Essay

Vandreren (vandrer videre)

Hvor gik spøgelset hen, da Das Beckwerk gik bort?

Spøgelset er, skriver Agamben i essayet »In Playland« fra 1978, den afdødes »billede«, hans lighed, en slags skygge eller spejling. Spøgelset er det billede, døden har skilt fra kroppen og sat fri. Spøgelset er det synkrones signifier, som dukker op i de levendes verden som en trussel, et tegn på at intet er stabilt, men en evig vandren, umulig at fastholde og fiksere. Grækerne kaldte den ubegravedes spøgelse eller ånd for alástor, vandreren. Og dermed begynder brikkerne at falde på plads. Det bliver indlysende, hvorfor den navnløse krop, som dødserklæringen af Claus Beck-Nielsen i 2001 satte fri, ikke var og aldrig rigtig blev en del af de levendes verden, selv om den navnløse gik rundt i den og spiste og sov og arbejdede i den næsten som enhver anden. Det forklarer, hvorfor den navnløse vakte så mange vidt forskellige former for ubehag, afstandtagen, usikkerhed, affærdigelse (men også en vis fascination, der i sjældne tilfælde kunne slå ud i en slags nekrofili), hvorfor den navnløses værker var så forbløffende usælgelige, hvorfor de fleste, som kom i nærheden af ham (eller den eller det?), ønskede, at det dog snart måtte holde op, blive overstået, at den eller det kunne få sit navn og sit liv og sin plads i den symbolske orden tilbage igen.

Den navnløse var Claus Beck-Nielsens billede, en slags skygge, der gik omkring blandt de levende som noget usikkert, et tegn på ustabilitet, som en dør, der stod åben, det trak, han (han?) kunne ikke placeres, afgøres, bestemmes, identificeres og én gang for alle sættes på plads. Den navnløse var en rastløshed, en vandrer, den havde ingen ro og kunne ikke bringes til ro. Det forklarer, hvorfor vandringen i sig selv, det at gå, bare gå, nærmest er den hovedfigur, der bogstaveligt talt går igen gennem alle Beckwerkerne og binder dem sammen i en aldrig sluttende uro.

Det hele begynder, da en mand en tidlig morgen i december 2000 ankommer til Københavns Hovedbanegård og står af toget og begynder at gå. I det øjeblik begynder Claus Beck-Nielsens død og frisættelsen af det navnløse omvandrende væsen, som til en begyndelse, som en langsom uddøen, bærer en rest af den døendes navn: Claus Nielsen.

I de første måneder er døden endnu ikke endegyldig, men bare et forsøg, en række eksperimenter af hver 24 timers varighed. Den levende død er et Utopia, den absolutte frihed: »Jeg kan lide det her liv«, skriver Claus Beck-Nielsen i sin dagbog 17. december 2000. »For første gang giver det sig selv, for første gang føles det, dagen og vejen, rent korporligt, meningsfyldt: At rejse sig og begynde at gå, gå og gå og langsomt få varmen […] rejse sig og fortsætte, fortsætte gennem skumringen ind i mørket«. Claus Nielsen laver i grunden ikke andet end at gå. Det er vandringen, som er den store åbenbaring for Claus Beck-Nielsen, ikke alt det og alle de mennesker, han møder på sin vej, men selve vandringen, »at gå, bare gå«. »Når jeg kommer til en ny by, så begynder jeg bare at gå.«, skriver han, »jeg skal ikke noget bestemt sted hen, [ …] så jeg begynder bare at gå.« I den forsøgsvise død, som hver gang er af præcis 24 timers varighed, frisætter Claus Beck-Nielsen sit billede, sit spøgelse, eller sig selv som spøgelse, der går omkring blandt de levende, men – som den hjemløse, han er – ikke længere hører til blandt de levende, og som derfor, til Claus Beck-Nielsens overraskelse, heller ikke bemærkes af de levende. Selv de, der kendte Claus Beck-Nielsen og normalt ville have hilst på ham, går forbi Claus Nielsen uden at se ham, som var han bare et spøgelse, ser de nærmest lige igennem ham.

Det Claus Beck-Nielsen altså gør – og som tilsyneladende gør ham euforisk, lykkelig, værende-ét-med-bevægelsen, synkron i de dødes tidløse væren og verden – når han står op og tager Claus Nielsen-tøjet på og forlader lejlighed, kone og barn og går ud i sin fireogtyve timers undtagelsestilstand, er altså at gå ud i sin død, at blive den levende, vandrende og ubegravede døde, han senere, med dødserklæringen og den manglende begravelse skal blive på ubestemt tid. Et spøgelse, en genganger, et billede, en zombie, en levende rastløs død. Han går ud i uafgørlighedszonen, hvor han ikke længere kan identificeres, bestemmes, fastholdes, afgøres og én gang for alle placeres eller kategoriseres i et navn, en titel, en genre eller værensform, kunst eller ikke-kunst, liv eller død.

Hver gang Claus Beck-Nielsen efter 24 timers omvandren i gaderne kommer hjem, så følger Claus Nielsen med som en skygge, et spøgelse, der går igen i Claus Beck-Nielsens liv, som en trussel, et tegn på, at intet er stabilt. I løbet af de følgende måneder falder alt, ægteskab, familie, hele Claus Beck-Nielsens hidtidige liv fra hinanden, indtil han en skønne dag ikke er til at skelne fra Claus Nielsen. Og så er det sket. Det er dødserklæringens øjeblik.

I det øjeblik Claus Beck-Nielsen erklæres død, forsvinder Claus Nielsen, og den navnløse bliver selv spøgelset, der går igen blandt de levende, rastløs, hvileløs dukker denne figur op overalt i Das Beckwerk, altid som en anden og dog den evindeligt samme, den samme spidse profil, den samme evindelige vandren: Det er ham, der forlader teatret og fiktionen i »Parlamentet« og går ud i det offentlige rum, men ikke for at finde sted, tværtimod, som Nielsen, den eksemplariske verdensborger går han gennem Danmark, ikke bare en, men to gange går han med et flag fra Das Beckværk i Buddinge »gennem Danmark« til Kongens Nytorv. Senere går Nielsen og Rasmussen fra Kuwait gennem »ingenmandsørkenen« ind i Irak. Og undervejs op gennem Irak gås der formålsløst og risikabelt, ja, livsfarligt meget. Det går ikke! Det kan ikke gå godt! Men de fortsætter. På alle missionerne – i Irak, Jordan, New York, Washington, LA, Hongkong, Dubai og hele vejen op gennem Iran, går og går de to hovedpersoner, så snart de kan slippe af sted med det. Oftest skal de ikke noget bestemt sted hen, de går bare for at gå. Og da de endelig går fra hinanden, så fortsætter Nielsen alene. Fra bjergene i retning af Iran går han under Det Nyes Flag gennem Afghanistan og ned i Kabul og hele vejen gennem byen til teatret, hvor premieren på »Parlamentet« skal finde sted. Og da han i november 2010 sendes til Cairo for – gennem diplomati, bestikkelse eller snuhed – at befri den gipskopi af Claus Beck-Nielsens legeme, der på vegne af alverdens statsborgere skulle have været brændt på et ligbål i en ovn ved De Dødes By, men blev tilbageholdt i tolden i Cairo Lufthavn af Mubaraks hemmelige politi under mistanke for at være en Muhammed-karikatur, en Muhammed-statue, men hverken kan få tolderne eller det hemmelige politi i tale, så begynder han i protest eller som en pro-vokation, et forsøg på at frem-kalde det hemmelige politi, så han kan se dem og tale til dem, at gå: Bærende på det hvide flag med et cirkulært hul i centrum, som har fulgt ham på alle vandringerne gennem alverdens storpolitiske brændpunkter fra 2004-2010 går han fra Cairo Lufthavn og ind gennem megabyens forstæder til centrum, hvor det hemmelige politi endelig lader sig provokere til at træde ud af deres hemmelighed og tilbageholde ham.

Holder det da aldrig op? Var og er man virkelig nødt til at gribe til diktaturets voldsmagt for at standse vandreren? Var og er der ikke en anden, mere værdig for ikke at sige »human« måde at få den navnløse og verden til at falde til ro i den symbolske orden, hvor alle ting har et navn og hører hjemme et sted, i en nation, et sprog, en genre, en kategori, en art?

Jo, ifølge Carlo Ginzburg og Agamben og grækernes navn for den ubegravede, alástor, så er det den manglende begravelse, der i udgangspunktet er skyld i spøgeriet. »The purpose of the funeral rites«, skriver Agamben i In Playland, »is to guarantee the transformation of this unsettling, restless being into a friendly and powerful ancestor (living in a separate world, with whom relationships are ritually defined).« Med andre ord – og det var præcis, hvad bestyrelsen for Das Beckwerk i 2010 sagde til hinanden, da også de var ved at være trætte af den evindelige sig evigt gentagende og ikke længere for alvor fornyende, nyskabende vandren: Hvis vi får begravet Claus Beck-Nielsen, så vil vi kunne forvandle den navnløse vandrer til en stabil størrelse i en stabil verden, kort sagt en person, som vi ved, hvordan vi skal omgås. Begravelsen af Claus Beck-Nielsens effigie, hans billede, i oktober 2010 skulle transformere en ustabil betyder til en stabil betyder. Den navnløse skulle identificeres, fastholdes, bestemmes, afgøres og endelig finde sted.

I og med begravelsen, skriver Agamben, forvandles larvaen, den ustabile betyder mellem synkroni og diakroni, til en lare, en maske, billedet af den afdøde, der som en stabil betyder garanterer systemets fortsættelse. Et gammelt kinesisk ordsprog siger: »Den dødes sjæleåndedrag vandrer hvileløst; derfor laver vi masken: for at give den et sted at være og falde til ro.«

Claus Beck-Nielsens ånd, hans billede vandrede igennem et helt årti, fra dagene omkring 9. september 2001 til efteråret 2010 hvileløst og navnløst omkring i verden. På et tidspunkt blev det for meget, selv for de, der i et helt årti hensynsløst have brugt den navnløse i deres højere sags tjeneste, selv for de kritikere, filosoffer, akademikere, læsere og tilskuere, der i fascineret væmmelse havde fulgt hans vandring gennem nullerne, ja, også for den navnløse selv blev det en skønne dag for meget: »Lad mig få fred, falde til ro, lad mig dog endelig endelig komme hjem!« Derfor lavede Das Beckwerk hen over sommeren 2010 og formedelst 120.000 danske kroner en »kolos«, en voksfigur i fuld størrelse, som var Claus Beck-Nielsens fuldkomne billede, og lod i 7 døgn den eller dette fuldkomne billede ligge på et offentligt dødsleje, før man efter et begravelsesoptog gennem København den 9. oktober 2010 forvandlede larvaen til en lare og dermed bogstaveligt talt manede spøgelset i jorden.

Bravo! Den perfekte iscenesættelse – ti års utopisk arbejde og forsøg på at gøre det umulige, der i oktober 2010 kulminerede i … ikke en ny verden, men en event.

Heldigvis gik ligningen ikke restløst op i eventen, det formfuldendte show. Spøgelset blev manet i jorden, men tilbage var »resten«: den navnløses levende krop. Bestyrelsen for Das Beckwerk havde det håb, at denne levende krop nu igen ville »finde sted i de levendes verden, som en af dem.« »Men hvad så med utopien,« skrev den navnløse, »drømmen om en ny form for menneskelig væren hinsides den personlige og nationale og etniske identitet? Er den – og med den Das Beckwerk – dermed også begravet?«

I januar 2012 – præcis et år efter, at man i januar 2011 officielt havde lukket Das Beckwerk – gav man ved en ceremoni i den tidligere Nikolaj Kirke den navnløse navnet Nielsen og stiftede »The Nielsen Movement« – Nielsen Bevægelsen. Dermed tilhørte Das Beckwerk og det produktive problem, som navnløsheden i ti år havde været, endegyldigt fortiden. Men rastløsheden, den rastløshed, som er symptomet på utopien og drømmen om andre former for menneskelig væren, vandrede med den levende krop over i Nielsen Bevægelsen. Heldigvis.

Heldigvis?

Ifølge Das Beckwerk stod dødslejet og begravelsen i oktober 2010 i den højeste sags tjeneste: »Funus Imaginarium – The Death of Identity and The State Citizen« skulle ikke blot lægge Claus Beck-Nielsen, men alverdens statsborgerskaber og personlige, nationale og religiøse identiteter i graven, og dermed slå døren op, så menneskeheden i selskab med den stadig levende krop kunne træde ind i en ny verden og værensform hinsides faste identiteter. Men spørgsmålet er, om den erklærede utopi ikke også dækkede over et pragmatisk ønske om at vende tilbage og igen få plads og dermed mulighed for at blive lyttet til og skabe betydning i den gamle orden?

Uanset hvad, var og er der ingen vej tilbage: Har man én gang taget skridtet ud i navnløsheden, ja, har man én gang sået tvivl om sit navn, så er det selvbillede, identiteten er, knust. Man kan aldrig igen blive utvivlsom og gå restløst op i et navn, uanset om det er det gamle navn (Claus Beck-Nielsen), en neutral rest af det gamle (Nielsen) eller et helt nyt (Helge Bille). Uanset, hvad jeg eller andre vælger at kalde mig, så vil det aldrig blive troværdigt, og der vil aldrig blive enighed. Politiet, bankvæsenet og alverdens offentlige myndigheder kalder mig Helge Bille. Journalister, visse kritikere og den familie, der kendte mig før 2001, kalder mig Claus. Jeg selv, min søn, hans mor og mit forlag kalder mig Nielsen. Hvad er sandheden?

Halvandet årti efter det »spøgelse«, som Agamben i essayet »In Playland« steder til hvile, dukker »homo sacer«, den levende døde, op i hans tænkning som en urostifter, en tvivl, han siden da har kæmpet med, men heldigvis endnu ikke har fået bragt i orden. Homo Sacer fører ganske vist civilisationen ind i lejren – fra Auschwitz til vor tids flygtningelejre, Guantanamo osv. – og dermed ind i den agambenske »undtagelsestilstand«, der er en af vor tids skarpeste og mest kritiske analyser af, ja, vor tid, men som også lidt for problemfrit lader sig rumme i vor tid og dens orden som en letgenkendelig størrelse. Heldigvis fører homo sacer samtidig også den stik modsatte vej, mod en åbning fra denne, vor tid og dens orden, ud i en uvished, hvorfra ingen, ikke engang Messias, kan træde ind, en uvished, man må følge homo sacer ud i, hvis man vil noget andet end dette.

Den spektakulære begravelse af Claus Beck-Nielsen i 2010 var muligvis et forræderi. Men et nødvendigt forræderi, nødvendigt for at rastløsheden, tvivlen, forsøget på at gøre det umulige, kunne antage de nye former, som har vist sig i de første to år af Nielsen Bevægelsen: den mangfoldighed, myldren af kvindelige væsener, der hele tiden sprænger eller transformerer billedet af Nielsen og blidt forskyder navnet ud i andre lige så mulige navne, Madame Nielsen, Søster Nielsen, Baronesse Nielsen, Miss World osv.

Hvad disse væsener skal betyde, er endnu uvist, men uanset hvad, så repræsenterer de former for menneskelig væren, som Das Beckwerk ikke havde den mindste anelse om. En blidere, kærligere og mindre aggressiv rastløshed, ikke spøgelsets og den levende dødes »unheimliche«, men dets modsætning: det spil-levende nærvær. En pro-vokation, der ikke demonstrativt marcherer under en fane, men snarere smilende, syngende, hviskende kalder den fremmede frem af sig selv i en ny form for møde og samtale i det uvisse.

 

Nielsen, Jammerbugten, 29. december 2014

Dette er den nyeste udgave af essayet Vandreren, påbegyndt af den navnløse i Das Beckwerk søndag 7. februar 2010 og første gang trykt i trilogien Beyond Identity (2011)




Relaterede
Essay

Da en meteor slog ned

Stefan Zweig beundrede den ny verden, men han formåede aldrig at forlige sig med den – heller ikke da James Joyce krydsede hans vej.
Essay

Da Karen Blixen mødte Niels Bohr

I et brev fra den 13. januar 1955 henvendte Karen Blixen sig til Niels Bohr. Det skulle blive mødet mellem to af kulturhistoriens monstres sacrés.