Essay

Tankernes ufrivillige karakter

Javier Marías’ sproglige omhyggelighed lader læseren dvæle ved tvivlen og tankens falske formynderstemme.

Javier Marías. Copyright: javiarmarias.es

Et hjerte så hvidtFor læsere af Thomas Bernhard og W.G. Sebalds sproglige vridemaskiner vil spanske Javier Marías være et kærkomment bekendtskab. Som med de to tysksprogede forfatterskaber knytter der sig en særlig jordbundethed til Marías’ prosa. Men hvor denne omsættes til en omhyggelig introverthed i Bernhards arbejde, finder man hos Sebald og Marías mere indlevende forsøg på at tilnærme sig tvivlen: Stammer vores minder fra reelle erfaringer, eller er de bare påfund og forestillinger? I Marías’ mystificerede skæbnefortællinger snor de komplekse fortælleniveauer sig ind og ud af hinanden som et fletværk, der skal mime menneskets utilstrækkelige forsøg på at gribe verden imellem præsens og imperfektum. Oftest har de to størrelser yderst svært ved at forene sig – og på lignende vis mangler der altid en brik i det puslespil, som karaktererne lægger ud fra deres erindring.

Som regel begynder det med et skud. En begivenhed, der bryder med dagligdagens trivielle hændelser; og akkurat som med knust glas, der skal samles op, kan læseren næsten ikke undgå at skære sig på siderne. Sådan forholder det sig også med en af Marías’ vigtigste bøger, Et hjerte så hvidt (1992), der udkom på dansk i 1993. I romanen får den nygifte tolk Juan kendskab til hemmeligheden bag sin fars tre ægteskaber, og allerede fra fortællingens lange loop af en åbningssekvens bliver læseren usikker på, hvilken ulykke fortælleren lægger frem:

Jeg har ikke ønsket at vide, men alligevel har jeg ladet mig fortælle, at en af pigerne, da hun ikke længere var en pige og kort tid efter at hun var vendt hjem fra sin bryllupsrejse, gik ind på badeværelset, stillede sig foran spejlet, knappede sin bluse op, tog brystholderen af og søgte sit hjerte med den pistol, der tilhørte hendes egen far, som sad i spisestuen med en del af familien og tre gæster.

Bemærk den gådefulde, nærmest voldelige tur vi her tages på, idet sætningerne og deres tidslige dimensioner slynger sig om det egentlige ledemotiv. Sekvensen begynder med »Jeg har ikke ønsket at vide«, der finder sted på et uspecificeret tidspunkt i fortiden, inden »men alligevel har jeg ladet mig fortælle« bringer læseren frem i tid, før »da hun ikke længere var en pige« går endnu længere tilbage i tiden, hvorefter »hun var vendt hjem fra sin bryllupsrejse« lokaliserer læseren et helt fjerde sted inden for denne tidsramme, osv. Ethvert ønske om en konventionel lineær fortælling knuses, og man bliver på sublim vis gjort opmærksom på romanens væsentligste tema: den menneskelige naturs flygtighed; hvor svært og paradoksalt det er at bevare et minde, når man alligevel ikke altid kan stole på det:

Selv de mest uudslettelige ting har en varighed, på samme måde som de ting der ikke efterlader spor eller ikke engang er sket, og hvis vi er fremsynede og noterer tingene ned, eller optager dem på bånd eller film og omgiver os med minder, og måske endda forsøger at erstatte det skete med visheden, med registrering og arkivering af det skete, så det der i virkeligheden sker lige fra starten bliver det at notere, indspille eller filme, og kun det; selv i denne gentagelsens uendelige fuldendelse vil vi have mistet den tid, hvori tingene faktisk fandt sted (om det så er den tid, der bliver brugt på at registrere); og mens vi forsøger at genopleve det, reproducere det og få det til at komme tilbage og hindre det i at blive til fortid, vil en ny tid gå.

Uanset hvor meget vi oplever og erfarer, er vi lukket inde i de samme forestillingskredse. Af samme grund byder Marías’ prosa på mange gentagelser, som skal ses i lyset af, at han er mere interesseret i refleksion end i narration. Hvor de fleste forfattere vægrer sig ved gentagelsen og frygter, at den vil bringe læseren i forlegenhed, muliggør repetitionen hos Marías’ en insisteren på tankens gentagelsesmønster, der løftes til stor æstetisk kvalitet. Denne omhyggelighed tillader os at dvæle ved tvivlen og tankens falske formynderstemme.

Hos Marías er mennesket nemlig kendetegnet ved en utilstrækkelig evne til at omsætte sine sansninger til de rette erkendelser. Mange hændelser forbigår vores sanser, og derfor eksisterer der altid en verden hinsides vores egen forståelse. For som han skriver i Et hjerte så hvidt er det, der findes, identisk med det, der ikke findes: Alt det, vi tager ind, er identisk med det, som går os forbi, og »alligevel sætter vi livet ind på at vælge, forkaste og udvælge, på at ridse en linje der skal adskille disse ting,« så vi på den måde kan skabe os en identitet og gøre vores egen historie til noget særligt. Noget vi kan huske.

Men menneskets anlæg for blændværk er ikke kun en negative egenskab. I et essay bragt i det engelske litteraturtidsskrift The Threepenny Review giver Marías syv grunde til, at man ikke skal blive forfatter, inden han bringer den ene årsag til, at han alligevel sidder i jobbet: At man altid kan tillade sig at gøre brug af indbildningens kraft.

Ifølge Marias skal en rigtig romanforfatter ikke afbilde det virkelige, men det uvirkelige. Hermed mener han ikke det usandsynlige eller fantastiske, men hvad der kunne være sket, og som alligevel ikke skete. Det mulige, skriver han, står i modsætning til de faktiske forhold, til begivenheder og hændelser, og især i modsætning til »hvad der sker nu.« Dette er årsagen til, hævder Marías, at vi bliver ved med at læse Don Quixote og Madame Bovary, der på trods af deres tidslige og formelle forskydninger aldrig bliver passé eller kunstnerisk gammeldags.

Fiktionen er den verden af alle, vi bedst kan holde ud, fordi den omorganiserer og tilbyder en trøst til dem, der frekventerer den: Ud over at give os et fiktivt sted, giver den os en mulig fremtidig virkelighed. Og selv om det intet har at gøre med personlig udødelighed, betyder det, at der findes en mulighed for enhver romanforfatter – som godt nok er uendelig, men stadig er en mulighed – hvormed det, han skriver, både besidder en udformning og måske endda en fremtid, han aldrig selv kommer til at se.

Også Marías’ personer strides med det, der reelt er sket og virkelig kan ske –deres egne projiceringer og selvforglemmelser. Ved at skrive sig gennem løgne, bedrag og fortielser kommer Marías langt nærmere menneskets forvrængede forståelse af den ydre virkelighed, end hvad mange andre forfattere formår, og endda på det mikroskopiske plan virker prosaen distræt: Punktummer, kommaer og andre pausetegn – Marías springer dem over, hvis han kan. Der er ingen tid til at tænke og reflektere over de syntaktiske bindeled. Hurtigt læser man over de manglende forbindelser og vænner sig til de ihærdigt fremturende sprogbilleder, så man helt glemmer, hvor let han tager os fra et beskrivende til et diskursivt og reflekterende niveau. Med andre ord får man en let og gnidningsløs blanding af fortælling og essaystik. Og i Marías’ bedste momenter er der praktisk talt ingen forskel på de to former.

 

– Christian Johannes Idskov er ansv. redaktør på Salon 55




Relaterede
Essay

Da Karen Blixen mødte Niels Bohr

I et brev fra den 13. januar 1955 henvendte Karen Blixen sig til Niels Bohr. Det skulle blive mødet mellem to af kulturhistoriens monstres sacrés.
Essay

Anonymitetens materialitet

Det er i anonymiteten, hævder Annie Ernaux, at vi mennesker har mest til fælles.

Om Christian Johannes Idskov
Christian Johannes Idskov er ansvarshavende redaktør og medgrundlægger af Salon 55. Han er også tilkoblet Politiken som kritiker og skribent.