Kommentar

Status: kritik

I en tid, hvor de store institutioner og aviser frasiger sig ansvaret for kulturkritikken, er det påfaldende, at der ikke er større opbakning til tidsskrifterne.

Den helt store udfordring er, at der i øjeblikket ikke er nogen tillid fra de bærende forlag og institutioner til, at tidsskrifter kan være centrum for en vital litteraturkritik, skriver Salon 55's redaktør. Foto: Freepic

I sommerens udgave af musikmagasinet Klassisk kom Jyllands-Postens kulturredaktør Palle Weiss med en tankevækkende udmelding.

Som de fleste andre dagblade har avisen de seneste år skåret i antallet af kulturanmeldelser, samtidig med at man har gjort formaterne kortere. Indtil videre er nedskæringerne blevet forklaret med et fald i både abonnementstal og annonceindtægter, men det er nu ikke længere den eneste forklaring.

For Palle Weiss betyder dagbladenes penible situation, at medierne må »gentænke deres rolle og den måde, som vi behandler stoffet på«. I interviewet med Klassisk fortæller han, at Jyllands-Posten vil begynde at gå mere efter læsernes »hovedinteresser«, og det betyder f.eks., at man ikke længere vil anmelde nye klassiske pladeudgivelser. Som led i samme tilpasningsproces har avisen allerede skåret i antallet af boganmeldelser, og i stedet »skruet op for den journalistiske dækning«.

Palle Weiss’ udtalelser viser, at der er ved at ske et bemærkelsesværdig skred i opfattelsen af kunst- og kulturstoffet hos de trykte medier. I den digitale tidsalder er kulturkritikken åbenbart ikke længere et anliggende for dagbladene. For som han uddyber i interviewet:

»Anmeldelser er en klassisk avisgenre, men i dag er alle jo anmeldere på de sociale medier.«

Weiss taler altså om en demokratisering af kulturkritikken, og det er der mange fordele i: Det tavse flertal bliver stadig mindre tavst, og vi ser en større mangfoldighed i udtryk og indsigelser i diskussionen af kunst og kultur. Men mange af de skriverier, vi oplever på blogs og sociale medier hæver sig desværre sjældent over omtalens eller læserbrevets niveau, og kun hvis vi er heldige, ser vi disse oplevelser omsat til forfriskende tanker eller et slags kreativt postyr.

Problemet med Weiss’ gentænkning af dagbladenes rolle er, at han fuldstændig overser nødvendigheden af, at vi har nogen til at vurdere og skrive om litteratur ud fra et kvalificeret grundlag, som gør borgerne i endnu bedre stand til at reflektere over kulturens mange udtryk. Der er givetvis nogle få bøger, som uanset hvad vil få opmærksomhed i medierne på grund af deres særlige karakter, men langt de fleste udgivelser risikerer at falde uden for offentlighedens rampelys, hvis vi ikke har nogen til at udlægge deres udtryk og betydning. Det kan lyde banalt, men det skal alligevel understreges: Den kundskabsrige kritiker er en uundværlig del af den kulturelle offentligheds dynamikker. Kritikeren er til for at bringe perspektiver ind i samtalen om kunst og kultur samt inddrage tanker fra forskellige sprogområder, gerne kombineret med en historisk bevidsthed, i sine analyser og vurderinger. Gode bøger kræver gode læsere, som kan tirre og pirre andre læseres intellekt. For det er sådan, at udgivelserne får en virkning: De må tolkes og diskuteres, så idéer opstår og sættes i omløb. Og meget af den virkemåde risikerer vi at miste, hvis alle sætter deres lid til den samme nye medievirkelighed, som Palle Weiss har overgivet sig til.

Vi har brug for en litterær offentlighed, der er styret af andet og mere end forlagenes udgivelseslister og korte bogomtaler; hvor diskussionen af litteratur drives af nysgerrighed og indsigt, ikke på markedets betingelser. Derfor var det også skuffende, at Gyldendals litterære direktør Johannes Riis for nylig inviterede til gravøl i forbindelse med lukningen af det næsten 50 år gamle tidsskrift Kritik. Som jeg i den forbindelse skrev i en enquete i Vagant, har tidsskriftet været et epicenter for den æstetiske teoridannelse herhjemme, og det har samtidig været garant for kritik af nogle af tidens væsentligste udgivelser og fænomener. Men måske vigtigst af alt har Kritik gennem sine mange år været et bærende element i offentligheden, når det kom til at introducere forfatterskaber og idéer, som siden har spredt sig til andre dele af den kulturelle sfære.

Af samme grund som vi har dygtige skribenter og kritikere, er det vigtigt, at der findes institutioner og platforme, hvorfra en kvalificeret litteratur- og kulturdiskussion kan udgå. Og med Kritik er en væsentlig en af slagsen gået bort. Betydningen af det er ikke til at tage fejl af: Der bliver færre og færre publiceringskanaler til at opretholde den kritiske offentlighed, samtidig med at dagbladene taktfast frasiger sig ansvaret for den kvalificerede kritik. I praksis betyder det, at der snart ikke er nogen samlingssteder for læsere og skribenter, som ønsker at fordybe sig i de mest karakteristiske træk ved de tanker, vi gør os i denne tid. Alt for sjældent oplever vi essays og kritik, der henvender sig til læseren med et smittende personligt engagement, en gennemgribende analyse eller et risikovilligt forsøg på at tvinge den politiske og kunstneriske samtale nye steder hen.

Denne situation kalder selvfølgelig på nye tiltag fra miljøerne rundt om kunsten og kulturen. Man kan starte et nyt tidsskrift eller en skriftserie, man kan forsøge at bygge videre på initiativer, som allerede eksisterer, ja, litteratur- og kulturkritikken kan stimuleres på utallige måder. Det er bare med at komme i gang; det er en opgave, som vi har et fælles ansvar for at løfte. Eller som Kritiks afgående redaktør Elisabeth Friis skrev på Facebook efter nyheden om tidsskriftets lukning: »Don’t mourn – organize!«.

Det er et sympatisk opråb fra en redaktør, som i flere år har gjort en flot indsats for at ruske op i den litterære offentlighed. Citatet blev gengivet af Mikkel Krause Frantzen i hans anmeldelse af det sidste nummer af Kritik i Politiken, hvori han også refererede Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensens ord i Vagant om, at en krisetid som denne også, på godt og ondt, åbner et mulighedsrum. For hende at se er det ligefrem »okay, at der er traditioner og arv, der må lades tilbage«.

Idéen bag udsagnet følger en romantisk venstre-revolutionær tankegang om, at noget må forgå, før andet kan opstå. Men en ny stærk litterær offentlighed blæser ikke ind fra Paradis, blot fordi Kritik er død. Det er en abstrakt-teoretisk overvejelse uden analyse af den situation, vi står i. »Kritikken er død! Kritikken leve!«, skriver Mikkel Krause Frantzen afslutningsvis i samme anmeldelse. Men der findes desværre ikke nogen naturlov, der viderefører tidligere aktivitet. De nye initiativer opstår ikke af sig selv – slet ikke når betingelserne for dem er så historisk dårlige.

Den helt store udfordring er, at der i øjeblikket ikke er nogen tillid fra de bærende forlag og institutioner til, at tidsskrifter kan være centrum for en vital litteraturkritik. Faktisk virker forlagene mere optaget af reklamer og et hurtigt økonomisk udbytte og mindre optaget af at støtte den seriøse kritik, som ellers er en væsentlig betingelse for, at deres udgivelser får en form for efterliv – ikke bare på bogmarkedet, men også i vores kulturelle bevidsthed. Vi befinder os i en nedadgående spiral, hvor stort set alle faktorer har et negativt udslag: Aviserne behandler sjældnere og sjældnere tidsskrifterne, bibliotekerne indkøber færre og færre af dem, og intet stort forlag ønsker tilsyneladende at udgive et kulturtidsskrift, selvom der både er idealistiske grunde og et helt ledigt marked til det.

På den baggrund er det efterhånden fornuftstridigt at forestille sig et professionelt drevet kulturtidsskrift i Danmark, hvilket står i skærende kontrast til, hvordan det ser ud i vores nabolande. Både i Sverige og Norge har man for længst anerkendt kulturtidsskrifternes betydning og indflydelse, når det kommer til at fremme mangfoldighed, kvalitet og fordybelse i den offentlige samtale. Denne forskel træder tydeligst frem i støtteordningerne. Sidste år modtog Kritik det højest uddelte beløb, 50.000 kroner, i tidsskriftsstøtte fra Statens Kunstfond. Til sammenligning modtog det svenske tidsskrift Glänta 775.000 kroner af den svenske stat i samme periode. I Norge modtager Syn og segn 420.000 norske kroner, mens et tidsskrift som Vinduet bakkes op med 220.000. Hertil kommer, at en stiftelse som Fritt Ord arbejder direkte med at forbedre den levende debat med støtte til konkrete initiativer som f.eks. artikelserier og faste klummer. Stiftelsen uddeler desuden årligt kritikerstipendier på 200.000 kroner til ti skribenter, så de over en treårig periode kan vie deres kræfter til at skrive og reflektere over kulturens mange udtryk.

Alt dette beviser, at der findes en afgrundsdyb forskel på at bedrive kritik og tidsskrift i Danmark og i vores nabolande. Det er en alvorlig situation, især hvis vi skal tro på, at nogen fremover vil varetage den kritiske opgave, det er at bygge videre på avisernes journalistik og litteraturdækning. I en tid hvor de store medier styrer efter kulturens konflikt- og underholdningsværdi – det som de kalder læsernes »hovedinteresser« – har vi mere end nogensinde brug for en kundskabsrig fortrop, som vil placere deres kræfter i de dominerende idékampe og give sig selv til kende i tidsskrifternes tekstformater. Det er egentlig meget enkelt. Vi savner en større opbakning til dem, som kæmper for en udvidelse af kulturens kredsløb og kampzone.




Relaterede
Essay

It’s the spirit, stupid!

Den åndelige krise hører ikke op, før vi begynder at insistere på noget uden for det enkelte individ.
Essay

Da en meteor slog ned

Stefan Zweig beundrede den ny verden, men han formåede aldrig at forlige sig med den – heller ikke da James Joyce krydsede hans vej.

Om Christian Johannes Idskov
Christian Johannes Idskov er ansvarshavende redaktør og medgrundlægger af Salon 55. Han er også tilkoblet Politiken som kritiker og skribent.