os andre… Der var intet tilbage i denne stemme end en stor sindsro; ilden havde lutret den. Med sådanne mænd kan man kæmpe.

Ikke alene sker der et skift i beskrivelsen af krigens natur, passagen indvarsler Jüngers forherligelse af den nye mennesketype, som krigen skaber. Det samme – stærkt kitschede – flammebillede optræder flere gange. Senere hører vi, hvordan ilden i løbet af krigens fire år udsmeltede »en stadig renere, stadig dristigere krigerkaste«, og mod krigens slutning – efter den fejlslagene sidste store tyske offensiv – bliver det tegnet endnu kraftigere op i denne ikoniske passage:

Den uhyre koncentration af kræfter i skæbnetimen, hvor der blev kæmpet om en fjern fremtid, og den udladning, der så overraskende, så chokerende fulgte efter, havde for første gang ført mig dybt ned i regioner hinsides det individuelle. Det adskilte sig fra alt, hvad jeg hidtil havde oplevet; det var en indvielse, som ikke blot åbnede skrækkens gloende kamre, men også førte igennem dem.

Nøjagtigt samme æstetik optræder i de revolutionære politiske essays fra mellemkrigsperioden, selvom den nyoversatte version af I stålstormen er baseret på den stærkt reviderede syvendeudgave fra 1978, hvor det politiske tankegods mere eller mindre er skrevet ud.

Det idehistoriske tidsskrift Slagmark bragte i 2001 en oversættelse af Jüngers »Die totale Mobilmachung« fra essaysamlingen Krieg und Krieger (1930). Billeddannelsen minder om I stålstormens i beskrivelserne af efterkrigstidens Tyskland, hvor der hersker »et frugtbart anarki, som er udsprunget af jordens og ildens elementer, og hvor kimen til et nyt herredømme gemmer sig. Her antydes en ny oprustning, der bestræber sig på at smede sine våben ud af en renere, hårdere malm, afprøvet af al slags modstand.« Første Verdenskrig har ført tyskeren til »dybe områder«, hvor han møder en stærkere kraft: »Han møder sig selv… Og derfor må den nye oprustning, som vi allerede længe har været omfattet af, være en mobilisering af tyskeren – og derudover intet.« Dette afsnit findes ikke i den udgave af essayet, som er optrykt i Jüngers Sämtliche Werke (1979). Som så meget andet i forfatterskabet er det blevet revideret og forsøgt lødiggjort, og samme tendens kan også spores i Jüngers danske renæssance.

I en stort anlagt artikel, trykt i Standart (3/4, 2012), retter Kasper Green Krejberg en kritik mod oversætter Adam Paulsen og de danske anmelderes forsøg på at skrive det fascistiske tankegods ud af I stålstormen. Krejbergs artikel er et forsøg på at genindskrive værkerne i deres historiske kontekst, og det er helt rigtigt, at Jünger-receptionen kalder på et opgør med den historiske ufølsomhed. Man kan ikke kalde det andet, når flere anmeldere slår til lyd for, at I stålstormen er »en enestående, uvurderlig dokumentation« af Første Verdenskrig og krigsoplevelsen i det hele taget, uden at have blik for at det velsagtens også var sådan, fascister rundt omkring i Europa læste den i mellemkrigstiden.

Det er udtryk for en dyb politisk og æstetisk naivitet, når anmelder Johannes H. Christensen skriver i Jyllands-Posten, at I stålstormen er »styret af en køligt observerende, sproglig suverænitet, der er drænet for sentimentalitet og moraliseringer – modsat f.eks. Remarques næsten samtidige ›Intet nyt fra Vestfronten.‹« Netop sammenligningen med Erich-Maria Remarques pacifistiske klassiker går igen i al omtale af Jüngers ikke-pacifistiske ditto. Kunstnerisk er der ingen tvivl om, at I stålstormen er den bedste bog af de to. Den har en suggestiv og inciterende kraft, som er Intet nyt fra Vestfronten overlegen. Men når Christensen skriver, at bogen er drænet for sentimentalitet og moraliseringer, bliver det tydeligt, at der er tale om en alt for selektiv læsning. Modtagelsen af I stålstormen har i det hele taget været kendetegnet ved kritikere, der ser sig blinde på det »køligt, sagligt, registrerende sprog« (Weekendavisen, 13.01.2012) og Jüngers evne til at fortælle med »en nøgtern og iskold præcision« (Kristeligt Dagblad, 07.01.2012). De tilskriver derved bogen kvaliteter, som den langt hen ad vejen også besidder. Men som germanisten Moritz Schramm påpeger i en kritisk kommentar i Kristeligt Dagblad (07.03.12), vil det, set med tyske øjne, »nok anses for temmelig problematisk at rose den nøgterne stil uden at tage stilling til dens politiske implikationer.«

Man kommer dog heller ingen vegne ved at afskrive Ernst Jünger som fascist. Selv om det er vigtigt at have blik for det politisk suspekte lag, vil det være en skam at stirre sig blind på det. I stålstormen er ikke Jüngers forsøg på at fremskrive en fascistisk agenda. Det, der skurer i øjnene, er langt fra eksplicit politisk, men et udslag af, at det enkelte menneske og dets smerte skrives ud af krigsoplevelsen. Krigen fremstilles som en mulighed for at transcendere den kropslige verden og dermed også det småborgerlige følelsesapparat. Smerte eksisterer ikke. Det er dét, der er så fascinerende og skræmmende ved at dykke ned i Jüngers bøger: De er konsekvente forsøg på at overskride menneskets betydning til fordel for dybere, sandere erkendelser. Men når erkendelsen taler for tyskernes transformation til en stor kollektiv krigsmaskine, bør kritikeren vide bedre end at kalde værket dokumentarisk.

Ernst Jünger. Kilde: Wikimedia CommonsDet simple vokabular gør ligeledes vold på selve krigserfaringen. Når de samme ord – nøgtern, køligt, sagligt etc. – går igen i alle anmeldelserne, får man indtrykket af, at krig er en håndgribelig størrelse. Der er en underlig skematisk forståelse af både krig og Jünger på spil her, som forbryder sig mod begge to; den ene etisk, den anden æstetisk. Jünger er meget mere end en dokumentarist, der blot skriver, hvad han ser. Få har skrevet så billedfremmanende om krig som ham, og det maleriske sprog har flere nuancer end blot en kølig blå. Det er derfor, krigen forekommer så virkelig og faretruende indbydende, når man læser I stålstormen. For man glemmer næsten, at folk døde i millionvis, og at den smerte, soldaterne følte i krigen, ligger uden for en dansk litterats forståelsesramme. Smerten er ikke saglig. Man kan derfor godt savne en højere grad af sprog- og selvbevidsthed fra anmeldernes side, når de skriver om krig og krigslitteratur.

***

I modtagelsen af det nyoversatte værk, På marmorklipperne, er anmelderne anderledes bevidste om vanskeligheden i at fastslå, hvilken slags tekst de har med at gøre. Der er dog et uomgængeligt punkt i enhver omtale af fortællingen: Den indeholder en slet skjult kritik af Nazityskland, hvilket er ligeså svært at komme uden om, som det er kedeligt at hænge fast i. For Jünger er ikke en politisk forfatter og På marmorklipperne intet politisk stridsskrift, hvilket han også selv prøver at redde den fra at blive læst som i adnoterne sidst i bogen. Som en kritik af Det Tredje Rige er den heller ikke uproblematisk, eftersom fortællingens æstetik – i endnu højere grad end I stålstormens – giver mindelser om nazisternes fascination af ilden. Tonen er langt mere distanceret end engageret og røber heller intet politisk tilhørsforhold.

Fortællingen er allegorisk fra start til slut. Vi møder ikke Hitler og SS, men Skovridderen og hans hundekobbel. Her virker allegorien temmelig gennemsigtig, men som fortællingen skrider frem bliver den mere og mere tætvævet og flertydig. På marmorklipperne fremstår i sidste ende som undergangsromantik af mytologisk karakter, hvor Det Tredje Rige har ageret inspiration for, hvad Jünger vil betragte som en mere sand fortælling. Men samtidig er det oplagt at læse et opgør med forfatterens egen forhistorie ind i bogen. For der er også et spor i fortællingen, der skal forklare, hvordan fortælleren er gået fra at være en af de barske mauretaniere til at leve en tilbagetrukket tilværelse på marmorklipperne. Det er svært ikke at tage Ernst og hans bror Friedrich-Georgs politiske udvikling i betragtning, når Jünger skriver om deres ungdoms vildfarelse som et udslag af nedgangens tidsaldre og dens indvirkning på den åndelige balanceevne. De to brødre har forladt mauretanierordenen, ligesom Jünger i 1939 for længst havde lagt sin højrerevolutionære fortid bag sig. Det giver sig også til kende ved, at fortællerpositionen har forandret sig fra I stålstormen. Nu er det botanikeren og ikke frontsoldaten, der udlægger verden. Fortælleren og broder Otho bruger det meste af bogens første halvdel på at studere omgivelsernes flora og filosofere over verden gennem undersøgelser af diverse blomster.

Historiefilosofien minder stadig om Spenglers, men fortælleren i På marmorklipperne afviger fra I stålstormens ved ikke længere at fremstille krigen og frontsoldaten som en historieskabende kraft. Det er derfor ikke en modstandsbog. Modstand er nyttesløst. Dette positionsskift er indkapslet i mauretanieren Braquemart, der drager ud for at bekæmpe Skovridderen og hans kobbel. Beskrivelsen af Braquemart som »magtens rene tekniker, der altid kun så tingenes smådele og aldrig deres rødder« illustrerer fortællerens ophøjede position i forhold til Skovridderens hærgen. Braquemart er en dårlig fortolker af historien, fordi han ikke genkender Skovridderen som en mytologisk nødvendig figur, men i stedet ser ham som en politisk fjende. Hans historie- og menneskesyn er etisk korrekt, men forsimplet.

I sin tænkning forsøgte han at gøre livet kunsten efter, og han holdt på, at tanken må vise tænder og klør. Dog mindede hans teorier om et destillat, som den egentlige livskraft ikke fulgte med over i; de manglede overflodens kostbare intelligens, uden hvilken retten ikke bliver velsmagende.

Fra vores position i eftertiden kan man se denne betragtning som en kommentar til kommende læsere. Et opråb fra Jüngers side, om at man skal holde sig fra at læse hans værker politisk. Han minder os om, at han ikke forsøger at gøre livet kunsten efter, at han er hævet over det. Det er også det, som kan provokere den etiske bevidsthed, fordi mennesket gøres til passiv aktør i en skæbnebestemt forestilling. Filosofien om den kosmiske orden, der ligger til grund for dette menneskesyn, bliver udtryk direkte i en af de mere kontroversielle passager i bogen:

Men hvad da, når de svage underkender loven og i deres forblindelse selv åbner den slå, der er skudt for til deres egen beskyttelse? Vi kunne heller ikke udelukkende kritisere mauretanierne, dertil var ret og uret nu blandet for meget sammen; de faste vaklede i troen, og tiden var moden til de grusomme. Menneskeordenen ligner kosmos derved, at den fra tid til anden må gå under i ilden for at kunne fødes på ny. (min kursivering)

Igen bliver ilden brugt til at skabe et ekstremt kitschet billede af grusomhedernes nødvendighed, og hvad der kan synes mere anstødeligt, er, at de svage selv er skyld i deres skæbne. Men samtidig er bevidstheden om apokalypsen med til at skærpe fortællerens sans for skønhed.

På marmorklipperne Gyldendal, 2014

På marmorklipperne
Gyldendal, 2014

Forestillingen om undergangens uundgåelighed åbner op for den drømmende skildring af det store slag sidst i fortællingen. Det mest slående eksempel på apokalypseromantikken er beskrivelsen af Braquemart og den unge fyrst Sunmyras afhuggede hoveder, spiddet på to pæle rundt om et bål. Sunmyra er tidligere i bogen beskrevet som en tidligt ældet, træt drømmer, præget af dyb dekadence og som en bærer af gammel nedarvet stolthed, et dårligt varsel i Jüngers optik, hvor al arv er dødsmærket. Hans skæbne er symbolsk forbundet med den gamle, døende kultur. Da fortælleren ser den unge fyrstes hoved spiddet på en pæl, skyder tårerne frem i hans øjne – »dog var det den slags tårer, hvor begejstringen herligt opfylder sorgen.« Det er et storslået øjeblik, hvor aristokraten tager sin skæbne på sig og går den stolt i møde:

På denne blege maske, hvorfra den mishandlede hud hang ned i laser, og som fra sin ophøjede plads på marterpælen kiggede ned på bålene, spillede skyggen af et smil af den højeste sødme og lyse glæde, og jeg forstod, hvordan svagheden på denne dag skridt for skridt havde løst sig fra det ophøjede menneske – ligesom pjalterne fra en konge, der har forklædt sig som tigger.

Man glemmer næsten, at der er tale om et afhugget hoved, som hænger over en bålplads. Det er den samme følelse, man efterlades med ved bogens afslutning, hvor fortælleren har overladt sin søn til en mildest talt usikker skæbne, uden at skænke det videre omtanke. For det hele beskrives i et så drømmeagtigt sceneri, at realplanet forsvinder.

***

På marmorklipperne indeholder en poetik, der dukker op i beskrivelsen af fortælleren og broder Othos små korrespondancer. Her prøver de at fastholde »splinter af verdens mosaik«, en prisme hvorfra deres erfaringer kan udkrystallisere sig. Splinterne markerer den kunstneriske dimension af Jüngers historiefilosofi. Han ser hverken med glæde eller vrede på undergangen, men opfatter det som forfatterens opgave at fastholde små fragmenter af det snart forgangne. Den kyniske distance til lidelsen er derfor en nødvendighed, en form for æstetisk forsvarsmekanisme.

Poetikken finder sin reneste form i Strålinger – Dagbøger 1939-48, hvor Jünger bogstavelig talt forsøger at samle krigsoplevelsen i små mosaikker  – og ligesom i På marmorklipperne skelner hans betragtende blik ikke mellem blomster og bomber.

Vi følger den gamle frontsoldat fra Anden Verdenskrigs begyndelse til tre år efter dens afslutning. Man mærker tidligt, at der er tale om en anden og mere moden person, end den unge frygtløse kriger, som forcerede Første Verdenskrigs stålstorme og kom ud som et udsmeltet stykke supermand. Strålinger viser et anderledes skrøbeligt og reflekteret menneske. Visse ting har dog ikke ændret sig. Fatalismen og brugen af ild som sprogligt billede er fastholdt: Kort før krigsudbruddet, konstaterer Jünger, at krigen er uundgåelig – »der har hobet sig så meget konfliktstof op, at kun ild kan bringe det ud af verden.«

Strålinger Gyldendal 2013

Strålinger
Gyldendal 2013

Begivenhederne måles stadig på en målestok, der rækker langt ud over den jordiske verden. Det er ikke med sin gode vilje, at Jünger fra tid til anden konfronteres med den smerte, som hører sig egentlige mennesker til. Det sker blandt andet under hans udstationering i Kaukasus, hvor sult, kulde og lidelse trænger sig på i dagbogsnotaterne. Allerhelst vil han korrespondere med intellektuelle som Carl Schmitt, der i endnu højere grad end Jünger har et blakket nazistisk ry. Der er noget stædigt filosofisk ved deres brevvekslen, som både er betagende og komisk, fordi den er så verdensfjern. Her er vi dagen efter en af de mest fantastiske optegnelser overhovedet i dagbøgerne, som er dateret Kurinskij, 22. december 1942, hvor en forslået og blodig samling soldater blev betragtet ovenfra på en svævebane, med lyden af »Stille Nacht, heilige Nacht« i baggrunden:

Han [Carl Schmitt, red.] skriver om nihilismen, som han efter at have gennemgået de fire elementer henfører til ilden. Nihilistisk er, siger han, trangen til at lade sig brænde i krematorier. Af asken opstår fugl Føniks, det vil sige et luftens rige.

Carl Schmitt hører til de få, der prøver at anlægge en målestok på begivenhederne, der ikke er helt kortsigtet, som f.eks. de nationale, sociale, økonomiske. Blindheden vokser med oplysningen, mennesket bevæger sig i en labyrintisk have af lys. Det kender ikke længere mørkets magt. Hvem kan f.eks. se den storhed, hvis tilfredsstillelse kræver skuespil som det, jeg i går overværede ved min svævebane: den storhed, der troner begejstret i dets midte? At der et eller andet sted hentes dyb nydelse af disse helvedesorgier er evident.

Alle de hændelser og objekter, som hører sig virkeligheden til, er hos Jünger skuespil for en større ordens skyld. Det er også det, der provokerer flere af de danske anmeldere. Men kritikernes blik for etik og moral bliver hurtigt meget unuanceret, når de forsøger at adskille de problematiske strømninger i Jüngers tekster fra dem, som har kunstnerisk værdi, hvis ikke de bruger spaltepladsen til at udtrykke mistænkelighed over hans nyvundne popularitet. Det tydeligste eksempel på sidstnævnte er Lars Bonnevies anmeldelse af Strålinger i Weekendavisen, hvor han lader sit eget ubehag ved nyudgivelserne overskygge det, der er den egentlige genstand for anmeldelsen. Allerede i indledningen føler han sig kaldet til at fortælle, at forfatteren »havde udgivelsesforbud mellem 1945 og 1949, men dette intermezzo er nu lykkeligt glemt af hans beundrere.« Til slut citerer Bonnevie John Cage og skriver igennem ham, at han ikke forstår, hvorfor folk er bange for de nye ideer. Han er bange for de gamle, Jünger forstås. At man kan være stødt på sin moral over den vedholdende relativisering og æstetisering af grusomheder er et sundhedstegn, men der ligger også en spøjs usikkerhed i at skulle udpensle, hvor farligt et tankegods der ligger til grund for Strålinger. Nok er dekadencen til at tage og føle på i Jüngers omgang med død og ødelæggelse – den berømte scene, hvor han betragter et luftbombardement af Paris igennem et glas bourgogne med jordbær, er måske det bedste eksempel – men det er også en lettere paranoid tilgang til litteratur, og menneskers evne til at læse i det hele taget, at tro, at dekadencen skulle have en negativ indflydelse på den læsende offentlighed. Denne måde at læse på er helt modsat anmeldelserne af I stålstormen, som i grove træk var historieløse og naive. Hvis man udelukkende læser den danske reception, skulle man tro, at På marmorklipperne og Strålinger er mere problematiske værker end I stålstormen. Dét er til gengæld lidt skræmmende. Ikke at sidstnævnte er en farlig bog – hvad end det er – men dens forherligelse af frontsoldaten peger i den grad frem mod den perverse totalitarisme, som kom til at præge det tyske samfund efter Weimarrepublikkens fald. Det må man være sig bevidst, specielt nu hvor militarismen optrappes kloden rundt, og det yderste højre vinder frem i Europa.

Der findes et sted i mellem den rene æsteticisme og den kunstnerisk blinde historicisme. Det handler vel mest af alt om at være historisk bevidst uden at skamme sig over, at det amoralske virker sært tiltalende, når det er godt skrevet. Det bizarre menneskesyn er en central del af Ernst Jüngers tankegods. Ved at skrive mennesket ud af ligningen får han verden til at hænge sammen på mytologisk vis. Man kan sagtens finde sandheder i mytologien, uden at man dermed abonnerer på den som helhed. Derfor er det entydigt godt, at Gyldendal har valgt at oversætte ham. Han er en fascinerende splint af verdens mosaik.

 

Det eventyrlige hjerte af Ernst Jünger udkommer i dansk oversættelse den 19. februar på Gyldendal.




Relaterede
Essay

Gengangeren som logo

Karl Ove Knausgårds Min kamp markerer gennembruddet for den relationelle neoavantgarde.
Essay

Fællesskelet

Amalie Smiths Marble skriver sig op imod den dominerende fortælling om Vestens kulturhistorie.