Kommentar

Tilbage til kritikken

Tidens litteraturdiskussioner handler for meget om begreber og etiketter. Det kalder på kritik.

»Hvad vil det sige at læse?«, spørger Horace Engdahl i sin essaysamling Arret efter drømmen (da. 2014). For Engdahl selv starter læsningen i det øjeblik, han hører en stemme i teksten. Når stemmen giver sig til kende, begynder han automatisk at lytte. I dette skift genkender han spor af de gamle romantikeres spekulative systemer og snak om ånd, der afskrækker moderne mennesker. Engdahl forsøger at forstå dem og kommer med den tese, at romantikernes idealisme udsprang af den samme oplevelse som hans; oplevelsen af at det livløse, teksten, taler til ham. Når først den gør det, kan han ikke længere behandle teksten som en passiv genstand for viden: »Gennem min koncentration sættes den i bevægelse og begynder at leve i læsningens rytme. Teksten bliver en modpart. Et åndedræt fornemmes i ordene«. Bogstaverne ligger stumme hen på papiret, skriver han, men det er nødvendigt at forestille sig tekstens stemme for at forvandle dens sætninger til et meningsfuldt hele; en tekst bekræfter ikke sin egen enhed, og derfor er det kritikerens ansvar at synliggøre stemmen i læsningen. Det fordrer både gehør og mådehold.

Horace Engdahls idé om tekstens åndedræt strækker sig mere end tyve år tilbage til hovedværket Berøringens abc fra 1994 og forbliver vedkommende, blandt andet fordi Engdahl selv virker til at trække vejret igennem litteraturen. Måske er han i dag repræsentant for en lettere naiv og anakronistisk skole; det er i hvert fald svært at forestille sig de største danske aviser bringe essays med hans signatur. Dette på trods af, at manden bag de seneste ugers mest omtalte indlæg om den danske litteraturscenes tilstand, Claus Elholm Andersen, tager Horace Engdahl til indtægt for nogle negative synspunkter om forfatterskolelitteratur, han har ytret i et interview i en fransk avis sidste år; noget der passer Andersen, som er den seneste kritiker af den »Bermudatrekant«, han og flere andre ser for sig mellem danske kritikere, universiteter og støtteordninger.

Som skribent befinder Andersen sig imidlertid meget langt fra Engdahl. Han læser ikke så meget de yngre danske forfatterskaber, som han forkaster dem på baggrund af idiosynkrasier, han aldrig rigtigt vedkender sig. Det bedste eksempel er den respektive afvisning og hyldest af først Amalie Smith og siden Helle Helle. Om Smith skriver Andersen, at hun »med sin simple og smukke prosa forsøger at tematisere det stillestående i romanen Marble, men desværre med det resultat, at bogen selv bliver uendelig kedelig«. Modsat Helle Helle som »med en sproglig knaphed og syntaktisk vovethed overalt i alle sine romaner udfordrer balancen mellem det fremadskridende og det stillestående, og (…) anvender visse enkle greb til at indkredse de eksistentielle kriser, som ligger under overfladen i alle hendes romaner på en ny og original måde«.

Enhver ved, at Helle Helle utallige gange har været offer for præcis den samme dom, som Andersen fælder over Amalie Smith. For Helle gik det fra det direkte nedværdigende – »Helle Helle kan ikke skrive skrive« – til det patroniserende – »Helle Helle kan skrive skrive, hun har bare ikke noget at skrive om« –, og det er først de senere år, at anerkendelsen af forfatterskabet er blevet noget nær universel. Samtidig bygger Andersens tekst på den præmis, at der er brug for et opgør med anmeldernes slappe indstilling til Smith og co. Der kastes uforholdsmæssigt mange »superlativer og fantastiske karakterer efter de unge forfattere«, og denne ukritiske omgang med litteraturen er skadelig for dens udvikling. Men Amalie Smith, Ina Munch Christensen, Martin Bastkjær, og Jacob Skyggebjerg er dårlige eksempler på dette problem. De har alle fået ros, men det har været med klare forbehold i så godt som hver eneste anmeldelse af deres bøger; mange af disse minder endda om Andersens egne indvendinger mod de nævnte forfattere.

Claus Elholm Andersens argumentation hæver sig aldrig over disse ureflekterede smagsdomme, og det er svært at slippe den tanke, at han er klar over, at den overordnede tese kun giver mening i lyset af den form for quick fix-læsninger, som er begyndt at danne skole i dansk litteraturjournalistik. Teksten skriver sig nemlig ind i rækken af ambitiøse, postbrandesianske analyser, som efterlyser en mindre »hermetisk« litteratur, der igen begynder at fokusere på problemer af »human og social natur«. Grundlaget for det synspunkt er, at unge forfattere i højere grad end deres forgængere fokuserer på form og sprog og i øvrigt »mest er interesseret i at skrive om sig selv«. Andersen kæder denne betragtning sammen med Villy Sørensens ideal om forfatteren som en avantgarde-figur i evig opposition, der konsekvent forsøger at vise, at samfundet ikke består af andet end sproglige strukturer; et ideal som ifølge Elholm selv stadig gælder for den nye litteratur. Bevisførelsen for dette argument hviler desværre kun på et kort Facebook-opslag af Asta Olivia Nordenhof, hvilket på ingen måde får sammenhængen mellem den overdrevne formbevidsthed og den politiske modstand til at stå klart. Samtidig opstår der en underlig selvmodsigelse, når Andersen på den ene side taler for en mere socialt orienteret litteratur, og på den anden side taler imod den litteratur, der forholder sig kritisk til diverse samfundsforhold. Tilbage står, at Claus Elholm Andersen ikke synes om ny dansk litteratur, hvilket er en ærlig sag. Men han gør sig heller ikke mange anstrengelser for at læse de yngre forfatterskaber, hvis han ikke kan få øje på værker, der forholder sig til de sociale og humane problemer, han gerne vil have dem til at skrive om. Flere gør det eksplicit – blandt andre Nordenhof, Caspar Eric og Theis Ørntoft – mens andre gør det ad omveje. Amalie Smith er et godt eksempel på sådan en forfatter. Marble handler ikke kun om det stillestående, som Andersen hævder, men også om de mange fejllæsninger af kulturhistorien, der har bidraget til diskrimination af kvinder og minoriteter, og den helt grundlæggende misforståelse, at mennesket er hævet over sine materielle omgivelser; en misforståelse som har implikationer for vores forståelse af klimakrisen.

Redaktørerne af det amerikanske tidsskrift N+1 Magazine skrev sidste år en klumme, hvor de gik i rette med tidens tendens til generationsanalyser. Historisk har generationsbetegnelserne haft deres berettigelse, men antallet af analyser af årgangene fra 1982-2004, de såkaldte millenials, er eksploderet og stritter i så mange forskellige retninger, at genren, ifølge N+1, efterhånden minder om sladderbladsastrologi: vælg et kendetegn og tilskriv det positive eller negative kvaliteter; det vil altid være både rigtigt og forkert. Der er gode grunde til, at især reklamefolk og politiske partier har tilegnet sig denne form for segmentanalyse: Multinationale selskaber definerer generationer, tendenser og trends for at promovere og sælge deres varer til så bredt et udsnit af millenials som muligt. Samtidig forsøger politikere og erhvervsfolk at spille unge mennesker ud mod de tidligere generationer ved at overbevise dem om, at de rettigheder og goder, som er blevet opbygget gennem mere end hundrede år, ikke passer ind i det nye samfund, konkurrencestaten, og kun står i vejen for et velfungerende moderne arbejdsliv. Derfor er det for nemt blot at grine af denne form for letkøbte analyser. De er fiktioner, ja, men også godt på vej til at blive virkelighed gennem gentagelse.

Denne segmenttænkning fylder efterhånden også uforholdsmæssigt meget i dansk litteraturkritik. For et par år siden var det udnævnelsen af »Generation etik«, der satte dagsordenen, og det er som om, at den efterfølgende debat satte gang i en bølge af polemikker rettet mod unge forfattere. Om det er Claus Elholm Andersen, Mette Høeg eller Peter Nielsen, der i sin tekst i Information 19. marts i år efterlyser nye store eksperimenter til at afløse de unge digteres kedelige »rugbrødspoesi«, så bærer teksterne præg af en vilje til at presse vidt forskellige forfatterskaber og værker sammen i enormt kategoriserende analyser alene på grund af en aldersmæssig parallel. Måske skyldes dette greb underholdningsværdien i den militante tilgang til kulturjournalistikken, hvor en kamp mellem generationerne altid er god for sårede følelser og heftig debat. I tilfældet Peter Nielsen er det dog opløftende at læse, at han på trods af sit udtalt negative syn på litteraturens tilstand rent faktisk opsøger noget modspil til sin egen polemik, og at det er hans synspunkts hårdeste kritiker, lektor emerita og avantgardeforsker Tania Ørum, som får det sidste ord i artiklen. Ørum påpeger, at der finder masser af eksperimenter sted i litteraturen over hele verden, også i Danmark, og selvom den »den store samtidsroman« ikke er blevet skrevet, så leverer litteraturen i stedet »tusindvis af svar og nuancer«.

På trods af at Peter Nielsens artikel sluttede med dette ædruelige perspektiv, var den kun indledningen på en lang og stadig verserende debat i Informations litteraturtillæg, hvor især forskerne Mads Bunch og Poul Behrendt forsøger at tage samtidslitteraturen i forsvar. Det gør de ved at påpege, at der skam finder formeksperimenter sted, og at disse har et navn: autofiktion. For de uindviede betyder autofiktion, at der er navnesammenfald mellem fortæller og forfatter, og at der med Behrendts ord indgås en virkelighedskontrakt mellem læser og forfatter. Forsvaret bliver dog temmelig sløret, når Bunch og Behrendt tilsyneladende ophøjer et begreb til en størrelse, som egenhændigt forklarer de vigtige og radikale ting, der foregår i nyere litteratur. Behrendt skriver eksempelvis følgende:

(A)utofiktion skaber en intensitet og et nærvær i forholdet mellem læser og forfatter, som er fraværende inden for en modernistisk æstetik. I autofiktion drejer det sig ikke om at »tage afsæt« i det private for at nå »ud til det almene«. Men tværtimod om at fastholde det private og skamfyldte for at nå ned til en dybere, men fælles grund.

Hvad er det egentlig, Behrendt får sagt her? Tag Bjørn Rasmussens forfatterskab – et af de eksempler på autofiktion, Behrendt bruger for at nå frem til denne pointe – og argumentér for, at den vilde intensitet i hans værker er til stede qua autofiktion. I dare you! Dette begrebsrytteri gør ikke litteraturen nogen tjeneste. Når det kommer til at fylde så meget i litteraturdebatten, som det gør lige nu, skader det mere, end det gavner. Samtidig stiller teksten sig mærkeligt an over for modernismen – som om den skulle være mindre autentisk og menneskelig end autofiktionen.

Behrendt og Bunch bruger begge denne teknik til at positionere deres begreb og skabe endnu en generationskløft mellem, hvad der er progressivt og ungt, og hvad der er reaktionært og gammelt. Mads Bunch gør det endda med en lettere absurd kækhed, når han skriver: »nye forfattere gider da ikke at være arkæologer!«; et udsagn som er påfaldende i en tid, hvor Ida Marie Hede genskriver August Strindberg, Amalie Smith graver antikke skulpturer frem, og Harald Voetmann digter videre på historiske skikkelser og dokumenter. Der er masser af historisk bevidsthed i nyere dansk litteratur, og den konflikt, de to forskere agiterer for, er mere eller mindre illusorisk. I deres forsvar for samtidslitteraturen har de kun formået at tilspidse og forsimple en allerede anstrengende diskussion. Senest har Mads Bunch en smule fornærmet stillet spørgsmålet: »Er det ›uambitiøst‹, at vi som de første litteraturforskere i verden opstiller tre underkategorier for autofiktion? Nej, vel?« Som forskning er det muligvis ambitiøs bedrift, men når det kommer til rent faktisk at læse og forstå litteraturen, når man altså ikke særlig langt ved at placere den i den ene, anden eller tredje kategori.

Nu, hvor disse debatter efterhånden er overstået, er spørgsmålet, om nogen er blevet klogere, om litteraturen og litteraturkritikken kommer styrket ud på den anden side. Jeg tvivler. Der bliver stadig diskuteret på tværs af de samme fronter som sidste år, da Mette Høegs tekst om navlepillende kvinders dominans over samtidslitteraturen var talk of the town, og det virker ikke til at ændre sig.

Derfor er det et godt tidspunkt at vende tilbage til Engdahls spørgsmål: »Hvad vil det sige at læse?« Da diskussionen om Generation etik var på sit højeste for et par år siden, skrev Olga Ravn en kommentar i Politiken, hvor hun siger til læseren: »Kræv bedre kritikere, hvis du ikke synes, de gør det godt nok«. Hendes pointe er, at det er kritikerne, der skriver litteraturhistorien, definerer generationer og dermed også dem, der bestemmer, hvordan samtidslitteraturen bliver forstået. Her, mere end to år efter, er det måske på tide at sigte højere. Der er flere virkelig dygtige kritikere på tværs af de store aviser nu, men de får ikke særlig mange penge eller særlig meget plads at skrive på; pladsen går til larmende dilettanter. Hvis ikke det snart ændrer sig, er det måske på tide at kræve bedre redaktører. Redaktører, som har litteraturkritikkens udvikling for øje, og ikke har polemikken som sit primære succeskriterium.

Det kunne være opløftende på et tidspunkt at læse et bogtillæg fyldt med essays om værker og forfatterskaber; essays som gør det, kritikken traditionelt har haft for vane: at tænke med litteraturen og forsøge at udlægge dens æstetiske, filosofiske og samfundsmæssige perspektiver. Den udogmatiske læsning står nemlig i modsætning til de litterære segmentanalyser og den skråsikre brug af akademiske begreber. Den får ikke de enkelte værker til at skrumpe, indtil de lader sig rubricere under bekvemme kategorier, men udfordrer præcis denne form for automattænkning og gør os klogere på den tid, vi lever i. I stedet for at spilde kræfterne på at forlange en anden litteratur end den, der bliver skrevet, bør litteraturjournalistikken som helhed overveje at finde tilbage til kritikkens rødder og begynde at læse igen.




Relaterede
Essay

Da en meteor slog ned

Stefan Zweig beundrede den ny verden, men han formåede aldrig at forlige sig med den – heller ikke da James Joyce krydsede hans vej.
Essay

Brøl, Brexit og basisforskning

Et hånligt jubelbrøl fra en pub i Cardiff opsummerer den folkelige splittelse og vækker en følelse af fælleseuropæisk kammeratskab.