Litteratur

Undervejs til Utopia

Günter Kunerts tekster er som en flaskepost fra et land, der ikke længere eksisterer, skyllet i land på en klode, hvis indbyggere netop i disse dage mødes i Paris for igen at gøre et forsøg på at hjælpe hinanden ud af »den suicidale vildfarelse«.

Günter Kunert, årgang 1929, er en af tysk efterkrigslitteraturs bedst bevarede hemmeligheder. Han offentliggjorde sine første digte allerede i 1947 og debuterede i bogformat i 1950 med digtsamlingen Wegschilder und Mauerinschriften. Kunert er en af sin generations mest produktive og alsidige forfattere og har skrevet alt fra fortællinger, romaner og eventyr til librettoer, hørespil og et utal af filmmanuskripter. Men det er poesien, der tegner hovedsporet i forfatterskabet, og det er formentlig først og fremmest som lyriker, han vil blive husket.

Kunert, der som »halvjøde« kun lige akkurat undgik deportation i det Tredje Rige, slog sig efter krigen ned i Østtyskland, og i de første mange år stod han last og brast med det socialistiske styre. Han blev hurtigt opdaget af Bertolt Brecht, der havde et skarpt blik for unge talenter, og inspirationen fra netop Brecht er umiskendelig i de tidlige digtsamlinger. Fra 1960’ernes begyndelse bliver der dog længere og længere mellem læredigtenes optimistiske forkyndelse af den socialistiske utopi, som afløses af melankoli, angst, pessimisme og en ofte udtalt skepsis over for SED-styret og den teknologiske civilisations velsignelser i almindelighed. Da digterkollegaen Wolf Biermann i 1976 blev nægtet indrejse efter en koncertturne i Vesttyskland og efterfølgende fik frataget sit statsborgerskab, var Kunert blandt de første til at underskrive en protestskrivelse. Efter nogle år som persona non grata i DDR fik han i 1979 via et udlandsstipendium mulighed for at forlade landet og bosætte sig i Vesttyskland.

Fra denne periode stammer også de fleste af de tekster, der præsenteres i dette udvalg, og det er nok ikke helt forkert at læse »murfællesskabet« i Natur II som en meget direkte hentydning til den klaustrofobiske situation, borgerne i DDR befandt sig efter opførelsen af Muren i 1961. Men digtene er nu langt mere aktuelle, end deres tilblivelse i den for længst afviklede »reelt eksisterende socialisme« lader formode. Som det ofte er tilfældet i Kunerts lyrik, kredser teksterne alle om menneskets forhold til naturen og den klode, det bebor, og der er ikke langt fra de dystopiske fremskrivninger af en menneskehed, der »spiser gift drikker syre / … / og udskyder følgerne til i morgen« (Situationsrapport), til Theis Ørntofts postapokalyptiske scenarier fra Digte 2014.

Kunerts tekster er som en flaskepost fra et land, der ikke længere eksisterer, skyllet i land på en klode, hvis indbyggere netop i disse dage mødes i Paris for igen at gøre et forsøg på at hjælpe hinanden ud af »den suicidale vildfarelse, at liv generelt føjer sig for enhver deformation, modstandsløst og uden følger« (Om vores unatur).

 


 

LAIKA

 

I en kugle af metal,
Det bedste, vi ejer,
Flyver dag efter dag en død hund
Rundt om vores Jord
Som advarsel om,
At sådan kunne engang,
Lastet med en død menneskehed,
Planeten Jorden,
Den bedste, vi ejer,
Kredse om Solen år efter år.

 

Fra: Erinnerung an einen Planeten (1963)

 


 

GALILEIS EFTERKOMMERE

 

Med neglene
sønderriver de deres ansigter
til de ikke længere har noget og råber:
Vores blod er vand.
Jorden er en flad skive.
Der er guder til.
Vi har taget fejl.

 

Fra: Im weiteren Fortgang (1974)

 


 

SITUATIONSRAPPORT

 

Alt er muligt og
samtidig er alt umuligt.
Kun natur
har vi tilbage eller hvad
der er tilbage af den. Omkring os
fredfyldte sten af salige forløbere
hvis fremtid
strakte sig til det hinsidige.

 

Vores er dagen
som ingen tilhører. Vi sidder
i det sorte lys
spiser gift drikker syre
vi tænker vi lever
og udskyder følgerne
til i morgen
hvor mere igen er muligt
og endnu mere umuligt
hvor vi alle er sådan
som alle vil være:

 

fremdeles stykværk
trøstesløst udsatte
endegyldigt unyttige
resten
der forties.

 


 

NATUR II

 

Dette mørnede træ
og dette friske fra fyrrene

Kun alt for snart dækkes i græsset
mursten af grønt
undsluppet murfællesskabet

Hvad der udsættes for regn
vind såvel som vindstille
vinter og atter varme
forandrer sit væsen ved at
opgive sit formålstjenlige udseende

Du sælsomme stol
af flettet rør på fire ben
længe undervejs og derved blevet skæv
stadig afventende eller allerede helt fremtidsløs

I brudstykker rundt omkring
forsamlet for ingen andre end
jer selv:

Sand er verden kun
i alt det der ikke er den til nytte
og: Den udstødte alene
ejer modet til det fornødne
forræderi.

 


 

UNDERVEJS TIL UTOPIA I

 

Fugle: flyvende dyr
ikariske træk
med itureven fjerdragt
brækkede vinger
endvidere øjenløse
en blodig og panisk
flaksen
i henhold til ornitologerne
undervejs til Utopia
hvor ingen når hen levende
hvor kun længsel
overvintrer

Digtet blot registrerer
hvad der forsvinder bag horisonterne
såsom sand kærlighed og død
livets to vinger
bevæget af den sidste angst
i en fuldkommen
endegyldighed.

 


 

UNDERVEJS TIL UTOPIA II

 

Under flugten
fra betonen
går det for sig
som i eventyret: Hvor du
end kommer hen
venter den på dig
grå og grundig

Under flugten finder du
måske
en grøn plet
til sidst
og kaster dig saligt
i stråene
af farvet glas.

 

Fra: Unterwegs nach Utopia (1977)

 


 

OM VORES UNATUR

 

Stadig vanskeligere: at beskrive natur. På den ene side forhindrer vores oplysthed os i at opleve den antropomorft, som spejl af vores ustadige befindende, på den anden side er det blevet umuligt for os at møde den uhildet, stadig at se »moder natur« i den. Skulle vi holde fast i dette familiære begreb, ville vi være nødt til at supplere det med navnet »Medea«. For den synes morderisk, så snart den berører os. Regn og sne lader sig ikke længere betragte med fordums naivitet: Mylderet af vandholdige dråber, de faldende fnug, selv tågen er aktiviteter, der lige så stille trækker livsgrundlaget væk under os. Plante- og dyrearter forsvinder umærkeligt, mens vi endnu blindt mener at øse af den naturlige rigsdoms fylde. Optisk synes der jo heller ikke at have forandret sig meget: Skovene bliver tyndere, mere stille, landskaberne mere livløse, eller dog kun befolket med mekaniske objekter. Alligevel er vi blevet usikre. I al hemmelighed betragter vi den organiske omverden med skepsis. Og for dens afgrøder viger man ofte gysende tilbage og for så til sidst alligevel at spise dem trods indre modstand.

En altgennemtrængende ambivalens har udviklet sig i omgangen med vores stedmoderlige herskerinde og griber snart de sløveste: Selv de nærer allerede mistillid til æblet i hånden, som de er tilbøjelige til at anse for et samtidigt koncentrat af alt ondt. Det er undgået deres opmærksomhed, at fordrivelsen fra Edens Have for længst har fundet sted, og det på en sådan måde, at man ikke behøvede at træde så meget som ét skridt uden for porten. Det overleverede billede af uskyldstabet passer på ny: Den, der spiste af kundskabens træ, har ikke kun fysisk erfaret, at bemeldte erkendelse i form af videnskab fører til intoxikation, men må samtidig indse, at han forbliver udleveret til en sådan erkendelse uden at kunne sætte sig til modværge. Lige så lidt som det er muligt at vende tilbage til barndommens trygge moderskød, lige så lidt findes der et »tilbage til naturen«, til dens uspolerethed, dens forunderlige fylde og uoverskuelige mangfoldighed, som trøstede og opløftede os, når der var behov for det, og som vi – historisk set – har gjort kort proces med. Imidlertid var det en proces af nådesløs underkastelse, som vi selv blev de første ofre for, efter egne regler og kvalfuld tvang, og som vi derpå udvidede til alt omkring os, fanget i den suicidale vildfarelse, at liv generelt føjer sig for enhver deformation, modstandsløst og uden følger. Vi har i en tilstand af selvpåført hybris anset vores subjektive tilpasningsevne for en naturlov, en, der også gjaldt for naturen, men det er kun menneskelov, som ikke kender nogen mildere dom end døden.

 

Fra: Im toten Winkel (1992)

 

Introduceret og oversat af Adam Paulsen.




Relaterede
Essay

I virkelig verden

Christina Hagen og Asta Olivia Nordenhof rykker ved grænserne for den litterære henvendelse.
Lars Frost: Copyright: Gyldendal
Essay

Intimitet & revolution t/r

Lars Frosts velfærdstrilogi udgør et af de største bidrag til dansk litteratur siden årtusindskiftet.