Føljeton

Tromsøvandringen

Madame Nielsen vandrer fra Grand Hotel Scandic over Tromsøysundet, gennem Storstemnes og Tromsdalen over Tromsdalstinden, Svarthammaren og Finnbergan ned i mørket.


Epilog

Det var fristelsen, den var for stor, for hende var verden an offer you can’t refuse, synet af bjerget et kald: kom, kom, bestig mig! Lad være, sagde de indfødte, vi befinder os i mellemtiden, sommeren er forbi, den første sne er faldet, smeltet og frosset til is, lad være, men hun kunne ikke lade være, som brændevinen for alkoholikeren, som kaffen og smartphonen for tidstypen blev vandringen, bjerget, tinden, der i et syn glider frem af skyen og tindrer, hendes skæbne. Hun måtte bare gå for vidt.

 

9:20

Hun træder ud under en lav gråbullen himmel, ud i »Nordens Paris«, en ruin, et Cleveland en miniature, centrum forfaldent, forladt, de gamle hvide træhuse grimede grå, knuste ruder, »Thai massage«, op bag dem rager hotellernes grimme betonfjelde, fugt- og skimmelskjoldede, en dyst i grimhed, Grand Scandic Tromsø, Clarion Collection, Smarthotel, Thon Hotel Polar, Radisson Blu, Quality Hotel Saga er klædt i forgyldte metalplader, i støvregnen lyser supermarkedernes skilte, snavsetrøde, gule, grønne, blå, Ki-Wi, Coop Extra, Joker, Rema 1000, Europris, i baggården spejler vandpytterne skrammel og sammensunkne plastikposer, selv parabolens tallerken ruster, »Andresens Vaabenforretning« er åben som kirken, men hun går forbi …

 

9:43

img_2018

img_2017

img_2019

img_2021

img_2023

img_2024

 

Morgenbøn:

Gud, læg din hvide glemsel over dette lig

!

 

9:51

Ind fra billedets udkant træder en sort afrikaner i turkis joggesko, han går igennem forfaldet, som om han var hjemme, og ud.

(Exit ghost)

 

9:52

Hinsides Tromsøysundet ligger fjeldet, rygvendt, skællet brunt, som en komodovaran ramt af psoriasis.

 

9:59

Broen over sundet et gråt bur, der gynger under vægten af hendes skridt, op af trafikkens baggrundsstøj rager kranernes advarselshyl, i grunden rumler et bor, blikplader rasler i blæsten.

 

img_2034

 

10:19

I natten lyste Ishavskatedralen som Guds genkomst; i den snavsede oktoberdags lys er det løgn: en skæv bunke betonskiver skilt fra den vandrende af en sekssporet vej.

 

Foran hende standser et trans-, mange- eller bare vægelkønnet væsen og søger den rette vinkel. Madame standser bag den standsede og tager et billede af billedet, det? tager.

 

10:27

Katedralen er stengt, out of season, Gud er kun hjemme mellem 15 og 18 (man-søn). »May the road rise up to meet you«, siger søster Ruth fra Den Norske Kirkemisjon i Oslo; så skilles deres veje, for good.

 

img_2045

 

10:37

I forstaden Storstemnes ser hun dagens tredje ensomme seksårige barn stå forladt midt på gaden stirrende ned i sin smartphone, som var den en sø, et spejl, en kogeplade?

 

10:51

Men så, med ét skridt

er det sket:

ingen lyd

af motorer og tid

kragens skrat en flænge i stilheden

og gennem den, hør:

fjellfossens brusen, og en til, og en til

 

img_2050

 

10:59

Med ét skridt er forfaldet velsignet:

the fall

birketræernes spinkle hvide skeletter i tågen, nænsomt afklædte, bleggule pailletter i det visne græs.

 

12:00

I middagstimen ringer tinnitusen stilheden ind

i den vandrende

 

12:29

Herude er hun det sidste menneske

der stadig tror

naturen ikke er

menneskeskabt

 

img_2062img_2063

img_2064

12:44

Hun vandrer ud af tiden

ind i sproget

 

13:51

Den første snø

en sidste rest

 

12:59

Gederne der beiter på bjergsiden

er rensdyr

camoufleret som

fjeld

 

13:09

Hun standser, og dér

højt over hende

hyllet i drivende skyers

hvide tåge:
Tromsdalstinden?

 

»Lad være«

sagde de

hører du?

 

Nej
Hun hører kun intetheden

den synger! synger!

Hun fortsætter

opad

Hvorfor?

Hvad er det i hende

hvilken djævel

besætter hende og driver hende

til

hver dag

at gå lige det skridt

for vidt?

 

14:04

Den sidste stejle bjergside op mod tinden

Hvis hun skrider og styrter

vil dette være hendes sidste ord:
en skuffelse

for eftertiden

 img_2070

 

14:19

Angsten findes ikke

i det enkelte skridt

for skridt

op mod tinden

men i denne tøven

og

dette blik

ned i afgrunden

 

14:31

Velsignet er den, der giver op

den, der benåder

sig selv

som Moses

(som Moses?)

vender hun om?

(hvad andet skulle hun

brede sine spinkle arme ud

sætte af

og lette

fra tinden)

og stiger ud af skyen

ned i dalen

 

14:57

Åh

at vandre hernede

indskrevet i landskabet

er en større fryd

end det var

at være på toppen

 

Deroppe var der bare rummet

men ingen tid

ingen verden

bare udsigten til alt

det, du

(som Gud)
ikke længere var del af

 

15:19

I fjelddalen

flagrer en bleg og bittelille flig

af en sommerfugl

sætter sig på et vådt strå

og folder sig sammen til et sidste

vissent blad

 

15:46

Hun er allerede gået for vidt

ind i smerten

bedøver

hun fortsætter

ud af sproget

så let som

besat eller

ingen

den levende

vandrende

død

 

16:09

Mosset gynger

saftigt råddent

under hende i grunden

planetens skælven

under mennesket

i den antropocæne

tidsalder

hør:

i tindingen synger

tinnitusen

Gesang der Jünglinge

 

16:22

Bagfra

som et højhastighedstog

stormer den storkende nordmand forbi hende

høj, halvskaldet, i korte bukser,

»HEJA!«

råber han og lér

som den enfoldige

morder

 

16:47
Studenten Kirkeby gik ud af universitetet

og gik videre

ud i fjeldet

med årene

skridt for skridt, pensel-

strøg for strøg

gik han over i historien

og blev Danmarks største

geolog

 

img_2069

 

17:44

I skumringen de nøgne birketræer på skråningen

grå

nøgne døde klædt i

Auschwitz’ aske

 

Overalt imellem dem flagrer de dødes sjæle

op

som fjeldsommerfugleaskeflager

 

Hun snubler og griber fat i den

nøgne stamme er en

slimetglat kold knogle

der knækker med en tør rådden knasen

og styrter

ind i skumringen

 

18:17

Den første lygte

i disen

et lys i mørket

åh, civilisation

du, mit livs store

had/

kærlighed

 

18:41

Duften af aftensmad fra de hvide træhuse langs vejen

ned i byen benzinlugten

fra bilerne, der stiger op

med en stille rumlen

fra dybet

 

19:44

Den sidste fristelse:
det varme lys der strømmer ud

ad porten til

Tromsø Domkirke

på alteret to lys under

Jesus

hænger ikke på sit kors han

træder op af graven

til skræk og rædsel

for den romerske tribun

der tumler bagover ned i

evig tid

mens domkantor

Hijoo Moon

her & nu

i mellemtiden vi

bebor

ude af syne

for englene

spiller Pachebels fem hundrede år

gamle toccata i

d-mol

hør:

orgelets lyse toner klirrer

som isæbler

over bassens dybe mørke brusen

 

19:55

»Jeg er opstandelsen og livet«

Joh. 11.25

 

21:17

Madame tager sine støvler af

Madame trækker sine strømper af

Madame ser på sine fødder

de er

blodige kødben

(igen er hun gået

for vidt)

 

img_2093

 

*

 

Følg Madame Nielsens Europvandringer. Introduktion og links til alle vandringerne kan findes her.