Essay

Ud over grænserne – Jacques Mourad og kærligheden i Syrien

Da den iransk-tyske forfatter Navid Kermani sidste år modtog De tyske boghandlers fredspris, talte han om krigen i Syrien, om det konfliktsky Vesten og »Islamisk Stats« hærgen, men også om det, som stadig giver ham håb: næstekærligheden og islams mangfoldighed.


Pater Jacques Mourad blev i 2015 bortført af Islamisk Stat. Han tilhørte den kristne Mar Musa-orden, der blev grundlagt i begyndelsen af 1980’erne i et forfaldent kloster fra den tidlige kristendoms tid. Dette er Mar Musa-klosteret, som indeholder kalkmalerier helt tilbage fra det 11. og 12. århundrede. Foto: Wikimedia Commons. CC 4.0
Læs også redaktør og oversætter Christine Strandmose Tofts introduktion til Navid Kermani.

 

Samme dag som jeg modtog beskeden om De tyske boghandlers fredspris, blev Jacques Mourad bortført i Syrien. To bevæbnede mænd trådte ind i Mar Elian-klostret i udkanten af den lille by Qaryatayn og forlangte at tale med Jacques Mourad. De fandt ham sandsynligvis på hans lille spartanske kontor, der både fungerer som hans dagligstue og soveværelse, pågreb ham og tog ham med. Den 21. maj 2015 blev Jacques Mourad den såkaldte »Islamiske Stats« gidsel.

 

Jeg lærte Pater Jacques at kende i efteråret 2012, da jeg var på reportagerejse i det dengang allerede krigshærgede Syrien. Han havde ansvar for Qaryatayns katolske menighed og tilhørte samtidig Mar Musa-ordenen, der var blevet grundlagt i begyndelsen af 1980’erne i et forfaldent kloster fra den tidlige kristendoms tid. Det er en særlig, formodentlig enestående kristen menighed, for den har hengivet sig til mødet med islam og kærligheden til muslimer. Lige så samvittighedsfuldt som nonnerne og munkene adlyder deres egen katolske kirkes bud og ritualer, lige så seriøst beskæftiger de sig med islam og deltager i de muslimske traditioner, tilmed ramadanen. Det lyder vanvittigt, faktisk absurd: Kristne, der med egne ord er forelskede i islam. Og dog var denne kristne-muslimske kærlighed indtil for kort tid siden en realitet i Syrien, og er det stadigvæk i mange syreres hjerter. Med deres hænders arbejde, deres hjerters godhed og deres sjæles bønner skabte nonnerne og munkene fra Mar Musa et sted, der forekom mig utopisk, og som foregreb – det ville de ikke selv sige – men så i stedet gav følelsen af intet mindre end de sidste dages forsoning, som de tager for givet, vil komme: et stenkloster fra det syvende århundrede midt i de syriske ørkenbjerges overvældende ensomhed, som blev besøgt af kristne fra hele verden, og hvor, flere dag for dag, dusinvis, hundredvis af arabiske muslimer bankede på døren for at møde deres kristne søskende for at tale, synge og tie med dem, men også for at bede i overensstemmelse med deres egen muslimske tradition i et billedløst hjørne af kirken.

 

Da jeg besøgte Pater Jacques i 2012, var menighedens grundlægger, den italienske jesuit Paolo Dall’Oglio, blevet landsforvist kort tid forinden. Pater Paolo havde kritiseret Assads regering alt for højlydt, fordi den besvarede det syriske folks ni måneder lange, fredelige krav om frihed og demokrati med arrestationer og tortur, med knipler og stormgeværer og til sidst også med uhyre massakrer og sågar giftgas, indtil landet til slut sank ned i borgerkrig. Men Pater Paolo var også gået imod ledelsen i den syriske kirke, der tav om regeringens voldsudgydelser. Forgæves havde han bedt Europa om hjælp til den syriske demokratibevægelse, forgæves havde han opfordret FN til at oprette en flyveforbudszone eller i det mindste at sende observatører til landet. Forgæves havde han advaret om, at en krig mellem religionerne ville bryde ud, hvis de sekulære og moderate grupper blev ladt i stikken, og de eneste som fik støtte fra udlandet ville være jihadisterne. Forgæves havde han forsøgt at bryde igennem vores mur af apati. I sommeren 2013 vendte grundlæggeren af trossamfundet i Mar Musa i al hemmelighed tilbage til Syrien for at hjælpe nogle muslimske venner, som var blevet taget til fange af »Islamisk Stat«, og blev selv bortført af organisationen. Siden den 28. juli 2013 har der ikke været nogen spor af Pater Paolo Dall’Oglio.

 

Pater Jaques, som nu havde ansvaret for Mar Elian-klostret alene, er en hel anden mennesketype, ikke en gudsbenådet taler, ikke en karismatisk person, ikke en temperamentsfuld italiener, men som så mange andre syrere, jeg lærte at kende, en stolt, eftertænksom, yderst høflig mand, temmelig høj, med et bredt ansigt og kort hår, der endnu er sort. Naturligvis lærte jeg ham ikke godt at kende, men jeg deltog i messen, der som i alle østerlandske kirker bestod af fortryllende skøn sang, og iagttog, hvor opmærksomt han talte med de troende og de lokale honoratiores ved middagen bagefter. Da alle gæsterne havde sagt farvel, tog han mig med ind på sit lillebitte værelse, satte en stol ved siden af den smalle seng, hvor han selv tog plads og gav en halv times interview.

 

Ikke kun hans ord overraskede mig – hvor frygtløst han kritiserede regeringen, hvor åbent han talte om sin egen kristne menigheds forhærdelse. Endnu dybere indprentede hans fremtoning sig i min bevidsthed: en stille, meget samvittighedsfuld, indadvendt mand, der asketisk tjente Gud, sådan opfattede jeg ham, men som nu, da Gud havde gjort ham til sjælesørger for de plagede kristne i Qaryatayn, udførte denne offentlige opgave med al sin kraft. Han talte stille og langsomt, øjnene var mest lukkede, som ville han bevidst sænke pulsen og benytte interviewet som et pusterum mellem to anstrengende forpligtelser. Samtidig talte han meget velovervejet, i formfuldendte sætninger, og det han sagde, var klart og så politisk skarpt, at jeg gentagne gange spurgte, om det ikke ville være for farligt at citere ham ordret. Da åbnede han de varme, mørke øjne og nikkede træt, jo, jeg kunne trykke det hele, ellers ville han ikke have sagt det; verden må erfare, hvad der sker i Syrien.

 

Denne træthed var også et stærkt, måske mit stærkeste indtryk af Pater Jacques – det var trætheden hos et menneske, som ikke blot havde indset, men også fået bekræftet, at han ikke ville få nogen hvile før i næste liv, det var trætheden hos en læge og en brandmand, der rationerer sine kræfter, når nøden tager overhånd. Og som præst under krigen var Pater Jacques også både læge og brandmand, ikke kun for de ængstelige sjæle, men også for de trængende kroppe, som han uagtet deres tro tilbød mad, beskyttelse, tøj, bopæl og frem for alt opmærksomhed. Mange hundrede, hvis ikke tusinde flygtninge havde til det sidste fået mad og husly hos menigheden i Mar Musa, de allerfleste af dem muslimer. Og ikke blot det – i hvert fald i Qaryatayn lykkedes det Pater Jacques at bevare freden, også religionsfreden. Det er i høj grad takket være ham, den stille, alvorlige Pater Jacques, at de forskellige grupper og militser, nogle regeringstro, andre i opposition, blev enige om at bandlyse alle tunge våben fra byen. Og det lykkedes ham, den kirkekritiske præst, at overtale næsten alle de kristne i menigheden til at blive. »Vi kristne hører til i dette land, også selvom fundamentalisterne her og i Europa ikke bryder sig om at høre det«, sagde Pater Jacques til mig: »Den arabiske kultur er vores kultur!«

 

Han var stærkt forarget over de mange vestlige politikeres opfordring til kun at tage mod kristne flygtninge. Selvsamme Vesten, som ikke brød sig om de millioner af syrere, der havde demonstreret fredeligt for demokrati og menneskerettigheder på tværs af alle trosretninger, selvsamme Vesten, der havde styrtet Irak i grus og leveret giftgas til Assad, selvsamme Vesten der står i ledtog med Saudi-Arabien og dermed jihadismens hovedsponsor – skulle selvsamme Vesten nu bekymre sig om de kristne arabere? Det kunne han kun le ad, sagde Pater Jacques uden at fortrække en mine. Og han fortsatte med lukkede øjne: »Politikerne fremmer med deres uansvarlige ytringer netop den konfessionalisme, der truer os kristne.«

 

Det ansvar, som Pater Jacques bar uden at klage, blev stadig større. Menighedens udenlandske medlemmer måtte forlade Syrien og søge tilflugt i Nordirak. Kun de syv syriske munke og nonner, som var fordelt mellem klostrene i Mar Musa og Mar Elian, blev tilbage. Bestandigt rykkede frontlinjen sig, så Qaryatayn nogle gange var i statens magt, andre gange i de oppositionelle militsers. Men så trængte »Islamisk Stat« endnu længere ind i de syriske kerneområder. »Truslen fra IS, denne sekt af terrorister, som giver et frygteligt billede af islam, er kommet til vores region,« skrev Pater Jacques til en fransk veninde få dage før, at han blev bortført. Og videre: »Det er svært at beslutte, hvad vi skal gøre. Skal vi forlade vores huse? Det er svært. Det er frygteligt at indse, at vi er blevet forladt, ikke mindst af den kristne verden, der har besluttet at holde sig på afstand for at holde faren på afstand. For dem betyder vi intet.«

 

Bare på disse få linjer i en enkelt mail, sikkert skrevet i hast, lægger man mærke til to formuleringer, der er karakteristiske for Pater Jacques og samtidig målestokken for hans intellektualitet. I den første sætning lyder det: »Truslen fra IS, denne sekt af terrorister, som giver et frygteligt billede af Islam…« I den anden sætning om den kristne verden: »For dem betyder vi intet.« Han forsvarede det fremmede fællesskab og kritiserede sit eget. Få dage før han blev bortført, betonede Pater Jacques endnu en gang, at den gruppe, som påkalder sig islam og foregiver at anvende koranens love, forvrænger islams sande ansigt. Jeg vil aldrig tilslutte mig de muslimer, som ansigt til ansigt med »Islamisk stat«, svarer med den floskel, at volden intet har med islam at gøre. Men en kristen, en kristen præst, som måtte regne med at blive fordrevet, ydmyget, bortført eller dræbt af folk med en anden tro, og som alligevel insisterer på at forsvare denne anden tro – en sådan gudstjener lægger en storhed for dagen, som jeg ellers kun kender fra beretningerne om helgenernes liv.

 

En som jeg kan ikke forsvare islam på den måde. Det går ikke. Kærligheden til ens eget – til ens egen kultur, ens eget land og ligesådan til ens egen person – viser sig i det selvkritiske. Kærligheden til den anden – til en anden person, en anden kultur og selv til en anden religion – kan være mere sværmerisk, den kan være uforbeholden. Det stemmer, at man først kan elske andre, når man elsker sig selv. Men forelsket, som Pater Paolo og Pater Jacques er i islam, det kan man kun være i andre. Egenkærligheden må derimod, være kritisk, tvivlende og altid spørgende, ellers risikerer den at udvikle sig til narcissisme, selvforherligelse og selvtilfredshed. Det gælder ikke mindst hvor tids islam! Den muslim, der ikke går i rette med islam, der ikke tvivler og ikke spørger kritisk til religionen, elsker ikke islam.

 

Det er ikke kun de skrækkelige nyheder og de endnu mere forfærdelige billeder fra Syrien og Irak, hvor Koranen bliver holdt i vejret ved enhver svinsk handling, og hvor der bliver råbt »Allahu akbar« ved enhver halshugning. Også i mange andre, hvis ikke i de fleste af den muslimske verdens lande, henviser statslige autoriteter, statstro institutioner, teologiske skoler eller oppositionelle grupper til islam, når de undertrykker deres egen befolkning, forfordeler kvinder, forfølger, fordriver og massakrerer de, der tænker, tror og lever på anden vis. Med henvisning til islam stenes kvinder i Afghanistan, myrdes hele skoleklasser i Pakistan, gøres hundrede piger til slaver i Nigeria, halshugges kristne i Libyen, skydes bloggere i Bangladesh, detoneres bomber på markedspladser i Somalia, dræbes sufier og musikere i Mali, korsfæstes regimekritikere i Saudi-Arabien, forbydes samtidslitteraturens vigtigste værker i Iran, undertrykkes shiiter i Bahrain, opildnes sunnier og shiiter til at føre hetz mod hinanden i Yemen.

 

Ganske vist forkaster de allerfleste muslimer terror, vold og undertrykkelse. Det er ikke blot en floskel, for netop det oplevede jeg selv på mine rejser: Kun den, som ikke kan tage friheden for givet, kan først rigtig måle dens værdi. Alle masseopstandene i den muslimske verden de senere år har været opstande for demokrati og menneskerettigheder, ikke blot de forsøgte, men for det meste mislykkede revolutioner i stort set alle de arabiske lande, men også protestbevægelserne i Tyrkiet, Iran, Pakistan og ikke mindst oprøret ved valgurnerne i forbindelse med det seneste indonesiske præsidentvalg. Ligeledes viser flygtningestrømmene, hvor mange muslimers håb om et bedre liv end i deres fædreland ligger: i hvert fald ikke i de religiøse diktaturer. Og beretningerne fra Mosul og Raqqa varsler ikke om begejstring, men om befolkningens panik og fortvivlelse. Alle toneangivende teologiske autoriteter i den muslimske verden har forkastet IS’ erklæring om at tale for islam, og de har i detaljer gjort rede for, hvordan organisationens praksis og ideologi er i modstrid med koranen og den islamiske teologis grundlæggende lære. Og lad os ikke glemme, at det er muslimerne selv, der ved frontlinjen kæmper mod den »Islamiske Stat« – kurder, shiiter, samt sunni-stammer og medlemmer af den irakiske hær.

 

 

Alt dette må siges, så man ikke bliver narret af det gøglebillede, som islamister og islamkritikere fremmaner med de samme ord: At islam fører krig mod Vesten. Islam fører snarere krig med sig selv, det vil sige: Den muslimske verden rystes af en intern uoverensstemmelse, hvis konsekvenser for det politiske og etniske landskab kun kan sammenlignes med Første Verdenskrigs. Den multietniske, multireligiøse og multikulturelle Orient, som jeg lærte at elske gennem den storslåede middelalderlitteratur og under længere ophold i Kairo og Beirut, som barn i løbet af sommerferierne i Isfahan og som reporter i klosteret i Mar Musa, var ganske vist en truet, aldrig hel, men alligevel sprællevende virkelighed, men denne Orient findes i dag lige så lidt som den verden af i går, som Stefan Zweig fuld af vemod og sorg så tilbage på i 1920’erne.

 

Hvordan er det sket? »Islamisk Stat« opstod hverken i morges eller med borgerkrigene i Irak og Syrien. Deres metode kan vi afvise, men deres ideologi er wahhabismen, der i dag rækker helt ud i den yderste afkrog af den muslimske verden, og som i egenskab af salafismen er blevet attraktiv for unge i netop Europa. Når man ved, at »Islamisk Stats« skolebøger og lærerplaner er mindst 95 procent identiske med Saudi-Arabiens skolebøger og lærerplaner, så ved man også, at det ikke kun er i Irak og Syrien, at verden bliver skarpt opdelt i tilladt og forbudt – og menneskeheden i troende og ikke-troende. Milliardbeløb fra olieindustrien har i årtier bidraget til udbredelse af en tankegang i moskeer, i bøger, i fjernsynet, der uden undtagelse erklærer alle med en anden tro for kættere og tillige overfuser, terroriserer, fornærmer og lægger dem for had. Når man systematisk den ene dag efter den anden offentligt nedvurderer andre mennesker, er det kun selvfølgeligt – hvor godt kender vi det ikke fra vores egen tyske historie – at man til sidst også erklærer deres liv for værdiløst. At det overhovedet blev muligt at forestille sig sådan en religiøs fascisme, og at IS kunne finde så mange soldater og endnu flere tilhængere, at gruppen kunne løbe flere lande over ende og kunne indtage millionbyer uden at møde modstand; det er ikke begyndelsen, men derimod et foreløbigt slutpunkt på et lang forfald, der netop også er den religiøse tænknings forfald.

 

I 1988 begyndte jeg at studere orientalske studier, mine emner var Koranen og poesi. Jeg tror, at enhver, der studerer dette fag i sin klassiske form, når til det punkt, hvor han ikke længere kan få fortiden og nutiden til at stemme overens. Og han bliver håbløst, håbløst sentimental. Naturligvis var fortiden ikke kun fredelig og farverig. Men som filolog beskæftigede jeg mig først og fremmest med mystikernes, filosoffernes, retorikernes såvel som teologernes skrifter. Og jeg, nej, vi studerende kunne og kan blot måbe over den originalitet, det åndelige vid, den æstetiske kraft og den menneskelige storhed, som vi møder i Ibn Arabis spiritualitet, i Rumis poesi, i Ibn Khalduns historieskrivning, i Abdul Qadir Gilanis poetiske teologi, i Averröes filosofi, i Ibn Battutas rejsebeskrivelser samt i historierne i Tusind og én nat, som er verdslige, ja, verdslige og erotiske og i øvrigt også feministiske, og som samtidig på hver eneste side gennemsyres af vers fra Koranen. Her er ikke tale om avisreportager, nej, denne højkulturs sociale virkelighed var som enhver anden virkelighed mere grå og voldsom. Og alligevel fortæller disse vidnesbyrd noget om, hvad der engang var tænkeligt, eller sågar selvfølgeligt, inden for islam. Der findes intet, absolut intet, inden for den moderne islams religiøse kultur, der kan siges at være bare tilnærmelsesvist sammenligneligt, der kan sige at være lige så fascinerende og af samme dybde, som de skrifter, jeg stødte på i løbet af min studietid. Og jeg har endnu ikke nævnt den muslimske arkitektur, den muslimske kunst, den muslimske musikvidenskab – de findes ikke mere.

 

Jeg vil gerne illustrere mit fagområdes tab af frihed og kreativitet for jer: Engang var det muligt og endda selvindlysende at betragte Koranen som en poetisk tekst, som udelukkende kan forstås med poetikkens midler og metoder, præcis som et digt. Det var muligt og sågar selvindlysende, at teologen samtidig var litterat og kendte til poesi og i mange tilfælde også selv var digter. For ikke så længe siden blev min egen lærer i Kairo, Nasr Habid Abu Zaid, anklaget for kætteri, frataget sit professorat og tvunget til skilsmisse, fordi han opfattede koranvidenskaben som litteraturvidenskab. Det betyder, at den tilgang til Koranen, som tidligere var selvindlysende, og som gjorde det muligt for Nasr Abu Zaid at tiltrække den klassiske muslimske teologis vigtigste tænkere, ikke længere anerkendes som en mulighed. Alle som vælger en sådan tilgang til Koranen, selv om den er traditionel, forfølges, straffes og lægges for had. Men Koranen er ikke blot en tekst, der rimer, den taler også i forvirrende, flertydige, hemmelighedsfulde billeder, og den er heller ikke en bog, men snarere en recitation, partituret til en sang, der bevæger sine arabiske lyttere med sin rytme, sit lydmaleri og sine melodier. Den muslimske teologi har ikke bare beskæftiget sig med Koranens æstetiske skønhed, men har fortolket sproget som vidnesbyrd om islams skønhed. Men hvad sker der, når man ignorerer tekstens sproglige struktur, ikke rigtigt forstår den eller bare har et vagt kendskab til den; det ser vi dagligt overalt i den islamiske verden. Koranen degraderes og bliver til et vademecum, som man med søgemaskinens hjælp udspørger om det ene eller andet slagord. Koranens sproglige kraft bliver til politisk dynamit.

 

Ofte kan man læse, at islam må gå gennem oplysningens ild, eller at det moderne må sætte sig igennem overfor traditionen. Men man indser, at denne tankegang er forsimplet, hvis man erindrer, at islam tidligere var meget mere oplyst, og at den traditionelle litteratur ofte fremstår mere moderne end den teologiske samtidsdiskurs. Når det kommer til stykket, var det ikke åndelig formørkelse, som gjorde, at Goethe og Proust, Lessing og Joyce var fascinerede af den muslimske kultur. De så noget i bøgerne og monumenterne, som vi, der alt for ofte brutalt konfronteres med nutidens islam, ikke længere så let bemærker. Måske er islams problem ikke traditionen, men derimod det næsten fuldkomne brud med denne tradition, det kulturelle hukommelsestab, islams civilisatoriske amnesi.

 

Alle folk i Orienten har oplevet, hvordan kolonialismen og de sekulære diktaturer påbegyndte en brutal modernisering ovenfra. Hovedtørklædet, for at give et eksempel, tog de iranske kvinder ikke af gradvis – på shahens ordre strømmede soldater ud i gaderne i 1936 for med vold at rive det af kvindernes hoveder. I modsætning til Europa hvor det moderne, trods alle bagslag og forbrydelser, stadig har kunnet opleves som en frigørelsesproces, der blev fuldbyrdet i løbet af årtier og århundrede, så har moderniteten i Mellemøsten hovedsageligt været en voldserfaring. Moderniteten blev ikke associeret med frihed, men med udbytning og despoti. Forestil Dem en italiensk præsident, der kører sin bil ind i Peterskirken og springer op på alteret med beskidte støvler og slår paven i ansigtet med sin pisk – så har De nogenlunde en idé om, hvad det betød, da Reza Schach iført ridestøvler marcherede gennem Fatima al-Masumeh-moskeen i Qom i 1928 og som svar slog imamen i hovedet med sin pisk, da han bad ham om, ligesom de troende, at tage skoene af. Og De kan finde lignende hændelser og afgørende øjeblikke i mange andre af Mellemøstens lande, som ikke langsomt brød med fortiden og traditionerne, men i stedet lagde fortiden i ruiner og forsøgte at slette den fra hukommelsen.

 

deir_mar_musa_03

 

Man kunne have troet, at de religiøse fundamentalister, hvis indflydelse er taget til overalt i den muslimske verden efter nationalismens fald, i det mindste ville have værdsat deres egen kultur. I stedet gjorde de det modsatte: i forsøget på at vende tilbage til en formodet oprindelse, forsømte de ikke blot traditionen, de bekæmpede den tværtimod. Når vi i dag undrer os over »Islamisk Stats« billedstorm, er det fordi vi ikke har opdaget, at der praktisk talt ikke findes nogen oldtidslevn i Saudi-Arabien. I Mekka har wahhabisterne tilintetgjort gravene og moskeerne efter profetens nærmeste efterkommere, til og med hans fødehus. Profetens historiske moske i Medina er blevet erstattet af en ny gigantisk bygning, og der hvor det hus, som Muhammed boede i sammen med sin hustru Khadija, lå indtil for nyligt, finder man i dag et offentligt toilet.

 

Udover Koranen beskæftigede jeg mig i løbet af min studietid hovedsagligt med den islamiske mystik, sufismen. Mystik lyder som noget inferiørt, som noget esoterisk, som en slags subkultur. Når det gælder islam kan det ikke være mere forkert. Endnu i begyndelsen af det 20. århundrede udgjorde sufismen grundlaget for den folkelige religiøsitet næsten overalt i den muslimske verden. I asiatisk islam er det stadigvæk sådan. Samtidig var den muslimske højkultur, i særdeleshed poesien, billedkunsten og arkitekturen, gennemsyret af mystikkens ånd. Sufismen var, som den mest almindelige form for religiøsitet, en etisk og religiøs modvægt til de retslærdes dogmatik. Ved først og fremmest at fremhæve Guds barmhjertighed og søge den bag hvert bogstav i koranen, ved uafbrudt at søge skønheden i religionen, anerkende andre trosformer og udtrykkeligt overtage kristendommens bud om, at man skal elske sin fjende, så gennemsyrede sufismen de muslimske samfund med værdier, historier og klange, som en bogstavsfromhed alene ikke kunne have resulteret i. Som et udtryk for levet islam satte sufismen fx ikke islams lov ud af kraft, men komplementerede den, gav den en blødere hverdagsform, som gjorde den mere ambivalent, mere åben, mere tolerant, og gennem musikken, dansen og poesien kunne den frem for alt opleves sanseligt.

 

Næsten intet af det findes mere. Hvor end islamisterne fik fodfæste, hvilket først skete i det 19. århundrede i det nuværende Saudi-Arabien og frem til i dag i Mali, satte de som det første en stopper for de sufistiske fester, forbød de mystiske skrifter, ødelagde helgengravene, klippede de sufistiske lederes lange hår af eller dræbte dem ganske simpelt. Men det var ikke kun islamisterne. Også 1800-tallet og det tidlige 1900-tals reformerte og religiøse oplysningsfolk opfattede den folkelige islams traditioner og sæder som tilbagestående og forældede. Det var ikke dem, der tog de sufistiske skrifter alvorligt, men derimod de vestlige forskere, orientalister som Fredsprismodtageren anno 1995, Annemarie Schimmel, der udgav håndskrifterne og dermed reddede dem for eftertiden. Og selv i dag beskæftiger kun ganske få muslimske intellektuelle sig med den rigdom, som findes i deres tradition. I hele den muslimske verden findes ødelagte, ringeagtede og forurenede gamle bykerner, hvor bevaringsværdige bygninger ligger i ruiner, og det udstiller den muslimske ånds forfald lige så tydeligt som verdens største shoppingcenter, der er blevet bygget lige ved siden af Kabba i Mekka. Det må man holde sig for øje, og det kan man også se på billederne: islams egentlige helligdom, denne lige dele enkle og storslåede bygning, hvor islams profet selv bad, bliver bogstaveligtalt overskygget af Gucci og Apple. Måske skulle vi have lyttet mindre til vores religiøse forfædres islam og mere til vores bedstemødres islam.

 

I mange lande er man ganske vist begyndt at restaurere huse og moskeer, men først efter at vestlige kunsthistorikere eller vestlige muslimer som jeg havde været der og identificeret traditionens værdi. Og desværre kom vi 100 år for sent, for bygningerne var allerede forfaldet, byggeteknikkerne glemt og bøgerne slettet fra hukommelsen. Men vi troede trods alt, at vi havde tid til at studere tingene grundigt. Når jeg i mellemtiden læser de gamle skrifter, så føles det som om, jeg er en arkæolog i et krigsområde, der hastigt og ikke altid lige gennemtænkt samler relikterne op, så de kommende generationer i det mindste får mulighed for at se dem på et museum. De muslimske lande frembringer ganske vist stadigvæk fremragende værker, hvilket Biennalen, filmfestivaler såvel som dette års Frankfurter Buchmesse viser. Men det er en kultur, som næsten ikke har noget med islam at gøre. Der findes ingen muslimsk kultur mere, i hvert fald ikke nogen af rang. Det, som nu flyver omkring vores hoveder og ører, er ruinerne fra en voldsom åndelig implosion.

 

Er der håb? Pater Paolo, grundlæggeren af menigheden i Mar Musa, lærer os, at der er håb indtil sidste åndedrag. Håbet er det centrale motiv i hans skrifter. Den dag hvor hans elev og stedfortræder Pater Jacques blev bortført, strømmede muslimerne i Qaryatayn spontant ind i kirken og bad for ham. Det må give os håb, at kærligheden rækker ud over religiøse, etniske og kulturelle grænser. Chokket, som nyhederne og billederne af »Islamisk Stat« har fremkaldt, er voldsomt og har frigivet modsatrettede kræfter. Endelig vokser en modstand mod den vold, som begås i religionens navn, frem, også inden for den ortodokse islam. I løbet af de sidste par år har vi også set, hvordan en ny religiøs tænkning er begyndt at udvikle sig, måske mindre i islams arabiske kerneområder og mere i periferien, i Asien, Sydafrika, Iran, Tyrkiet og ikke mindst blandt muslimer i Vesten. Også Europa genskabte sig selv efter verdensskrigene. I betragtning af den letsindighed, den ringeagt og den åbenlyse foragt, som ikke kun vores politikere, men også vi som samfund i nogle år har udvist over for det europæiske enhedsprojekt – det mest værdifulde, som dette kontinent nogensinde har frembragt – burde jeg måske nævne, hvor ofte jeg på mine rejser bliver spurgt om Europa: som model, ja næsten som utopi. Alle, der har glemt, hvorfor vi behøver Europa, bør se de udmagrede, udmattede og skræmte flygtninge, som har ladt alt bag sig, opgivet alt og har risikeret deres liv for det forjættede land, som Europa stadigvæk er, i øjnene.

 

Dette bringer mig tilbage til Pater Jaques’ anden formulering om den kristne verden, som jeg fandt bemærkelsesværdig: »For dem betyder vi intet.« Som muslim er det ikke min opgave at bebrejde verdens kristne, at de ikke bekymrer sig om det syriske eller irakiske folk, når de ikke engang bekymrer sig om deres egne trosfæller. Og alligevel er det dét, jeg tænker, når jeg oplever offentlighedens ligegyldighed over for den allerede apokalyptiske katastrofe i Mellemøsten, som vi forsøger at holde på afstand med pigtrådshegn, krigsskibe, fjendebilleder og intellektuelle skyklapper. Blot tre timer med fly fra Frankfurt bliver hele befolkningsgrupper udryddet eller fordrevet, piger bliver gjort til slaver, og flere af menneskehedens vigtigste kulturmindesmærker bliver sprængt i luften, kulturer går under og med dem også en ældgammel etnisk, religiøs og sproglig mangfoldighed, som – på en anden måde end i Europa – nogenlunde var blevet bevaret helt ind i det 21. århundrede. Men først når en af denne krigs bomber rammer os, som i Paris den 7. og 8. januar, eller når mennesker på flugt fra denne krig banker på vores døre, samler vi os og rejser os op.

 

Det er godt, at vores samfund, i modsætning til hvad der skete efter 11. september 2011, har sat terroren op mod friheden. Det er glædeligt at se, hvor mange mennesker i Europa, og navnligt i Tyskland, som engagerer sig i flygtningene. Men denne protest og solidaritet forbliver alt for ofte upolitisk. Vi fører ingen bred samfundsmæssig debat om terrorens og flygtningestrømmens årsager, og vi diskuterer ikke, i hvilken grad vores egen politik sågar har fremmet den katastrofe, der udspiller sig ved vores grænser. Vi spørger ikke, hvorfor vores nærmeste partner i Mellemøsten er netop Saudi-Arabien. Vi lærer ikke af vores fejl, når vi ruller det røde tæppe ud for en diktator som General al-Sisi. Eller vi læser lektien forkert, når vi på baggrund af de katastrofale krige i Irak eller i Libyen drager den konklusion, at vi hellere må holde os væk fra folkemordene. Vi er ikke kommet i tanke om noget, der kan stoppe det mord, som det syriske regime i flere år har begået på sit eget folk. Og ligesådan har vi affundet os med eksistensen af en ny, religiøs fascisme, hvis territorium er ligeså stort som Storbritanniens og rækker fra Irans grænser og næsten helt ud til Middelhavet. Hermed ikke sagt, at der findes lette svar på, hvordan en millionby som Mosul skal befries – men vi stiller ikke engang os selv spørgsmålet for alvor. En organisation som »Islamisk Stat«, som højt sat har 30.000 krigere, er ikke umulig at besejre for verdenssamfundet – det bør den ikke være. »I dag er de hos os« sagde den katolske biskop i Mosul, Yohanna Petros Mouche, da han bad Vesten og verdens stormagter om hjælp til at fordrive IS fra Irak. »I dag er de hos os. I morgen vil de være hos jer.«

 

deir_mar_musa_05

 

Jeg vil helst ikke tænke på, hvad der skal ske, før biskoppen fra Mosul får ret. Det hører med til »Islamisk Stats« propagandalogik, at gruppen ved hjælp af billeder bestandigt skruer op for rædselsniveauet for at trænge ind i vores bevidsthed. Da vi ikke længere blev oprørte af enkelte kristne gidsler, som bad med rosenkransen i hånden, før de blev halshugget, begyndte IS at halshugge hele grupper af kristne. Da vi bandlyste halshugningerne fra tv-skærmene, satte IS ild til billederne på nationalmuseet i Mosul. Da vi havde vænnet os til de sønderslåede statuer, begyndte IS at jævne hele ruinbyer som Nimrod og Nineveh med jorden. Da vi ikke længere var optaget af jezidiernes fordrivelse, vækkede nyhederne om massevoldtægter os for en kort stund af vores dvale. Da vi troede, at rædslerne begrænsede sig til Irak og Syrien, nåede dødspornoen fra Libyen og Ægypten til os. Da vi havde vænnet os til halshugningerne og korsfæstelserne, blev ofrene først halshugget og derefter korsfæstet, præcis som for nyligt i Libyen. Palmyra bliver ikke sprængt i luften på en gang, men tværtimod monument for monument og med ugers mellemrum for hver gang at skabe en ny nyhed. Det kommer ikke til at stoppe. IS vil eskalere rædslen, så vi i vores europæiske hverdag ser, hører og føler, at denne rædsel ikke kommer til at stoppe af sig selv. Paris er blot begyndelsen, og halshugningen i Lyon forbliver ikke den sidste. Og jo længere vi venter, desto færre muligheder får vi. Eller sagt med andre ord, det er allerede alt for sent.

 

Må en Fredsprismodtager opfordre til krig? Jeg opfordrer ikke til krig. Jeg gør udelukkende opmærksom på, at der er krig – og at vi også, som nærmeste nabo til krigen, må forholdes os til den, om muligt militært, men frem for alt med langt større beslutsomhed end diplomatiet og civilsamfundet indtil videre har gjort. For denne krig kan ikke længere afsluttes i Syrien eller Irak. Den kan kun afsluttes af de magter, som står bag de hære og militser, der bekæmper hinanden, Iran, Tyrkiet, golfstaterne, Rusland og Vesten. Og først når vi som samfund ikke længere accepterer vanviddet, kommer regeringerne til at gøre noget. Uanset hvad vi gør nu, kommer vi sandsynligvis til at begå fejl. Men den største fejl begår vi, hvis vi fortsat gør ingenting eller for lidt ved massemordet, som udføres af »Islamisk Stat« og Assads regime på tærsklen til Europa.

 

»Jeg er lige kommet tilbage fra Aleppo«, fortsatte Pater Jacques i den e-mail, han skrev få dage før sin bortførsel den 21. maj, »denne by, der sover ved stolthedens flod og ligger midt i Orienten. Den er nu som en kvinde, der er blevet fortæret af kræft. Alle flygter fra Aleppo, frem for alt de fattige kristne. Denne massakre rammer dog ikke kun de kristne, men hele det syriske folk. Det er svært at omsætte vores idealer til handling, særligt i disse dage, hvor Pater Paolo er forsvundet, han som var grundlæggeren af og læreren bag det 21. århundredes dialog. I disse dage udlever vi dialogen som en fælles, kollektiv lidelse. Vi sørger i denne uretfærdige verden, som bærer en del af ansvaret for krigens ofre, denne verden af dollars og euro, som bare har blik for sine egne folk, sin egen velstand, sin egen sikkerhed, mens resten af verden dør af sult og sygdomme og krig. Det er som om, at denne verdens eneste mål er at finde steder, hvor der kan føres krig, så handlen med våben og fly stadig kan stige. Hvordan kan disse regeringer, som kunne have sat en stopper for massakrerne, retfærdiggøre deres egen eksistens, når de ingenting, slet ingenting, gør. Jeg er ikke bekymret for min tro, men jeg er bekymret for verden. Vi spørger os selv: Har vi ret til at leve eller ej? Svaret har vi allerede, for denne krig er et klart svar, så klart som solens lys. Altså er den sande dialog, den som vi udlever i dag, barmhjertighedens dialog. Fat mod, min kære, jeg er hos dig og omfavner dig hårdt, Jacques.«

 

To måneder efter Pater Jacques bortførsel, den 28. juli 2015, indtog »Islamisk Stat« den lille by Qaryatayn. De fleste af beboerne flygtede i sidste øjeblik, men 200 kristne blev bortført af IS. En måned senere, den 21. august 2015, blev Mar Elian-klosteret ødelagt. På billederne, IS lagde ud på nettet, kunne man se, at ikke en eneste af de 1700 år gamle sten stadig lå oven på de andre sten. Yderligere to uger senere, den 3. september 2015, dukkede der et foto op på »Islamisk Stats« hjemmeside, der viste nogle af de kristne fra Qaryatayn på forreste stolerække i en skoleaula eller en festsal, kronragede, mange kun skind og ben, med tomme blikke, alle mærkede af fangenskabet. Også Pater Jacques kan ses på et af billederne, i hverdagstøj, ligeledes kronraget og afmagret, og man ser tydeligt rædslen i hans blik. Han holder hånden for munden, som om han ikke kan tro sine egne øjne. På scenen i aulaen sidder en bredskuldret, langskægget mand i kampuniform og underskriver et dokument. Det er en såkaldt Dhimmi-aftale, som indebærer, at de kristne underkaster sig muslimernes magt. De må ikke bygge kirker eller klostre, de må ikke bære kors, og de må slet ikke have en Bibel på sig. Deres præster må ikke iføre sig præstekjolen. Muslimerne må ikke høre de kristnes bønner, ikke læse deres skrifter eller betræde deres kirker. De kristne må ikke bære våben, og de skal adlyde »Islamisk Stats« ordre betingelsesløst. De må dukke sig, de må bære enhver uretfærdighed uden at klage, og derudover må de betale personskat, jizya, for at få lov til fortsat at leve. Man bliver dårlig af at læse denne aftale. Den deler helt åbenlyst Guds skabninger i første- og andenklasses mennesker og efterlader ingen tvivl om, at der derudover findes tredjeklasses mennesker, hvis liv er endnu mindre værd.

 

Det er et roligt, men helt og aldeles deprimeret, hjælpeløst blik, som Pater Jacques sender os, mens han holder hånden for munden. Han havde regnet med sit eget martyrium. Men at hans menighed – børnene, som han har døbt, de elskende, som han har viet, de gamle som han har lovet den sidste olie – havnede i fangenskab, det må have berøvet ham forstanden; selv den eftertænksomme, gudfrygtige Pater Jacques med sit stærke indre måtte miste forstanden. Til syvende og sidst var de bortførte blevet i Qaryatayn på grund af ham, i stedet for, som så mange andre kristne, at flygte fra Syrien. Pater Jacques må tro, at det er hans skyld. Men Gud, det ved jeg, Gud kommer til at dømme ham anderledes.

 

Er der håb? Ja, der er håb, der er altid håb. Jeg havde allerede skrevet denne tale, da jeg for fem dage siden, i tirsdags, modtog nyheden: Pater Jacques Mourad er fri. Indbyggerne fra den lille by Qaryatayn hjalp ham med at flygte fra sin celle, de forklædte ham, og med hjælp fra beduiner fik de ham ud af »Islamisk Stats« område. I mellemtiden er hans brødre og søstre fra Mar Musa vendt tilbage. Tilsyneladende var talrige mennesker, alle muslimer, involveret i befrielsen, og hver eneste en af dem satte livet på spil for en kristen præst. Kærligheden virkede over religiøse, etniske og kulturelle grænser. Men hvor fantastisk, ja i ordets sande betydning vidunderlig, denne nyhed end er, så vejer bekymringerne alligevel stærkere, stærkest hos Pater Jacques selv. For de to hundrede andre kristne fra Qaryatayn er formodentlig først rigtig kommet i livsfare efter hans befrielse. Og desuden mangler der stadig spor af hans lærer Pater Paolo, grundlæggeren af den kristne menighed, der elsker islam. Men indtil sidste åndedrag er der håb.

 

En Fredspristager bør ikke opfordre til krig. Men han må gerne opfordre til bøn. Mine damer og herrer, jeg vil gerne bede Dem om noget usædvanligt – selv om det egentlig ikke er så usædvanligt igen i en kirke. Jeg vil gerne bede Dem om, at De ikke klapper, når min tale er slut, men i stedet beder for Pater Paolo og de to hundrede bortførte kristne fra Qaryatayn; børnene, som han har døbt, de elskende, som han har viet, de gamle, som han har lovet den sidste olie. Og hvis De ikke er troende, så ønsk for de bortførte og Pater Jacques, der kæmper med sig selv, fordi han er blevet befriet. For hvad er bønner andet end ønsker rettet mod Gud? Jeg tror på ønskerne, på at de med eller uden Gud virker i verden. Uden ønsker ville menneskeheden ikke sten efter sten have bygget alt det, som de så letsindigt lægger i ruiner i krig. Så derfor beder jeg Dem, mine damer og herrer, bed for Jacques Mourad, bed for Paolo Dall’Oglio, bed for de kristne fra Qaryatayn, bed eller ønsk, at alle gidslerne bliver befriet, og at friheden kommer til Syrien og Irak. I må også gerne rejse jer op, så vi kan holde et billede af vores broderskab op imod terroristernes dødsporno.

 

 

Tak.

 

 

Talen blev holdt den 18. oktober 2015 i Paulskirche i Frankfurt am Main.

Oversat af Christine Strandmose Toft