Essay

Trængsel omkring tomheden

Under en provokerende overflade er Cornelius Jakhellns sære roman 'Germania' et rørende portræt af en ung skandinav, der driver omkring i Berlin i halvhjertet jagt på nazismens spøgelser og helhjertet sorg over sin mors død.

Serie: Nazismefascination i samtidslitteraturen #2

Cornelius Jakhelln blander genrer, temaer og sprog i et hæsblæsende tempo i sin roman Germania om den unge provokunstnertype, musikeren og digteren Sturmgeist, der guider os rundt i Berlin.

Foto: Dagfinn Hobæk

 

Da Thorkild Hansen skrev Processen mod Hamsun (1978), førte han omhyggeligt dagbog over stort og småt i arbejdsforløbet. Dagbogen udkom posthumt under titlen Mellem Brøndkjær og Nørholm (1996) og vidner om en forfatter, der var levende optaget af, hvorfor og hvordan man i efterkrigstiden håndterede arven fra nationalsocialismen, så da Joachim Fests film Hitler – Eine Karriere i julen 1977 havde dansk premiere, skulle Hansen selvfølgelig i biografen for at finde ud af, hvad det var for et Hitlerportræt, der havde skabt så megen debat i Tyskland hen over efteråret.

Overrasket konstaterer han i dagbogen den 28. december, at salen langtfra er fyldt. Det er kun mænd på hans egen alder, der er dukket op, og de ligner alle »veteraner fra et eller andet Waffen SS«. Foran biografen har unge kommunister opfordret »til boykot af denne forherligelse af Hitler«, måske er det derfor så få er dukket op, tænker Hansen. Eller også er det fordi, filmen ikke er særlig god, som det fremgår af det videre notat, der former sig som en lille filmanmeldelse i den velkendte hansenske stil, hvor han på baggrund af analytiske redegørelser og modstillinger formulerer en generel smagsdom, der munder ud i en historiografisk pointe:

Fest bruger en masse tid på at fortælle den ydre, alt for velkendte historie, man havde hellere set ham koncentrere sig alene om skikkelsen, personen, og stumperne fra krigens tid er få; men det, man ser, gør et stærkt indtryk. Han var ikke ”en lille mand”, som Frode Jakobsen sagde i Tv-Avisen, han var det modsatte, og dog forlader man biografen med en besynderlig følelse af tomhed. Man har intet med sig, ikke et ord, ikke en sandhed, ikke engang en løgn. Historien vil blive ved med at beskæftige sig med ham ligesom med Napoleon, og det vil blive den samme trængsel omkring den samme tomhed.

Jeg kom i tanke om Hansens fine beskrivelse, da jeg første gang læste norske Cornelius Jakhellns (f. 1977) roman Germania, der udkom på Karl Ove Knausgårds forlag Pelikanen i 2014. Det er en meget mærkelig bog, der blander genrer, temaer og sprog i et hæsblæsende tempo, men med et fast anker i hovedpersonen og fortælleren, den unge provokunstnertype, musikeren og digteren Sturmgeist, der guider os rundt i en nogenlunde genkendelig nutidsverden, mens han drager paralleller til nazismen og drømmene om en germansk storhedstid, som de udfoldede sig i 1930’erne og 1940’erne, og som han både fordømmer og er fascineret af. Germanerdyrkelsen og nazismefascinationen er åbenlys allerede på bogens omslag, der er præget af Dennis Rudolphs svulstige radering Verlust der Mitte og af forfatterens navn, der her er blevet til det noble, tyskklingende Cornelius von Jackhelln, ligesom ryggen er holdt i en stilfuld nazi-granitgrå tone.

Det lyder både gennemført og for så vidt interessant, men alligevel sad jeg tilbage med fornemmelsen af, at det var for meget, eller rettere: at Germania var endnu en omgang umotiveret litterær nazismefascination, der i stedet for at gøre sin læser klogere på nazismen – som f.eks. Knausgård forsøger at gøre i Min kamp – fortæller en alt for velkendt historie. Ganske vist handler Jakhellns roman ikke om Hitler, men om en ung mand, der spejler sig i Hitler og leger med nazismens æstetik, tilsyneladende for at finde en slags forløsning i overskridelsen af den gode smag. Men hvad skal vi med det? Og hvad er det med det forfatternavn? Er det ikke nok, at Lars Trier kalder sig »von« og erklærer sin forståelse for Hitler? Har vi brug for en nordmand, der gør det samme?

Fællesskabets tomme flader
Engang skrev alle de store om Napoleon, i mange år har det været Hitler, og snart toner en ny superskurk frem på historiens stjernehimmel, som fremtidens kontroversielle kunstnere kan beskæftige sig med. Men har Thorkild Hansen ikke ret? Skaber denne interesse for historiens store, brutale skikkelser ikke bare endnu mere trængsel omkring den samme tomhed?

Det er jeg ikke længere så sikker på. I hvert fald ikke, når trængslen udmønter sig i romaner som Germania, som jeg har læst igen og denne gang er blevet glad for, uden helt præcist at kunne forklare hvorfor. Det skyldes, tror jeg, at Jakhelln efterlader sin læser med den samme sandhed, som vi finder i Thorkild Hansens roman om Hamsun og i den roman, jeg skrev om i første del af denne serie, Eirikur Örn Norðdahls Ondskab: nemlig at det enkelte menneskes liv og følelser altid er filtret godt og grundigt sammen med de store begivenheder og bevægelser, som vi kalder historiske. Forholdet mellem den personlige og den kollektive historie er aldrig enkel og ligefrem. Tiden, samfundet, normerne, de andre, den Anden slår altid igen, forstyrrer os altid, selv i nydelsens og ekstasens store øjeblikke. Drømmen om den fælles lykke, om paradisets cirkler af liv og lys, er i disse romaner ikke blot en illusion, men værre endnu: Den er et dødbringende fantasme, sådan som den nazistiske utopi om et forenet folk og rige viste sig at være i 1930’erne og 1940’erne.

Men vi har brug for fælles forestillinger om lykken, ligesom vi har brug for at kunne sørge sammen. Det er også en underliggende sandhed hos Jakhelln og hans nordiske brødre og fædre i ånden. Derfor forsøger han at arbejde sig gennem de traumer og den mistillid til fælles utopier, som det 20. århundredes totalitære drømmelande efterlod os med. Hans fortæller leder i romanen efter »ein Udgang, gennom Undergangen und ud i Den neue Tid«, som det hedder med romanens karakteristiske tysknorske sprogmix, som jeg skal vende tilbage til.

Gennem en nærmest sygelig fascination af nazismens historie og æstetik kan Germania også siges at være et forsøg på at bygge bro fra den samfundsform, der opstod i efterkrigstidens Europa, nemlig velfærdsstatens masse- og konsumsamfund, og tilbage til en verden før og under Hitler. Og romanen gør det ved at opsøge tomheden i magtens centrum, for nu at binde en sløjfe med Thorkild Hansens formulering.

Jakhellns formål er imidlertid ikke at afsløre tomheden bag trængslen, men at se den i øjnene og tage dens formsprog og fremtrædelse alvorligt. Mod slutningen af den temmelig springende og forvirrende roman trasker vores fortæller således rundt i Berlin og standser ved det sovjetiske mindesmærke uden for Brandenburger Tor. Her stiller han sig selv det sædvanlige spørgsmål om, hvorfor det mon gik, som det gjorde – med Hitler og nazismens opkomst og den destruktive verdenskrig, der fulgte. Og hvad betyder det, at de døde russiske soldater, helt unge mænd, der ligger begravet i mindelunden midt i Berlin, gav livet i kampen mod nazisternes Tyskland?

Det betyder, svarer fortælleren selv, at en ny civilisation blev grundlagt med afsæt i den universelle menneskerettighedserklæring, som de døde soldaters familier hjemme i Sovjetunionen ganske vist ikke nød godt af, men som vi i Vesteuropa kan takke kammerat Stalins vilje til at ofre sine undersåtters liv for. I midten af de demokratiske samfund ligger disse monumenter og mindelunde fortsat og taler til os i et andet, mere barsk og militaristisk sprog, end vi er vant til. »Und mein Kampf, Gris«, som fortælleren betror os i skikkelse af læserfiguren Gris, »er icke bare ein Kampf um Werd und Selvrespekt und Überlevelse, det er auch ein Kampf für Kunsten. Det er i Kunsten ich ser den beste Maade at hedre dei faldne Soldater und Forfedre paa«.

Jakhellns krigeriske formsprog og kampglade verdenssyn skulle altså være udtryk for en taknemmelighed over for de gamle som faldt. Det er jo ren Hollywood, men med det tvist, at det er de russiske soldater, han ærer. Og med den pointe, at beskrivelsen af russermindesmærket ved Brandenburger Tor principielt gælder alle monumenter, som vor tid ikke er mindre rig på end den tidlige efterkrigstid: De er samfundets helt centrale, men samtidig helt tomme og stille steder. En beskrivelse af vor tids monumenter og mindesmærker er derfor en beskrivelse af vor tids værdier og overbevisninger:

Kansche forstaar De mich besser nu, Gris, at ich wender tilbage til dei store tomme Flader der lieger i waare Büer, Monumenterne. Faa af dei der körer rundt dette Monument, wil wide noget särlich um was det er, kansche besögte dei Stedet mit Skolen. Det er i disse Mindelunder und Monumenter, at ich ser noget der minder um Samfundet. Den store Stille. Ütringsfriheidens Stillheid, dei store mörke Flader. Hit er der ingen der kommer. Feltet er tabu, «noget man lader liege», som dei heilige Lundene i Taciti Germania. Det er gut at wäre hier.

Tidligere i romanen har vi hørt om en cykeltur gennem det nærliggende Holocaustmindesmærke, ligesom der er erindringer fra en tur til den gamle kz-lejr Sachsenhausen og beskrivelser af kendte monumenter i Berlin. Det er metoden hos Jakhelln: At nærme sig fortiden gennem dens symbolske rester, at skabe en form for indlevelse ved at beskrive overfladen og formerne. En metode, der også bringer os tættere på hans alter ego-fortæller Sturmgeist og tættere på det store folkefællesskab, som han så gerne vil være en del af, nemlig germanerne og deres historie helt tilbage fra Romertiden og Tacitus’ berømte og berygtede skildring af de germanske stammer, »Taciti Germania«, som han nævner i citatet.

Hin enkelte germaner
Denne Sturmgeist er som nævnt en ung norsk kunstner, og Germania er kort fortalt beretningen om hans dagdriveriske hverdag gennem et års tid i nutidens Berlin. Han insisterer på at kalde byen »Germania« efter Hitlers og Albert Speers plan om at omdanne den tyske hovedstad til såkaldt verdenshovedstad med alt hvad dertil skulle høre af overdimensioneret byplanlægning. I et enkelt kapitel hopper vi over i en fantasi om, hvordan denne verdenshovedstad ville have taget sig ud, hvis den var blevet bygget. Men det er ikke en hvad-nu-hvis-Hitler-havde-vundet-fortælling, den kontrafaktiske historieskrivnings yndlingstema. Germania er heller ikke som hovedsag en lovprisning af det germanske kulturfællesskab, som nazisterne knuselskede til døde.

Det hedder sig ellers hos Jakhelln, at det er hans hensigt at bringe læseren ud af vildfarelsen om, at Nord- og Vesteuropa skulle være erobret af engelsk og amerikansk kultur, og i stedet minde os om, at vi er germanere med rødder i »det store Fellesskab af Nationer, der havde felles Spraag und Kultur for 1500 Aar siden, und der efterpaa haver udwiklet sich individuelt. I dag lever dei germanische Kultur-Stammer und Spraag-Samfund stort set uwidende um eigen Historie und Betüdning, Volk er optaget af sine Karrierer, sine Barn und sine Gadgets. Derfor […] skal ich schnacke til Dem um Germania, Gris, und für mich er Namnet dreifoldig, baade som Bü, Reich und Bog«.

Med ’by, rige og bog’ sigter Jakhelln dels til Berlin, dels til det germanske fællesskab af nationer, og endelig til litteraturhistoriens første bog med titlen Germania, nemlig navnebror Cornelius Tacitus’ klassiske skildring fra år 98 af folkeslagene hinsides Rhinen og Alperne. Hele Tacitus’ Germania er optrykt i Jakhellns Germania, angiveligt fordi der ikke er »andere Historier ich saa gerne wil fortelle, som den um dei zwei Tausend Aar siden Tacitus schrev sin Germania i Rom«. Ambitionerne fejler ikke noget. To årtusinder kigger ned på os, mens Tacitus’ beskrivelser fordeler sig ud over bogens otte dele.

Det har den helt oplagte effekt, at en del af beskrivelserne af oldtidens germanere passer godt på nutidens. Vi er og bliver barbarer, med visse forbehold selvfølgelig, blandt andet det faktum, at vi lever i ganske velorganiserede samfund, akkurat som Tacitus beskriver det, ligesom vi ved lejlighed kan være nok så krigeriske. Men tænker man på nazisternes forestillinger om det germanske, er Tacitus decideret uhyggelig læsning. Det er ikke så underligt, for hans Germania var favoritlekture blandt de tysknationale revolutionære i 1920’erne. Den 24. september 1924, små to uger før sin 24 års fødselsdag, betroede Heinrich Himmler eksempelvis sin dagbog, at han var blevet særdeles inspireret af Tacitus’ germanere: »Sådan skal vi blive igen, eller i det mindste nogen iblandt os«.

Jakhellns fortæller lægger sig drenget-provokerende i dette spor og gør alt, hvad han kan, for at blive germaner. I romanen er det mest opsigtsvækkende greb, at han blander tysk eller i hvert fald en slags hjemmegjorte germanismer ind i sit norske romansprog. På den måde artikulerer han drømmen om det germanske i sin stil. Det kan virke sært og måske også svært at læse, men man vænner sig til blandingen og ender faktisk med at holde af den. Til tider bliver det komisk på samme afvæbnende måde som De Nattergales engelsk-jyske i The Julekalender (1992), andre steder bliver det poetisk på den underfundigt-ekspressive måde, som man kender det fra den amerikanske sprogdigtning, men mest af alt giver det roman en distinkt stil.

Den selverklærede germaner har altså hverken skabt et germansk eller et nordisk værk, men et særdeles jakhellnsk, individuelt værk: et unikt totalteater. Alt og alle får nye navne, mens den store historie og resterne efter den bestandigt bøjer sig ind mod romanens centrum: Sturmgeists indre liv og følelser. Jakhellns pudsige sprogblanding, evindelige navnepåfund og bestandige forskydninger og tildækninger af faktiske begivenheder er ikke et udtryk for, at han har behov for at skjule, hvilke virkelige tider og steder og handlinger, han fortæller om, men skyldes hans behov for at skabe en ny mytologi, en kontrafiktion, kunne man kalde det. I stedet for at fremstå som en roman om begejstring for ’Germania’, som fortælleren ellers hævder, har Jakhelln med andre ord skrevet en bog om begejstring og ekstase, sorg og savn hos en person, der tilfældigvis befinder sig i ’Germania’.

Et skident sammensurium
Det kunne ligne et problem, men ender faktisk med at være en styrke, for Jakhellns Germania er først og sidst et sammenrend af alt muligt. Det programmatiske er fremtrædende, som man fornemmer, men programmet er langtfra entydigt, og Jakhelln vil ikke love sin læser for meget. Hans bog består af »Szener fra höist ulike Historier, Details und Udschnitt […], eit schiddent Sammensurium«, som han selvironisk og selvfejrende koketterer med i kapitel 2, højtideligt betegnet § 2. »Anarkiet er eineste Regel«, som det senere hedder med et paradoks og en ironisk stemmeføring, som generede mig voldsomt, da jeg læste romanen første gang, men som måske slet ikke er ironi. En sær, sær form for oprigtighed i det jakhellnske totalteater, vil jeg hellere kalde det.

Ikke desto mindre: Alle mulige ideer, oplevelser, personer, kunstarter, tekstformer og sprog trænges, støder mod hinanden og blander sig gennem hele romanen, der som genre betragtet er et møde mellem den stilbevidste kunstnerroman, det sentimentale selvportræt, den pikareske rejseroman og den rablende guidebog eller »Reichsförer«, som der står på titelbladet. Efter den poetisk-deskriptive åbning i § 1, hvor han som forbillederne Wim Wenders i Himlen over Berlin (1987) og Dag Solstads roman 16.07.41 (2002) lader Berlin komme til syne som lige dele levende netværk og symbolsk kunstværk, træder Jakhellns fortæller frem på scenen fra begyndelsen af § 2:

Heil, Gris! Ich er Sturmgeist, der i det kommende Aar skal schrive Deres Förer for Germania, Hovedstad i Teutschland und det germanische Reich! Liebe Gris, ich kalder Dem det, maa kalde Dem det, hier ich sitzer i ein warm bus i Germania-Mitte. De er icke bare ein Gris – De er mein Gissegris, lüseröd, lüsebrun oder heilt enkelt graa. Wir Teutschere lieber Griser, Swin, Schwein, som wir kalder det. Naar wir icke spiser Swin, lager wir Lüd som Griser – oder Schweine, um De vil. Nein, icke Naziswin – den Tid er heldigvis forbi.

Ja, heldigvis. Til gengæld, fremgår det længere fremme i monologen, er vi fortsat hjemsøgt af nazismens former og tankemønstre, som det er tåbeligt og virkelighedsfornægtende at hænge fast i. Pointen er igen, at vi må besynge og omfavne det germanske som en positiv kraft, der i al fredsommelighed har gjort Tyskland til Europas motor og magtcentrum, i stedet for – som tyskerne selv har for vane – at holde sig tilbage af frygt for de uregerlige kræfter, man kunne komme til at sætte fri, hvis man igen viste helhjertet Führungsfreude, førerglæde; et godt gammelt preussisk udtryk, der også er belastet af nazismens ordforråd.

Sturmgeist giver ikke meget for den almindelige opfattelse, at hagekors og ørne, SS-uniformer og heilende masser skulle være farlige. Det er pæne, ordentlige mennesker, ideologisk forblændede burgøjsere, der tror den slags. De samme pæne, ordentlige mennesker, der ser ned på ham og hans ven, Gris, når de kører rundt med Berlins offentlige busser og ser på byen. Buskørslen bliver et helt lille program i sig selv. Sjældent har jeg læst en så fin lovprisning af omnibussen som hos Jakhelln. Den kommer faktisk til at inkarnere netop den lighedstanke og menneskerettighedssag, som de unge russiske soldater faldt for, og så bringer den os godt omkring i den tyske hovedstad, hvor man ganske rigtigt kan se, at livet udfolder sig fredeligt.

En sund sorg i et sundt legeme
Således også i nazisternes gamle lufthavn, Tempelhof, hvor Sturmgeist frekventerer en sundhedsmesse forud for et halvmaraton. Selvfølgelig gør han et vist nummer ud af den fascistoide kropskultur, der præger både messen og maratonløbet, ligesom placeringen af messen i Tempelhof afstedkommer en række muntre ironiske kommentarer, men han svælger ikke i kritikken. Tværtimod tager han sundhedsbudskabet alvorligt og fortsætter med at sige »heil« til det hele og dermed tilbageerobre udtrykket for helbredelse og frelse fra nazismens overskudslager af ødelagte udtryk. Sturmgeists ambition er at befri os fra samtidskulturens »gamle Nazi-Memer« ved – som han skriver – at spille dem frem fra vores hjerne og bevidsthed, så de samler sig til ’en stor germansk støjsymfoni’, men også så vi kan bruge nazismens levn til andet og mere end provokation, bandlysning eller simpel leg.

Helbredet og den fysiske velvære er en meget alvorlig sag for ham. Igen og igen vender Sturmgeist tilbage til sin mors kræftsygdom og død og den smertefulde erindring om dengang, hun ringede med beskeden til ham, og det gik op for ham, at hendes krop var »unheil«. Men han bringer også andre kvindeminder i spil af mere underlødig og et enkelt sted direkte pornografisk karakter. Kvindernes magt er helbredende, forstår vi, men når kvinderne dør, som hans mor gør, er verden hyllet i sorg. Når forårssolen får magt på himlen over Berlin, mindes Sturmgeist moderens død i foråret tre år tidligere. »Det er ditt Umriss ich ser rundt Sorg-Solen, Mutter, det store Fravär paa Himmelen«, skriver han med et sentimentalt udtryk, sorgsolen, som han vender tilbage til igen og igen og krydrer med den stærkt erotiske vending »Germanias Brandgule Glanz«. Kvinderne dør fra ham eller går fra ham, og det er en sorg, der er større og stærkere end den kollektive samfundssorg over nazismens ødelæggelser, som han fra tid til anden tager på sig.

At den individuelle sorg ikke dækkes af den kollektive bliver tydeligt i de passager, hvor Sturmgeist vender blikket mod den historiske situation på denne side af tidsbroen. Et sted i § 31, et langt kapitel med titlen »Sonnenuntergang«, hvor Sturmgeist er hjemme i Norge, harcelerer han over karriereræset, der også har grebet forfatter- og kunstnerstanden, mens han savner Stig Sæterbakken, aka »Mugg«, og hans ubestikkelige integritet:

Den alkoholisierte, einsomme Forfatter-Type bliver meir und meir marginalisiert. Wir faar eit Forfatter-Korps af weltrente, unge Karriere-Menscher der eigentlich helst skulde wärt Ingeniörer und Ökonomer. Hei, ich er ein smart, jung Frau der gaar rundt und lurer und bare maa schrive um det. Hei, ich er ein smart, jung Mand der icke haver tid til at föle, fordi ich bare maa schrive um Sorgen und Fortvilelsen ich haver oparbeidet mich i mitt 25 Aar lange sozialdemokratische Volkshems-Liv. Ach, Gris! Mein Reich! Mein heiliges Reich! Und De lurer paa wem af dei zwei Typer ich er, Gris? Ich er begge und ingen.

Sturmgeist sørger og tillader sig selv som forkælet forfatter, opvokset i den solide norske velfærdsstat, at skrive om sorgen og fortvivlelsen, men samtidig gør han tykt grin med den gestus. Vi ved ikke rigtig, hvor vi har ham. Han er begge disse typer og ingen af dem. Og samtidig ved vi lige præcis, hvor vi har ham. Trods ironi, tildækning og distancering er og bliver han i sine følelsers vold. I hvert fald i skriften. Om han reelt har tid til at føle, ved vi ikke, og det er også lige meget, for Sturmgeist er en litterær karakter, og i Germania sørger han over sin mor og fortvivles over sin ensomhed og sine savn. Men han gribes også af en stærk lykkefølelse, når han guider os rundt i sit Berlin, når han deltager i et kultisk påskeritual i »Christiania«, eller når han en sjælden gang imellem er sammen med en kvinde.

Hans provokatoriske lovprisninger af nazismens æstetik og germanernes genfødsel som en prægtig kultur virker derimod forcerede. De er ikke erfarerede eller dybfølte, men alligevel opfyldt af et vagt håb; et håb, tror jeg, om at vi kan lære at se os selv som et fællesskab. Sturmgeists bearbejder sin egen sorg, så man mærker hans savn, men også hans fortrøstning i mødet med det liv, der vinker til ham forude. Han forsøger også at bearbejde den kollektive sorg over nazismens og krigens ødelæggelser, men følelserne og begivenhederne er for langt væk. Han er henvist til nazismens æstetik, til billeder, lyd og andre levn fra krigens tid, og til de standardfølelser, der er knyttet hertil, og det er netop for at komme hinsides de forprogrammerede følelser af simpel afsky og fordømmelse, at han leger med den krigeriske æstetik og blandt andet trækker i uniform, som man ser på bogens bagside og hører om i flere omgange, når Sturmgeist beskriver sin musiker- og kunstnerkarriere. Legen har den effekt, at romanen indirekte rejser nye spørgsmål: hvordan kommer vi ud af nazismens skygge? Hvilke fællesskaber skal vi bygge videre på? Hvor kan vi mødes og dele glæder, drømme, savn og mareridt?

Eftertænksomme åndemanere
På særeste vis peger Jakhelln med Germania på, hvordan monumenterne i midten af vore byer, de store stille tomheder, ikke kun er rejst til minde om fordums storhed og drabelighed, men netop fortæller os om den slags fællesskaber, der har præget Vesteuropa i efterkrigstiden, nemlig velfærdsstaternes fællesskaber. De er bygget på forestillingen om menneskers frihed og lighed og for at forhindre en gentagelse af den udbredte armod og usikkerhed, der skabte så megen utilfredshed i Tyskland i 1930’erne, men i de senere år har velfærdsstaterne savnet god presse. Som Lauren Goodlad og Michael Rothberg har pointeret i en særudgave af tidsskriftet Occasion fra 2010 har både højre- og venstreorienterede ud fra en fælles »antistatisme« længe betragtet velfærdsstaten som en repressiv organisationsform, der knægter det frie marked, de frie fællesskaber eller de frie individer.

Uden at det bliver specifikt institutionspolitisk handler Jakhellns Germania også om, hvordan de eksisterende fællesskaber kan gentænkes, så vi sikrer mest mulig frihed og størst mulig lighed. Sturmgeists rejser rundt i Berlin viser glæden ved, at vi alle kan stige på bussen og betragte det konkrete fællesskab, vi er en del af fra dag til dag, ligesom vi alle kan opsøge de fælles monumenter og betragte den fælles historie og identitet, der umiddelbart synes mere abstrakt og længere væk fra hver enkelt af os, men som lynhurtigt kan komme tæt på og sende os selv i jorden under fremtidens manende monumenter.

Germania er med andre ord en heftig, forvirret og forvirrende opfordring til, at vi blander os i udviklingen af de fællesskaber, der allerede eksisterer, og ikke mindst i bestræbelserne på at skabe et fælles sprog for de følelser, som altid er i færd med at løbe af med os, og som andre nok skal formulere, hvis ikke vi selv gør det. Det lyder mærkeligt, men jeg er ret sikker: Jakhelln maner i bund og grund til besindighed, moderation, eftertanke. Det er ikke tilfældigt, at hans hjem er det moderne Berlin. Her har man sagt farvel til ekstremerne fra »det korte 20. århundrede«, som historikeren Eric Hobsbawn kaldte det i The Age of Extremes (1994), og forsøgt at skabe en hovedstad for det 21. århundredes Europa, men som aktuelle kriseforestillinger vidner om, kan ekstremerne være på vej tilbage til midten af den politiske scene.

I samtidslitteraturens nazismefascination finder vi en anden form for trængsel om magtens tomhed end den, Thorkild Hansen diagnosticerede. Det er ikke den trængsel, der opstår, når man dykker ned i det historiske stof og fortaber sig i fortidens vrimmel, men den omvendte erfaring: at fortiden i glimt lyser op i eller hjemsøger nutiden og skaber et miskmask af tider. I stedet for at lade spøgelserne styre vores tænkning fra det kollektivt ubevidste, har Jakhelln, Knausgård, Norðdahl og en lang række andre forfattere sat sig for at undersøge spøgelserne, ikke for at smide dem på porten, men for som eftertænksomme åndemanere at spørge, om vi faktisk kan bruge nazismens genfærd til noget, i stedet for fistrende at gentage de samme besværgelser om ubegribelige rædsler og uforståelig ondskab, som vi aldrig mere må tillade. Det er en stor og mærkelig opgave, der ikke bliver løst foreløbig.




Relaterede
Essay

Fællesskelet

Amalie Smiths Marble skriver sig op imod den dominerende fortælling om Vestens kulturhistorie.
Essay

Stemmer fra utopiens land

Så længe der sker ændringer i tabuerne og censuren, er Svetlana Aleksijevitjs værk ikke afsluttet.

Om Kasper Green Munk
Kasper Green Munk er post.doc i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet.