Føljeton

Løvevandringen

Fra Sorø Akademi via Pedersborg Sø, langs landeveje, grusgrave, søer og moser gik Madame Nielsen til Løve for at besøge baronessen.


En lun sommermorgen går Madame Nielsen som Andersens sjæl gennem Akademihaven ned til Sorø Sø og videre mod Løve, hvor baronessen bor.

0:00

Det værker ikke rigtigt for Madame i denne tid, hun kan ikke samle sig, fra at være en opmærksom læser af tegn i tiden er hun selv blevet en adspredt tidstype af værste chokoladeskuffe, der surfer og zapper og hvert andet øjeblik lige må åbne den (skuffen) og nippe til en (lade). Og nu, hvor det endelig er nat, og hun har trukket mørket godt op over næsetippen, kan hun ikke engang sove.

 

»Oh«, sukker hun, »det er da ganske forskrækkeligt, som om nogen har lagt mig en ært under madrassen, hvor skal jeg dog gøre af mit usømmelige selv?«

Ja, havde hun blot levet på Andersens tid, se, da var livet et eventyr.

Nu om hendes dage er verden affortryllet, hverken prinser eller mæcener, der vil betale hende så meget som en fodreise til Amager, ingen herregårde, der åbner sine gemakker for en rastløs Madame.

»Og dog«, tænker hun, »vi har jo stadig Fruen til Løve!«

 

Ja, hvorfor ikke, og straks i morgen:

En skønne dag vil hun lægge samtiden bag sig og udvandre over det ganske flade Vestsjælland til Løve at aflægge baronesse Brøgger der en visit på hendes gamle skole.

 

8:53

Som sagt så gjort:

En lun sommermorgen går hun som Andersens sjæl gennem Akademihaven ned til Sorø Sø, og se, løvet nejer som spanske danserinder med spinkle dirrende paillethænder. Og se, hist hinsides søen lyser det stråtækte hus som en malerklat hvidt i det grønne.

 

img_1783

 

9:01

Hvad er målet, hvilket eventyr! tænker hun, åh, ikke noget stort, bare det lille, ja, dagen & vejen og by that way blot de mindste tings trylleri.

Og sådan går hun da derudad, skridt for skridt, af og til bukker hun sig, alt hvad der dog er: en udtrådt kondisko, af mærket Asics, pink som pesten, og dér har vi jo kragen, som genopstanden, pikkende i en henkastet pære fra Peru. Men pludderklatten i grøften pist, den er da vist størknet siden Andersens tid. Og så videre:

 

9:20

På en bænk ved Pedersborg Sø spiser hun en banan, uset og intetanende om, at netop det mest banale skal gå over i litteraturhistorien.

 

9:48

Højt over hende på korset i Pedersborg Kirke hænger frelseren, kantet, med tornekrone og det lidende ansigt spundet ind i spindelvæv, der dirrer i vinden fra orgelpiberne. I det lille bakspejl ligner organisten en træt kontordame i Region Sjælland, mens præsten på altertavlen med forgyldt fipskæg holder stigen for en barhovedet håndværker, der netop har hævet hammeren for at slå et ekstra søm i frelserens venstre hånd (den højre hænger slap som en frugt ned langs kroppen). Og tjeneren? Han sukker bare og synker sammen på stolen ved udgangen, og Madame fortrækker til afsked et lille kort med »Velsignelser«.

 

10:01

Bag kirken ved Pedersborg Auto hedder en af de fristende automobiler LEON, en anden FORESTER, de øvrige står endnu navnløse med blanke plader på række ind i skyggen.

 

10:24

Så er der sen morgenbolle på randen af grusgrav ved Rustkammervejen. Dybt nede glitrer gravens vand mere lysende turkis end havet omkring Nausiikaas ø.

 

En hare camoufleret som grus i flugt over ørkensletten (mønstret af maskinernes larvefødder) standser sitrende i det voldsomme lys, og skyggen af rovfuglen stryger den som en blid hånd.

Og Madame, hun gyser af fryd.

 

img_1792

 

10:48

Tæt på i forbigang opløses kastanjernes lys i klaser af Kongen af Danmarks.

 

11:20

Sjælland i sommerklæder: Hvide kirker, sort syren, lædergrønne skræpper.

 

11:43

Men med ét, som et lig slynget i vejsidens idyl: et tagpappet parcelhuset fra 1970erne som en beboet ruin med knuste ruder og bag ruderne bordet med den grå printer, stor som en kampvogn, en sofa med indvoldene krænget ud mellem tomme flasker, krammede dåser og krøllede ugeblades porno, og hist op bag den frønnede tagkant som en rusten giraf rager en slidske fra den indhegnede civilisationskirkegård bagved, den må hun se, hun sniger sig ind ad en sprække i muren: skrot, bilvrag, stabler af revnede grå fliser, en gul container med opslået rustport og derinde, i skyggen foran det tyvende århundredes affald, står en blå klapvogn med små røde blomster.

Stakkels lille Ida, tænker Madame, hun sidder nok på stenbroen nu og sniffer lightergas og drømmer om jul.

 

img_1797

 

12:00

Vestsjællandsk fatamorgana: Den krumbøjede gamle kone i haven er en dyne hængt til luftning på et stativ.

 

12:21

Klokken er tolv enogtyve, da Madame træder ind på gårdspladsen for at spørge om videre vej, og se, mutter Ruth svajer let i middagsheden efter den lunkne Pokalpilsner, hun lige har drukket med jægeren og hans knøs, to tømte flasker står endnu glitrende i solen på den cirkelrunde betonrand om den udtørrede mødding, »vores jæger«, siger hun, selv om hendes egen Knud døde for tre år siden, hun er nu ganske alene, har skåret de revnede gummistøvler ned til sommerstøvletter, svinestaldens båse står tomme, drengen er taget til Disneyland, i dueburet hvirvler kun støvet, men der er guldregn i hendes hår.

 

12:34

Gennem den grønne mark pløjer seks røde cykelryttere forbi en gul bus.

 

12:53

Hver gang hun ser kvinder – i par i en have, på trappestenen i snak foran den åbne dør eller, endnu bedre, i flok! – så tænker hun »søstre«, hun tænker »vi«, hun tænker »genfødt i verden«.

 

14:53

Hov, hvad blev der af hende, hvorfor nu pludselig dette timelange hul i historien, blev hun ramt af middagsklokken, vandrede hun bevidstløs i døs gennem timerne uden et ord?

 

img_1803

 

15:01

Åh, der var den så alligevel, kragen, som fæstnet til asfalten med øjets lille sorte knappenål, ak, skæbne, ramt af tidens automobile ånd i hastig fartforbi.

 

15:22

I forvildet flugt over flade marker for langt fra havet, et strandskadepar, spinkle kongelige porcelænsarabesker i sort-hvid med hver sin orange syl.

 

Tyvsbjerggaard, 15:55:

et veritabel syn, uvirkeligt i varmedisen bag sig grønt bugtende marker: storebæltsbroens insektspinkle bue holdt oppe af to lodrette harper.

 

16:22

Under tordenhimlen en sort kat med gule øjne.

 

img_1808

 

16:59

Med ét er det hele overgået:

Efter næsten otte timers vandring træder hun gennem stenporten ind på gårdspladsen, gruset knaser under hendes sko, og hist bag køkkenruden skimter hun Fruen til Løve i færd med at skylle otte asparges, de lyser hvide som Herrens lem i hendes hænder. Fruen ser op, og ser sig set af Madame. Så, endelig, kommer hun ud, og Madame lægger sit liv i hendes fremstrakte hånd.

 

19:13

Siden sidder hun kvidrende som genfødt Andersen i køkkenkrogen og spiser pandekager med brombærsyltetøj, mens baronen ved hendes side med højre hånd i lommen på sin North Face mindes den forældreløse barndom på landet med håndholdt plov og tiden som ulveunge med tilnavnet »Puha«, Fruen selv skænker kølig Spätburgunder i glaspokalerne og siger, nu er det tid at sætte sig ud på terrassen!

 

Åh, der er da så dejligt derude på landet.

 

*

 

PS

Dagen derpå sender hun en taknemmelig billet med e-postillonen til Løve:

 

»Kære Baron & Nesse« skriver hun

 

»ak, som jeg dog skubber mig åndsforladt rundt i det voldsomme lys, selv morgenens søbad kunne ikke for alvor vække mig af udmattelsen efter gårsdagens berigelser, oh, som jeg dog følte mig hjemme der i køkkenkrogen, som en gammelfrøken Andersen på en af de sjællandske herregårde, akkeja, havde jeg fået lov at sidde meget længere, var jeg nok begyndt at klippe silhuetter ud af siderne i Fruens voluminøse livsværk.

 

Tak, skæbne!

 

Monne roserne i jeres have blomstre rosa

&

Gud velsigne Danmark!«

 

 

img_1801

 

*

 

Følg Madame Nielsens Europvandringer. Introduktion og links til alle vandringerne kan findes her.