Føljeton

Tigres-vandringen

Madame har forladt Begivenheden, Undtagelsestilstanden og civilisationens indre clash og vandrer ud i den evige tid.


Madame Nielsen er vandret til det gamle Europa, det imperiale Europa, Europa som al verden. Etiopien. Foto: Madame Nielsen

Madame Nielsen er vandret til det gamle Europa, det imperiale Europa, Europa som al verden.

Etiopien. Foto: Madame Nielsen

Etiopien, april 2016

 

 

Dagene tog ingen tid
De varede bare

 

Madame er udvandret. Hvorhen? Hun, der om nogen har påtaget sig at gennemgå sin Tid og beskrive den, selv det mindste støvkorn på den rustende jernbanesvelle, selv den største og mest uoverskuelige by, Undtagelsestilstanden, Begivenheden og civilisationens indre clash. Og nu har hun lagt det bag sig og er vandret vidtåben ud i det tidløse, hvor dagen bare er kroppens bevægelse gennem landskabet, der lydløst drejer under en ubevægelig sol. Hvad vil hun her?

 

Jeg vil skabe verden, kvinderne når de vandrer gennem ørkenen under deres parasoller, spinkle og tushstregsflimrende i den tørre luft, den tørre duft af den ristede byg i deres hulede hænder i minibussen, trækhestens skyklapper, der ikke længere er af læder, men skiver af gul plast skåret ud af en lækket vanddunk, den sidste, landskabet brunt og støvet grønt, men hver halve time flammer et træ brat lysende lilla, jacaranda! og kaktusmunden, der åbner sig fed og smørsmeltet gul.

 

Kom, siger hun, selv det mest perfekte kort har folder, der gemmer på dale, sletter, bjerge hvis navne ingen levende ved. Jeg vil folde verden ud af kortet igen, dens dufte, stilhed og stemninger, kom, siger hun, lad os gå!

 

 

Linné havde plukket hvert blad, blomst, rod, klassificeret og navngivet, jeg, ignoranternes dronning, plukker øjeblikke.

 

 

Drengen går foran mig, tavs, med hængende arme, i bevægelsen plukker hånden blade og blomster, nulrer dem, lader dem falde.

 

 

Bjergenes fladtoppede røde kegler, regnens fede varme dråber i stilheden: brisen, økser mod tømmer, buldrende blik, hanegal, fjerne tynde menneskestemmer.

 

 

De mindste ting.

 

 

Landskabets dufte efter et øjebliks regn, lavastenen bliver sort, skinnende, størknet blod, den viftehalede ravn med sin skarpe seglvingebue under skyen.

 

 

Drengen tager sin mobiltelefon frem og tænder for en spinkel musik, en flænge i stilheden, civilisationsinfektion, sekundernes paniske dans som sultne lopper på Afrikas rustrøde gulv.

 

 

Kaktus, tidsel, langt nede, hvor bjerget åbner et fem hundrede meter dybt sår, hænger klosteret fra det sjette århundrede.

 

 

Ignoranten er den hellige enfoldige
hun vandrer gennem verden og ser
det
der er

 

 

Imod hende ad stien over klipper mellem kaktus og sjælden eukalyptus kommer kvinder, deres hoveder skinnende brune nødder, der flækker hvidt, når de passerer, drengen foran hende spytter i støvet, tænder en cigaret, duften af røg, han spytter i støvet, drengen bag hende bærer bagagebylten på sit hoved, fra hans mobiltelefon lyder musik spinkel som insekter i en blikdåse.

 

 

Midt på dagen må de gå nogle kilometer ad en asfalteret vej, lastbiler tynget af sorte sten fra bruddet over dem arbejder sig opad og forbi som snegle i langsom torden. I svinget en betonhytte med bliktag, regnen buldrer imod, da de træder ind: stemmestøjen fra fjernsynet i en gammel trækasse i hjørnet. Drengene sætter sig ved et lille bord og får hver deres plastikkurv – en lyserød, en lyseblå – med friskbagt rundt hvedebrød, de bryder med begge hænder, til kurven er fyldt med smuler, så rejser den ene sig og bærer kurvene mellem mændene, der trænger ind fra den voldsomme regn med skingre stemmer, hen i det fjerneste hjørne, hvor han rækker kurvene ind gennem et hul i muren og vender tomhændet tilbage til bordet og den anden dreng. Senere, hun må have blundet, står to blikskåle foran drengene, det brudte brød nu overhældt med en okkerrød sovs, de spiser med hænderne, de siger, de er atten, den yngste er ikke en dag over tretten, over bliktaget ruller tordenen som borgerkrig og fly lastet med nødhjælp fra Vest.

 

 

En dag kommer to nye drenge dem i møde under zenitsolen, de fire giver hinanden hånden, og de to, hun kendte, forsvinder som regndråber på en gloende sten.

 

 

Mamanmadi, siger han, »Frelseren er kommet«, han er tooghalvtreds, tænderne store og rådne, hovedtørklædet uldent og vissengrønt, på hans støvede sorte fødder falmede lyserøde plastiksandaler, han synger, mens han går, svinger med sin stok og hujer som en dreng.

 

 

Hver time på bjergsiden over dem en hytte, taget af grene, på grenene et lag eukalyptusblade, og på bladene et lag størknet, sprækkende lerjord. Murene er røde sten fra sletten føjet tæt sammen uden klining og står i sand mellem klipper og kaktus, de lave fede aloe vera og de højere figenkaktus med rundede blade som bordtennisbat skudt ud af hinanden.

 

 

Colobosaber på skråningen, små, langfingrede, på alle fire, de ser hende og sætter sig op som klapperslanger, fårene er spinkle, glødende brune, indimellem sortbrændte, som om de har været for tæt på solen.

 

 

Den anden gamle dreng har de samme falmede lyserøde plastiksandaler, og over dem, flagrende som en cirkusteltdug om hans pindeben, europæiske herrebenklæder, lysegrå med mørkegrå lodrette striber, hen over ryggen på hans også alt for store grå vindjakke, kasseret af en anden mand i en anden verden, står »Limited Edition«, og på plastikposen, der hænger fra stokken, han bærer hen over skulderen: »Accord« og silhuetten af en LP-skive.

 

 

Dybt nede på en sortbrun våd jordvej galopperer to sorte mænd med flagrende tørklæder på hvide heste, med kæppe under høje råb pisker de dyrene fremad.

 

 

I hytten i den regnsorte nat spiller drengene kort i det skarpe hvide lys fra mobiltelefonen.

 

 

Sletten ligger øverst på det okkerrøde bjergs flade kegle, længere nede skyder andre bjerge deres cylindere, stabler af skiver, frem, på den cirkelrunde ornamenterede metalbakke ligger enjerraens grå klud, og midt på den i stivnet udflyden, pulveriserede kikærter og chili kogt i timevis ind til en klæg, næsten størknet hidsig okkerød, i silhuet på fjernere bjerges højsletter står træer som en endeløs forstenet karavane, og dagen lang lyder haners gal fra dybet.

 

 

I skumringen rejser en kraftig, tør vind sig, dalen mættes af støvdis, næseborene bliver udtørrede rør med små kager af sort slagger

I nætterne piber små fugle omkring hytten i træerne, der står spinkle skygger med raslende blade

I morgentågen før seks sidder kvinderne allerede på hug over sodede kulbækkener i gården eller nær muren udenfor på sletten og vækker viftende med små stråfaner ilden i trækul og kvasen, der knitrer, røgen flyder over jorden som tåge i tågen eller rives af vinden ud i lange faner

de har plastiksandaler på fødderne og kroppen og hovedet viklet ind i bomuldsklæder i stærke farver og talløse mønstre, de væver dem ikke længere selv, de køber dem på markedet i byen på den anden side af de røde bjerge, fabriksvævede stoffer, der kommer fra fabrikker i hovedstaden en dagsrejse mod syd, hvor de aldrig har været, eller endnu længere borte fra andre lande på det endeløse kontinent eller endnu længere borte fra Asien, måske.

 

 

Landskabet er gjort af tre slags sten, den sorte vulkanske lava, en anden svagt muglysende grå magnesiumholdig, som, når regnen endelig falder, vaskes ned og blotter den jernholdige okkerblodrøde, og tilsammen, over millioner af år, ved regn- og vinderosion, udskiller disse formationer af cirkelbevægelser skydende sig frem mellem hinanden, der modsat vandet aldrig brydes, men heller ikke står stille, der er en usynlig bevægelse i landskabet, disse røde cylindere, der altså ikke er steget op af sletten, men tværtimod eroderet, vasket frem af planetens roterende sten.

 

 

I hele dalen ingen lyd af maskiner, på himlen ingen spor af fly, bare vinden og dyrenes og menneskenes væv af stemmer.

 

 

Under opstigningen fra sletten løfter sig pludselig under dem ud af det tidløse rolige konstante væv af stemmer fra mennesker og dyr lyden af trommer og hundrede menneskestemmers kakofone kaglen, er det en skolefest, spørger hun, det er en begravelse, siger drengen, de synger ikke, de græder.

 

 

Og så gik de med ét mellem tørre marker, majs og støvede kålhoveder, to langhornede lave okser trak en plov og bag dem bonden med grenen som pisk, småbørn som flammende blades hvirvlen i markskellene, hvor gårsdagens minutregn havde vasket den støvede røde jord til grådstrimet ler, deres stemmer, »farenji! farenji!«, den fremmede »foreigner« forvandlet.

 

Kaktustræets forstenede forvandling: nederst uden tvivl træstamme med riflet bark, øverst uden tvivl kaktus, men derimellem er alting forvandling uden forskelle; stående alene på de sydvendte skråninger er de ørkenens skulpturer, land’s own land art.

 

 

To hundrede meter oppe ad den lodrette jernrøde bjergvæg hænger en kirke, halvt grotte, halvt hus, hvidt og seks hundrede år gammelt. Indenfor i det køligt dunkle lyder Sushito-batteriurets andægtige tikken, til højre for det sorte gab ind til den allerhelligste grotte står en papkasse påtrykt »export« og »Ahuja«. Forstærkeren er løftet ud af kassen og står sort og tung som en klippeblok slet skjult af en dug på hylden under alterbordet, ledningerne til højttalerne hænger som tørresnore i toenhalv meters højde gennem kirkehuleskibet, mikrofonstativet med indfoldet trefod står lænet mod en søjle, og for foden af søjlen ligger den ene mikrofon med ledningen slangende sig over gulvtæppet, den anden mikrofon i sin krybbe af skumgummi foran alterbordet, og oppe på alterdugen en lille æske »Five Stars safety matches«. Spredt langs hulens og skibets vægge står plastikstole med armlæn, lyseblå og lyserøde, på stolene bagest til højre sidder de tre præster, århundredgamle sekretærfugle for Vorherre, magre, værdige og dog så blide og tavse. Den yngste rejser sig og tager påskeceremonibogen op og sætter sig i lysstrålen fra projektøren, der hænger på søjlen over Sushito-uret, og slår bogen op i sit skød: fra det sekstende århundrede, siderne af gedeskind, skriften i tre spalter, rød og sort skrevet med plantefarver. Sushito-uret over hans hoved viser syv minutter i halv otte lokal koptisk tid.

 

 

Den gulnæbbede glente hænger som et svævefly mellem øgle og fugl, vipper det fligede haleror og svinger mod højre ned i et glid.

 

 

I det voldsomme lys over sletten kommer mennesker imod dem, to og to eller i små grupper, de ældste kvinder barfodede, de yngre, mænd og børn i falmende plastiksandaler, kvinderne i mønstrede stoffer uden tegn på tid, drenge og mænd i den for sent ankomnes, tiden, der er løbet ud af den vestlige verden: »Crown Line Los Angeles«, »Tiger«, »FCB«, »Adidas bwin«. Kun børnene kan læse tegnene, men heller ikke de har nogensinde været uden for dalen, aldrig i livet under to tusinde meters højde, havet utænkeligt som på Mars, fra grenen over en piges skulder hænger to mørkt flammende høns, hen over ryggen på moren bag hende, en stor sæk med »U.S. wheat« og et motto: »Our motto is sold not exchanged«, det ellevte bud fra Herren: Bill Gates.

 

 

Værtshuset en lav lerkasse i udkanten af markedspladsen, og midt i kassen ingen dør, bare en sort åbning, hun træder fra lyset ind og er med ét blind. Langsomt vender synet tilbage: et stampet jordgulv spættet af kapsler, i halvtreds centimeters højde hele vejen rundt langs væggene, en afsats, mænd, kvinder og store drenge sidder foroverbøjede, underarmene hvilende på knæene, ølflasken dinglende fra hånden ned mellem benene. En mand i en blå plastikstol med metalben ved indgangen spørger, »what nation«, »Europe«, siger hun, og han noterer det eller noget i et slidt A4-hæfte, »beer?«, siger han, »no«, siger hun, »is it your bar?«, »no«, siger han, »sister« og nikker mod den mørke åbning i den lyseblåmalede mur. Til højre for åbningen på et højt bord med tykke skinnende metalben står tre store Alipu-højttalere, tavse som sorte bokse fra en fjern fremtid, der for længst er forstøvet, og midt i rummet i lyset fra døråbningen ud til markedspladsen et lavt lille bord med plastikvandkande, en lysegrøn plastiktermokande med sort låg, to grønne netbrødkurve i plastik, ti teglas med hank og bunden i vejret på en blikbakke og en lille sukkerskål med låg. Tiden står også et sted, usynlig, eller ingen steder, men nu bærer to mænd en dieselgenerator ud i lyset, om et øjeblik lyder eksplosionen og derefter drønet fra de tre Alipu-højttalere. Men da er hun for længst gået ud og fordampet i lyset.

 

 

Tilbage på den lave mur står det tømte teglas, og over det, usynligt, svæver den svage efterduft af mokmokoroden.

 

 

Hen over slettens anden verden af spredte stenalderlandsbyer, der om natten ligger dødningeoplyst under månen, som de gjorde på hominidernes tid for tre millioner år siden, vandrer en karavane af gammeldags elmaster bærende på fem spinkle kabler. Er det resterne af et moderniseringsforsøg fra midten af det tyvende århundrede? Nej, siger drengen, masterne er nye, inden året er omme skal de bringe strøm til landsbyerne og oplyse sletten med civilisation. Hun holder vejret, men det nytter ikke, hun vandrer i det sidste udtrukne øjeblik af en epoke i menneskehedens historie, der aldrig kommer igen.

 

 

I nætter uden måne er dalen sort, som udslettet. Men zoomer man ind i mørket, helt tæt, ses det svage, skarpe lys fra tusinder af mobiltelefoner, som en stjernehimmel i bevægelse.

 

 

»Jeg er bange

for at jeg nu bliver sindssyg

denne blæst, denne støvede skumring

månens kløvede skive i zenith

denne røde ørkenflade

i tre tusinde meters højde

der til alle sider brat

ender

i en lodret afgrund

en halv kilometer ned

fire flade stengårde

spredt med en kilometers afstand

fire små fåreflokke

og menneskets forstadie

en flok bavianer

som sorte rullende sten i karavane

i horisontens

sitrende linje

der skiller mig

fra det sprog

der var min eneste verden

og uden for hvilken jeg

nu

ikke findes«

 

 

Alene i et mytisk landskab millioner af år siden

Alene på et pukkelbjerg overstrøet med store grå klippeblokke og tørt grågrønt krat

Alene yderst på et plateau skudt fra sletten lodret op i tre tusinde meters højde

I det fjernere, kilometer borte, naboplateauet, og bag det et tredje, et fjerde, millioner af års tavshed

I skumringen under en grå himmel, rester af skyer og rumlen i det fjerne

(timen efter skabelsen)

I dalen fem hundrede meter nede strækker sig hundrede kilometer ud mod den tågede silhuet af andre bjerge et vulkansk landskab af vissengrønne, brunlige tuer, spredt træbevoksning, der aldrig samler sig til skov, det er millioner af år før det første menneske, selv om hytternes bliktage nede på sletten, deres skinnende flade pyramider, pletter landskabet, millioner af år før det første menneske

Og dér, bare ti meter længere fremme, skråt nede mellem krat og grå klippeblokke, på kanten af afgrunden er de, bavianflokken, hannen tung som en løve, manken, den næsten nøgne muskuløse bagkrop, og så det alt for menneskelige syn af ansigtet, de lysende gule øjne i den grå skumrings dis, den ækelt lyserøde dirrende fold under hagen og det sølvgrå bryst med det mystiske lyserøde tegn eller symbol: tre lige korte streger mødes i et punkt dannende tre lige store vinkler, hvad skal det betyde, er det artens tegn, dens våben? Og omkring hannen de meget mindre, vævre gråbrune hunner med spinkle silhuetter af bittesmå unger på ryggen; de lidt større unger piler som vanddråber omkring hannen, rækker umenneskeligt lange tynde arme ud og griber med ækel langfingrethed en blomst eller en tør frugt fra den stive grå busk og putter den grådigt i munden, udstøder et skrig og springer en meter lodret op i luften, som et røntgenbillede, en vision af insektmennesket hænger den en brøkdel af en præhistorisk evighed i skumringen, og i det næste nu er de – flokken, arten – væk.

 

 

IMG_1567