Føljeton

Stockholmvandringen

Nogen må forbinde heden med höst, rig med arm: Madame på klassevandring eller deroute gennem Folkehjemmet.


Søndag 28. august 2016


Fra Hotel Esplanade via Östermalm, City, Gamla Stan, Södermalm, Långholmen, Kungsholmen, Traneberg, Bromma og Bällsta til Spånga …

 

*

 

00:00

Natten inden er det en af disse nordiske sommernætter, neapolitansk og klar som Skærgårdens klipper, menneskene har forladt deres boliger og promenerer i det smyge mørke, lader lunluften kærtegne nøgne arme, langs Strandvägen sidder man på første klasse bag beskyttelsesglas under Jugendhusenes baldakiner, herrerne i nystrøgne skjorter, kvinderne højhælede lyse og stramme, som fandtes der stadig et aristokrati. Bare femti meter derfra, i arkaden øverst på trappen ind til Kungliga Dramatiska Teatern ligger romaerne redan på rad som ligposer, øjet på klem, de våger, at ingen skal kaste den første fyrstik på samhällets bål.

 

Allerede næste aften skal hun se Ingemar Bergmans Höstsonaten just derinde på Dramaten, fra subtropisk nat til höst på mindre end fireogtyve timer, hvordan skal verden og tiden dog spænde så vidt?

Noget, nogen må forbinde heden med höst og rig med arm, tænker hun og har allerede påtaget sig opgaven:

Når det dages, vil hun vandre fra sommeren over syv broer ind i hösten, skridt for skridt over byens og tidens og samhällets afgrunde sy det adskilte sammen igen!

 

8:00

Da hun vågner i sin suite på Esplanaden, skinner augustsolen over Skærgården, dette bronzetunge flydende lys, som var byen et vuggende glas.

 

img_1872

 

9:30

Hun forlader hotellet og går ud i det blændende, forbi Dramaten, standser på trappen og lægger sin kind mod Strindbergs, men lyssna! han siger hende intet, det er de levendes stemmer, hun vil høre i dag. Hun vender ham ryggen og vandrer østud langs kajen mod solen, der stiger.

 

Turisterne er tidligst ude, »tusentals« flyder de mod hende, en klasse for sig uden for klassement, sikken bevægelse! men de gør jo ingenting, det bliver ikke til noget og de ikke til nogen.

Bag smedejernsgitrene ude på festbådene, flydende fængsler, i en helt anden klasse for sig, gør syd- og østeuropæere, thaikvinder og unge afrikanske mænd dækket rent efter nattens excesser, selfie-stangen erstattet af svaberens kraftige skaft.

 

9:47

Hun forlader strømmen og stiger nordpå op i samhället ad Narvavägens brede, morgenøde allé, med ét er menneskene ikke en masse, men individer, enskilda og uniformerede som ud af en kostskoleklasse, kvinderne joggende, magre og gespændstige før den kaloriefri frukost, mænd i marineblå jakker skubber klapvognen med enebarnet gennem alléens skyggelysflimmer.

 

10:00

I Oscarskyrkan varmer koret op til højmessen, høje og lyse, herrerne i nystrøgne skjorter og briller, »bo-bo-bo-bo«, synger de, venter på Gud, men Gud sover længe, alene for ham er hviledagen endnu hellig.

Og menneskene, hvordan og hvor i Folkehjemmet mødes de, hver klasse for sig, eller tilsammans, på sådan en søndag? Just det vil hun se.

 

10:17

Hos »Broms« på Karlavägen samles Östermalmsklassen til brunch, familie og venner, lige dannede, ingen lap-tops, telefonen ligger tyst blinkende som en ekstra kniv ved tallriken, delikatesser dynger sig op, på små håndskrevne skilte stukket ned i avocadoens fede grøntlysende creme står »lite extra gott«, oh, Gott, Madame vil tage et snapt shot, men »näh!«, sir servitören, og pegefingeren svinger som metronomnål, »tyvärr«, hverken smørgåsen eller Östermalms hvide gæs vil fotograferes.

 

10:32

Udenfor på bænken sidder et ægtepar ansigt til ansigt lænet op ad hver deres sorte affaldspose fyldt med romafolkets historie, på den tredje pose imellem sig har de bredt måltidet ud, som andre har forkastet: toastbrød, tre rådne tomater og en slængt postej.

 

10:41

Da hun træder ud af Humlegårdsparken, holder samhället brat op, hun er i city, og city er intet sted, overalt i verden det samme: Waynes Coffée, Espresso House, Starbucks, Joe and The Juice, selv solen er som sunket, himlen unisonende grå, hun sukker og går i stå, en gammel kælling rykker sig ti centimeter bort fra skakten ned til Hötorgets tunnelbanestation, og Madame synker ned ved hendes side på den fladtrådte papkasse, kællingen ler som en skrælle og skubber sækken med hjemløshedens historie ind bag Madames magre ryg. Og der sidder de så, lige gamle, med ryggen mod muren.

 

img_1882

 

10:55

Men det skulle være løgn, kvinden ved hendes side var ingen madame, og Madame ingen virkelig kvinde, videre må hun, med sine skridt skal hun opmåle menneskeheden, sy samhället ind i et hele igen, »igen«, var verden nogensinde hel?

 

10:59

Drottningsgatan, nu går det jævnt ned ad bakke, masser, men ikke et menneske, bevægelse, men intet liv, i City deklasseres enhver, der er ikke nogen at se, hun går hastigt, dette offentlige tomrum skal bare overstås, gennemgås.

På slaget elleve glider varehuset Åléns glasdøre til side, og masserne flyder ind som hvid, brun og asiatisk gul olie i markedsmaskinen.

 

img_1885

 

Og så videre, over dagens første bro, så den anden, op i Gamla Stans smalle gyder, lige historieløse, Starbucks, Espresso House, i en høj stue med opslåede franske døre som på en trone hævet over turisternes strøm sidder en indfødt ung flicka i rød T-shirt og blussende kinder og trykker mønstre i vafler, der roterer forbi.

 

11:57

Il Caffé på Södermalm, her sidder den kreative klasse ensamma ved hvert deres bord bag det lysende æble, venstre hånd under hagen, den højre har føling med Tiden, her finns ingen hviledag, og intet er helligt, ved baren står hipsterherrer i sorte T-shirts, solbrillen skubbet op over kasketskyggen, efter bruchetta og dobbelt espresso skilles familien, og den ene eller den anden springer tilbage i sit kontorfællesskab.

 

img_1898

 

 

13:11

På stien langs vattnet jokker de indfødte, blussende hvide, heller ikke hernede finns der hvile, søndagen en afgrund, man må »springe« hen over, bare tre yngre mænd – to sorte og en åndssvag, savlende araber – slentrer med hver deres fiskestang slængt over skulderen

 

13:19

Hornstull, terrænet bliver stadig vagere, her gror pigtråd, hegn og blokke fra syttitallet, forfalden skibsindustri, en skurvogn med »Göstas Backficka«. Bag de stadig blomstrende kolonihaver med rødmalede træhuse piller cirkus Brazil Jack stængerne ned efter sommeren, i sidste time danses der på brædderne under den bølgende dug, Sinatra med Donna overdøves af dansemesterindens højtalerskrattende røst.

 

img_1907

 

Under broen til Liljeholmen danser Ismail fra Somalia i spildlyden, ensam, eller næsten: i hånden svinger en skinnende blå halvliters dåseøl, 7,2 %. Så skummer den over, og Madame springer op ad trapperne og videre ud over motorvejsbroen og Långholmen ad Kungsholmen til.

 

14:09

Herude hinsides den femte bro står husene på højkant med tomme øjne, det offentlige rum, hvor samhället skulle være at se, ligger øde, forblæst, nu falder de første höstdråber, motorcykler farer forbi, »Lilla Asien« er stængt, åh, endelig 1 menneske: rundrygget ranglet med øreklaphue af uld, skutter sig langsomt af sted, og lidt længere fremme: tre indvandrende kvinder med flagrende tørklæder og store blødt dirrende numser i lyserød, orange og mintblå frotté.

 

img_1914

 

14:41

På Traneberget hinsides dagens sjette bro blegner kvinderne, bulner, får abefjæs, tøfler med sokker i sandalerne og bærer tunge byrder gennem tyste gader, hvor sekstitalsblokkene står ensamma æggeskalstriste som gravsten i terrænnet, den sidste »thai massage« er for altid stængt, om du vil, kan du hyre lokalet, 80 KVM, telefon 7750070, hvad siger du så, Madame?!

 

Hun svarer ikke.

 

img_1915

 

15:04

Bag blokkene og endnu en, syvende, bro vider de vage terræner sig, pigtråd gror om ramponerede industrihaller, et »plattenslageri«, men ikke 1 plattenslager, hvor blev samhället af, det skulle jo træde frem klasse efter klasse, fra Österguldmalmen og helt ned til bunden og gennem den uden for ethvert klassement, hvordan holder de, hver især, hviledagen ud? Just det skulle vise sig for hende, Folkhemmet, en søndag, den sidste, i sommeren 2016 …

 

15:58

Hun vandrer ad »Flygplatsinnfarten« ud mod Bromma, verden er menneskeskabt, men ikke længere for mennesker, kun deres midler, som det sidste menneske går hun mellem vejbanerne, tæt over hendes hoved trækker flyenes deres grimme gat, til venstre terminaler, til højre Bromma Blocks, ret fremme vider parkeringspladsen sig til den afgrund, al verden og samhället går tabt i.

 

img_1942

 

16:02

På asfalten, som en nedfalden regnbue slynget ud af et forbifarende vindue: et håndklæde, falmet og sønderkørt.

 

img_1933

 

16:12

Hun standser i skyggen af Bromma Blocks og ser op: »XXL« står der sennepsgasgult på den opakke facade, der strækker sig flere kilometer i begge retninger, og ved siden af, med skrift for titaner om bord på et fly: »Shoppa lugnt i en skönare atmosfär«.

 

16:16

Glasvæggen glider til side, og hun træder ind:

i

Folkhemmet.

Her er de da, endelig, tusindtals, hundrede tusinder, det er banalt og sagt en gang for mange, men alligevel er det hver gang en åbenbaring, et fald ud i det tomme, en fryd: Menneskenes mest autentiske længsel er lufthavnen, shoppingpaladset er deres paradise found, her er ingen tid, sol går aldrig ned, intet falmende faldende blad, forår og efterår erstattet af kollektionernes skiften, her er enhver race, klasse, køn mere end rigeligt repræsenteret, hun ser og ser, men ser dog ingen forskel …

 

img_1938

 

16:53

Her ender fortællingen om Folkehjemmet anno 2016, alle veje fører til Bromma Blocks. Her synes alle i balance, kun ikke hun, alene vandrer hun ud, over parkeringspladserne i efterårsregnen, ja, nu er sommeren forbi, lyssna, i fjärran: Høstsonaten, Bergmans messende røst.

 

Postludium

17:41

Ad Gamla Bromstensvägen vandrer hun nu uden for enhver sammenhæng, uden mål, en endeløs række af raslende gulløvede birketræer, og under dem, små æsker i træ, falmende hvide, røde, gule, grå, hver med sin lille veranda, som var hun i Midtvesten, Iowa, why not, Madame, this is far out? Hun standser og tager et billede af det hundredeogsyvogtyvende hus i rækken, der åbner sig i en sprække, og to øjne titter ud. »Hejdå«, siger Madame. Tavshed. Så kommer det: »Varför skjutar ni?« Skyder? siger Madame, näh, hvorfor egentlig. Og går videre, ud.



 

img_1953



 

Følg Madame Nielsens Europvandringer. Introduktion og links til alle vandringerne kan findes her.