Føljeton

Stavangervandringen

Findes der fattige mennesker i Stavanger?

Hotell Victoria – Tungenes Fyr, onsdag 16. september 2015. Via Stokka, Stokkavatnet, Friheim, Hålandsvatnet, Goa, Vistines, Ytre Bø & Sande.

15:00 Afmarch fra Hotell Victoria
Madame foran indgangen til Hotel Victoria, hvor hun residerer i Kong Haakon VII Suiten. De næste mange dager, uger, måneder, måske, er der varslet gråvejr, blæst, regn og efterår, men i dag, den sidste dag, er himlen høj, skyerne lette glidende, solen skær og gylden som lak over landskabet. Madame er just rullet ind i staden i en Cadillac de Ville, en forgyldt cabriolet fra 1967, og straks vil hun af gårde, ud at lægge verden under sine fødder, se alt det, der er, og menneskene, disse ejendommelige væsener, der inspirerer hende til skæbneromanerne, hun vil møde dem og iagttage deres bevægelser og sære vaner. Af sted!

IMG_187515:33 Hvor er syndens æbler?
Hun gik mod vest, op over bakken, og straks afløses de gamle hvide byhuse i træ af stadig større, stadig mere prangende villaer. Plænerne er velklippede, ikke ét blad ligger tilfældigt og roder i sit eget råd. Som altid spejder Madame efter frugter at plukke ned i egen hånd, just nu skulle det være æbletid, men intet æble er at skue, ingen frugt hænger moden rund og skinnende mellem bladene. Hvorfor? Er æblehøsten 2015 slået fejl? Bryder stavangerboerne sig ikke om æbler i deres have (de falder ned, ligger og roder, uh, denne syrlige lugt af æbler i råd!)? Eller er det klimaet, er klimaet i Rogaland uegnet til dyrkning af æbler, eller værre endnu: Er det kullets og ikke mindst oliens skyld: Har vi brændt atmosfæren af, er det slut med æbler i menneskenes paradishaver? Ingen fristelse, ingen synd!

15:45 Dagens andet snapshot
På de små villaveje en geskæftig, men afdæmpet trafik af biler, fruer med hunde i snor (selv er de i en slags hjemme- eller fritidsdragter, afslappet elegante). I alléen langs Eiganes kirkegård tre unge piger på cykel.

15:43 Don Asimov
Madame er en sand magnet for mandfolk: Inden den første time er omme, har hun mødt byens flotteste fyr: den sølvsorte Asimov, der, »malhereusement«, siger den franske frue i villaen, hvor han bor, netop i dag er »un peu malade«. I sandhed, Asimov kan knap stå på benene, så snart han har kysset Madame, segner han om. »Helas!« sukker den franske frue, og hendes lille Jean-Pierre ser betuttet til.

IMG_187016-17 Tidens & oliens typer
Ad grusstien langs Stora Stokkavatnet, en aggressiv strøm af diskret svedende joggere og ræsende cyklister, alle i tætsiddende silkeskinnende dragter i kraftige farver, grøn, gul, rød, pink, karrieremænd og kvinder spundet ind i teknologisk udstyr, små apparater om overarmene, som undslupne fra et hospital flygter de ad stien med ledningerne vuggende mellem overarme og ører, med bankende hjerte, de rige må løbe og cykle for livet. Cyklisterne kører på de nyeste dyreste modeller og mange med designerrygsække (kvadratiske!) på ryggen.

Ingen har tid til at hilse på Madame. Hun tager den med ro, nederdelen sidder alligevel for stramt til, at hun for alvor kan skridte ud i trav eller galop, hun tripper af sted som den gammelfrøken, hun er.

16:57 Den sidste hippie
Pludselig, ud af det grønne imod hende kommer miraklet, det uhørte, undtagelsen, der udstiller Tidens regel: En sidste overlevende hippie, omkring de halvfjerds, rund som en affaldssæk, stort gråt fuldskæg, et bredt rødt pandebånd om det viltre hår. I sin forbilunten – pustende, svedende, han lugter sågar af menneske – smiler han – flirtende? venligt? – til Madame. Den sidste hippie, en uddøende race, som på sin vej mod vest gennem Amerika anno 1900 at møde Den Sidste Mohikaner.

IMG_009317:10 Krisen
Enhver pilgrimsvandring har sin – fysiske og åndelige – krise. Som altid indtræffer den for tidligt, i dag allerede i den tredje time. Madame går et par kilometer for langt ad stien langs Stokkavatnet, pludselig er hun i Krossberg. Hun spørger en kvinde om vej. Kvinden tager ledningerne ud af ørerne. Vejen? Den kender hun ikke. Madame gå tilbage og op forbi den svimlende stank af fækalier fra de åbenstående døre ind til kajakklubbens vandfri klosetter. Ved en vandhane flyder hun sin flaske, selv vandet har stress her, hvor de rige jager, strålen eksploderer som en ejakulation og sprøjter ud over Madames spadseredragt, helas! Hun flygter op over bakken ind i skoven, går hastigt med – også hun nu – bankende hjerte ad drejende stier og er pludselig tilbage ved Stokkavatnet igen. Hun stirrer mod vest, blændet af solen, snart går den ned.

I den næste halve time går Madame forbi et kraftværk, over marker svuppende af vand og kokasser, hun løfter op i nederdelen og stiger over elektriske hegn eller klatrer på kampesten over gærder, og endelig, snart er den seks, er hun nede ved Hålandsvatnet.

17:40 Negeren & araberen ved Hålandsvatnet
Hele vejen ud af byen, gennem Stokka og langs vatnet har Madame undret sig: Hvor er de fattige? Findes de ikke i Stavanger? Ikke en eneste flaskesamler har hun mødt, ingen forsumpet hjemløs, ikke én alkoholiker med klirrende klistret kulørt plastpose, ikke én roma, ikke én utilpasset andengenerations indvandrer. En japaner, javist, men i oliebranchen, på walk-and-talk med sin iPhone i hånden.
Og så pludselig, som en luftspejling, da Madame sidder på en sten ved Hålandsvatnet og bider i en rød tomat, klokken er tyve i seks (se selv på arbåndsuret!), og vender hovedet: en mager yngre afrikaner, sort som undergrundens olie, skubber en massiv elektrisk kørestol hen ad grusstien, og i kørestolens tronstol sidder en udflydende evnesvag araber, sort viltert fuldskæg, hovedet hængende, savlen, der siler fra mundvigen glitrer i aftensolen.

IMG_1904Vandringens stille ekstase
Som timerne går, falder Madame ind i sin tilstand, eller rettere, ud af sig selv, i den lette ekstase. At vandre er at lytte: grusets knasen under skoene, vinden i de tørre blade, fuglenes skrig, de pludselige crescendi af dæk over grus, joggernes åndedræt, og konstant, overalt, selv når hun tror sig alene med fårene: flyenes monotone torden i himmelens blå.

IMG_1893Olievillaernes flueøjne
Rigmandsvillaerne i Goa, på den skrånende bakke ned mod lystbådehavnen og med udsigt over Vistevigen og videre ud over Nordsøen, hvor vældige skibe glider af sted. Olievillaerne i kuber i træ og glas, de kolossale ruder suger al verden til sig, suger lyset ud af himlen, suger havets glitren, suger bådenes master, skyerne, fyrretræer, selv Madames silhuet suges ind i økonomiens blinde øjne. Klaser af kvadrater og rektangler, Markedets flueøjne.

Havets salt
Udad langs Vistavigen bliver stien en snublen over rullesten og svuppende grund, hop over vandpytter mellem brændenælder og siv. Duften af det salte hav, af tang og fiskeskeletter.

19:10
Foran hegnet til en fårefold tager en venlig Goakvinde i pink joggedragt et snapt shot af Madame. Hun smiler, Madame, kækt. Endnu.

IMG_0095Over den glinsende sorte tunge af asfalt, der snor sig yderst på Vistnes ruller flokke af cykelryttere, den særlige snurrende lyd af cykeldæk over nylagt asfalt, som symaskiner i høj fart. Længere oppe hinsides Vistvik høres torden fra en motorcykelbane. Madame gør rast på et stengærde, og iagttaget af en flok får nipper hun – som den fugl, hun er – til sin sandwich. Bagefter tegner hun – til ære for fårene – sine læber op, så de lyser rødt i den sagte stigende skumring, se!

IMG_010420:25 Se, nu stiger aftenmørket op af agrene
af fårenes græsgange, mellem stengærder og over havets stadig mere sølverne rolige flade. Madame er fortryllet, ikke af naturen, men kulturen, civilisationen, hvordan husene langs vejen og gårdenes fabrikshaller lyser, som gåder, helligdomme, templer! I de tomme, men oplyste stuer, gløder store tv-skærme i nervøs, abrupt skiften, en uro, som om, der var liv.

Gennem Ytre Bø og Sande, mens mørket tætner, og naturen bliver tyst, de dæmpede stemmer fra skikkelser i det gullige skær fra gadelamper og gavllamper. En ældre mand ruller sindigt forbi på cykel, her oppe mod nord, langt ude af byen, er verden lokal og uden hast, en hvidgylden retriever lunter efter ham, uden snor, kløernes klikken mod asfalten.

IMG_011021:03
Nu er det nat. Bilernes modlys blænder, trækker Madame ud af mørket og kaster hende tilbage i intet. I vejsiden arbejder store gravemaskiner, deres projektører drejer, skovlen hæves og hugger ned i jorden; bag den arbejdernes dragter, selvlysende orange, grønne.

Madame er et spøgelse i natten

21:25: Ankomst Tungenes fyr
Madame skriver i sin lille hvide notesbog: »Nattemørke. Bølgeslag mod klipperne. Næsten vindstille. Regndråber falder ud af intet på håret, på kinderne, på hændernes hud. Den dybe rytmiske dunken af en båd – coaster eller færge – der langsomt glider ud af fjorden. Ankomstens gåde: en rus: nu kan jeg ikke mere, ikke ét skridt til, nej! Let sirenesang fra tinnitussen, lægmusklerne ømme, en lidt sitren som af elektriske impulser i kødet; den velsignede smerte i skuldre og nakke, øjnene svider, et stankelben drejer som et månelandingsfartøj om den hvide kuglelampe over trappestenen til fyrhuset – hvidmalet træ – hvor jeg sidder på den sorte gummimåtte og skriver efter at have indtaget mit aftensmåltid på et stengærde i det yderste mørke bag huset: en sandwich af speltbrød (kvadratisk som rigmandsvillaerne i Goa) med hummus og pesto, spinatblade, ruccola, skiver af rødløg og billige grønne oliven, en enkelt ring rød peber; købt kl. 15:10 i »Godt Brød« (61 no.kr.).«

Gud ske tak og lov

IMG_0102
IMG_0128
IMG_0115

Følg Madame Nielsens Europvandringer. Introduktion og links til alle vandringerne kan findes her.




Relaterede
Essay

Gengangeren som logo

Karl Ove Knausgårds Min kamp markerer gennembruddet for den relationelle neoavantgarde.
Essay

Drømme om Europa

Begivenhederne i Ukraine viser, at den europæiske idé rækker langt ud over EUs formelle grænser.