Essay

I virkelig verden

Christina Hagen og Asta Olivia Nordenhof rykker ved grænserne for den litterære henvendelse.

White Girl. Kilde: Gyldendal

(Udgivet i Salon 55 #2, vinter 2012)

Do you write poetry? Jeg retter spørgsmålet til den rumænske kvinde uden for min gadedør. Det er ikke den slags samtaler, vi normalt har. Normalt følger vores udvekslinger den samme skabelon. Først en hilsen, enten good morning eller hello, nej allerførst et påpasseligt smil, der for min del signalerer, at det er okay, at du opholder dig i området omkring min gadedør, og for hendes, at jeg ikke hører til de besværlige beboere, der råber efter hende, at hun skal skride, og at jeg ikke har tænkt mig at læse ordene fra skiltet på døren højt for hende, gentage det, hun allerede ved, at the stairs are private property. Can’t you read! Når hun har hilst, og jeg har hilst, sukker hun og siger, cold today. Eller hun sukker ikke og siger, sunshine today, nice. Jeg er ikke nær så opmærksom på vejrskift som hun. Jeg arbejder udelukkende inden døre. Mit indtryk er, at hun står op i timevis hver dag, at hun venter meget, og at hun keder sig.

Jeg bevæger mig frem og tilbage mellem to adskilte områder, litteraturen og virkeligheden. Eller to ofte adskilte områder, som for mig lige for tiden ikke opleves helt så adskilte. Ordet fiktion (som betyder »forestilling eller påfund som er opdigtet eller indbildt«) bruger jeg sjældnere og sjældnere. Jeg trækker ord og tanker med fra det ene felt til det andet, sådan oplever jeg det, hver gang jeg passerer grænsen mellem Asta Olivia Nordenhofs blog jegheddermitnavnmedversaler og kvinderne på Istedgade. Ordet »jomfru-dyrkerne« har jeg fra et digt på bloggen. De unge kvinder har jeg for mine øjne.

(…)
jeg har indimellem modtaget email-klager over uvenlig opførsel
men heller ikke min chef brokker sig meget: jeg holder hjulene i
gang i en branche som ellers er voldsomt ramt af finanskrisen, hvad kan hun sige
hun har for meget brug for mig
og mange er glade for mig (selv om de ikke kommer tilbage)
det er fordi jeg får jomfru-dyrkerne jeg har looket til det
mine bryster er ikke lavet
jeg virker altid som om jeg lige er startet, fordi min latter er nervøs,
fordi jeg stadig spørg: hvad har du lyst til, på en måde som om jeg
ikke rigtig fatter at det handler om sex
jeg har looket og stilen til jomfru-dyrkerne, og det er dem jeg får
de fordeler sig i to hovedgrupper, dem der ikke ville have noget
imod hvis jeg græd lidt efter endt samleje, dem der ringer ind og
spørger telefondamen om jeg har noget imod at de kalder mig
datter

(Uddrag fra »luderdigt redigeret to år efter«, 28. AUG 2011)

Asta Olivia Nordenhof. Kilde: Basilisk

Asta Olivia Nordenhof. Kilde: Basilisk

Asta Olivia Nordenhofs blog jegheddermitnavnmedversaler, som hun oprettede september, 2010, optager mig, og Christina Hagens digte i White Girl, 2012, optager mig. Jeg forsøger at finde ud af, hvordan man kan beskrive den måde, de to forfattere bringer virkeligheden ind i deres skrift og værker på. Jeg kom i en hurtig vending på bloggen Promenaden i august til at kalde det for en ny slags dokumentarisme, men flere ord føles påtrængende. Hagen og Nordenhof låner træk fra dokumentarismen, som en slags koder. Nej, de låner ikke, de går nok nærmere på rov.

På bagsiden af Christina Hagens digte står der: »White Girl er baseret på en samling postkort skrevet af hvide mennesker.« En oplysning, der efterlader én med en del spørgsmål, fx:

1. Hvad betyder ›baseret på‹? Kan man forbinde en form for forpligtelse på virkeligheden med de to ord?

2. Hvor langt har digtene i bogen bevæget sig fra postkortene?

3. ›Baseret på‹ klinger af ›based on a true story‹, hvad gør det disse digte til? Dokumentarisme? Nej, men næppe Hollywood mainstream heller … Et opgør med kategoriseringerne måske snarere?

4. Hvordan ›skrevet af hvide mennesker‹? Har de hvide mennesker selv skrevet postkortene, eller har Christina Hagen bedt dem om det?

4. Har hun også fortalt de hvide mennesker, hvad de skal skrive? Er det fx Christina Hagen, der er forfatter til dette postkort, der indgår i en collage af postkort på indersiden af bogens omslag:

Hej ven
Franskmænd, franskmænd, franskmænd … Ja de er da nogle arrogante mennesker! Jeg står fint & skal bestille noget mad, & da jeg ikke taler fransk bestiller jeg selvfølgelig på engelsk. Den franske dame prøver ikke engang at prøve sig frem på engelsk, hun taler & svarer mig fransk. Jeg forstår intet

White Girl. Kilde: Gyldendal

Og så bliver det vanskeligt at læse resten på grund af collageformen, men ordet »selvfølgelig« siger vel også det hele. Selvfølgelig behøver man ikke kunne ét ord fransk for at være turist i Frankrig. Postkortene ser ægte nok ud. De er håndskrevne, de er skrevet på dansk, de hvide mennesker er altså danskere, et enkelt er vendt med billedsiden opad og viser en palmestrand. De har overstregninger, der virker meget autentiske. Går man helt tæt på, kan man se, at ordet »alene« på et kort er overstreget og ændret til ordet … »alene«:

Hej Magnus!
Jeg er på ferie i London og er vældig tilfreds med oplevelser, hotel, mad o.s.v. – Det, der ødelægger turen toalt for mig er, at mine rejsefæller (rejser m. Tjæreborg) ikke har lyst til at være sammen med med mig, så jeg føler mig meget alene.

Ville man samle postkortenes indhold under ét, kunne det være skuffelser. Skuffelser over at stedet, man rejste til, ikke var som forventet. Ikke nær så autentisk, som man havde forestillet sig, og tillige en skuffelse over de mennesker, der bor i landet, man besøger. De lokale. De glor og virker truende. Overfalder turister med kniv.

Det interessante er klart nok ikke at finde ud af, om postkortene er ægte eller ej. Dokumentarisme er ligesom realisme ikke virkelighed. Det interessante må være at forsøge at beskrive, hvordan postkortcollagen og den gådefulde bagsidetekst – konceptet helt enkelt – spiller sammen med de tekster, der står i bogen, og som af forfatteren er genrebestemt som digte. Men konceptet begynder at flimre, idet jeg læser kolofonen, i en parentes står der: »(Tak til postkortskriverne på Silkeborg Højskole)«. På den modstående side bruger Christina Hagen det ord, jeg efterhånden kun sjældent anvender, fiktion, der står: »White Girl er en fiktionalisering af en samling postkort skrevet af hvide mennesker.« Nu ved jeg, at bogens tekster er »baseret på« og »opdigtede«, så hvad ved jeg egentlig?

Jeg vide Chistina Hagen fucke det danske sprog op totalt, det lyde som pidgin danske. Det lyde vildt sjovt, det lyde sådan her, postkort i den fulde længde, side 11 du få:

Okay, så jeg komme til Tanzania, og jeg forvente palme, jeg forvente sand i sko, og jeg forvente mand sidde i brun klæder og bare se trist ud, mens nogen danse og lille dreng køre på faldefærdig cykel. Ja, måske nogen lavet en bil ud af dåse og nogen spille bold. Okay okay, så du mig invitere ud og se original masai, du mig love, jeg den oprindelig folk se, jeg opleve den rigtig Afrika, som ingen venner se, som jeg ikke i blade se. Du tale tale i timevis og du den gnist i min øjen får startet. Nu du vise mig noget anden end neger, der drikke Coca-Cola af flaske. Nu du vise mig noget andet end dreng, der gå rundt og sige pik på engelsk til mig og bare grine i min ansigt. Nu vi se rigtig rar menneske, og hvad du mig vise!? Du fucking vise mig turistmasai, der også den Coca-Cola drikke af flaske. Der bare danse rundt i ring for sjov for dum turist og tage penge fra min lomme. Han bare klæde sig ud som legesyg barn, og du fucking forvente, jeg tro på den? Du ikke tro, jeg ved, når jeg original masai se? Jeg fortælle dig ting; du fucking ansætte din masai i Fætter BR, for du kun den barn narre, ikke voksen menneske. Du skamme dig mig så dum behandle!

Christina Hagen. Kilde: Gyldendal

Christina Hagen. Kilde: Gyldendal

Teksterne i White Girl har den samme opbygning. Et jeg begynder nogenlunde stille og roligt med at forklare en situation. Sin situation. Teksternes jeger er især optaget af deres kærestesorg, deres livskriser: har jeg fundet den rigtige? Skal jeg have børn? Jeg føler mig gammel. De er generelt på vagt over for andre mennesker. Rejsen til de ofte varme lande havde disse jegfortællende white girls så forestillet sig som en tænkepause, en mulighed for at forkæle sig selv, men også ofte en mulighed for at opleve den ægte vare. White Girl skildrer et hvidt menneskes søgen efter det oprindelige uden for hjemlandet. Det jomfruelige kunne jeg også kalde det og direkte forbinde de hvide kvinders drømme og længsler med mændenes i Asta Olivia Nordenhofs tekster, kunderne på Pussy Galore. I en post fra 19. sep. 2010 skriver Nordenhof, at omtalen af Antologi 2010 (forlaget Kronstorks udgivelse) har fået hende til at tænke på »sidste gang jeg fik anmeldelser, da jeg arbejdede som luder så jeg tænkte at jeg ville poste den første anmeldelse jeg fik i sin helhed, og ellers bare en hurtig opsummering på tilbagevendende ros og kritik«. Den hurtige opsummering er delt op i emner, to af emnerne er sprogbemestring og dannelse:

SPROGBEMESTRING
jeg bemestrer det danske sprog og overraskende godt. Sprogbemestring er formentlig den højest værdisatte kvalitet hos en luder. De dyreste bordeller, er også dem, der på deres hjemmesider kan reklamere med at alle pigerne snakker dansk. Herefter falder luderen noget i værdi hvis hun kan tale engelsk, og betragteligt i værdi hvis hun hverken kan tale engelsk eller dansk.

DANNELSE
jeg fremstår dannet. Det kommer til udtryk når man konverserer med mig. Jeg har eksempelvis, er der en enkelt der fremhæver, overraskende vist mig at have kendskab til græsk mytologi. Når den oplevede dannethed i særlig grad er attraktiv skyldes det, fremgår af anmeldelserne, at den indikerer at jeg ikke er i faget pga økonomisk nød. Man har grund til at formode jeg kommer fra en velstillet baggrund og har gode jobmuligheder. Økonomisk nød bliver af langt de fleste opfattet som usexet. At tænde på økomisk nød forekommer men kan betragtes som et niche-begær

En af kunderne i bordellet vurderer, at den unge kvinde, han køber sig til sex med, har gået i gymnasiet. Måske igen et tegn på ønsket om, at den prostituerede kvinde ikke har sex med ham af nød, men af lyst. Ægte lyst. Økonomien må fra både sexkundens og turistens synspunkt meget gerne være usynlig, de økonomiske forhold spolerer oplevelsen. Penge hører til i den falske verden. Asta Olivia Nordenhof skriver i en kommentar til posten, at hun ikke har gået i gymnasiet. 22. aug 2012 i posten »et forslag« (forslaget er at oprette en skrivegruppe) skriver forfatteren, at hun tror, »at talentbegrebet er det vildeste humbug, at hvem som helst kan skrive væsentlige bøger, det eneste der skal til er at man er ærlig, at man taler udfra sin egen krop og sit eget liv, der hvor man selv er i relation til de andre, ikke henfalder til det ulykkelige generelle«.

Hvis man, som Peter Stein Larsen gjorde i bogen Drømme og dialoger (2009), kalder en hovedtendens inden for de seneste års digtning for interaktionslyrik »har det sin forklaring i, at man her ikke som i centrallyrikken har fokus på et enkelt jegs dybe og unikke sjæleliv, men i stedet på de sociale udvekslinger og konfrontationer, som et subjekt oplever med andre personer og stemmer« (Peter Stein Larsen i sin anmeldelse af Lone Hørslevs La’os, Kristeligt Dagblad, 21.09.12). Naja Marie Aidt bl.a. kan også kædes sammen med interaktionslyrikken, og i en grov forenkling vil jeg beskrive et ægte interaktionslyrisk digt som sådan: Det begynder med et »Du siger, at …« og så fortsætter det i en tænkt/forestillet dialog mellem et jeg og et du. Samtalen er stiliseret, teksten er et digt, ingen tvivl om det. Duet har forstyrret jegets tankegang med et udsagn, jeget associerer videre. Logikken er enkel, sproget er klart, personer og situationer er genkendelige, realistiske, men har med jegets blik fået et tvist. Sproget er i kontrol, jeget styrer sproget, kan netop indfange virkeligheden med sproget – og sætte det særligt Aidtske eller Hørslevske aftryk på det. I forlængelse af Stein Larsen foreslår jeg, at man kunne kalde Hagens og Nordenhofs tekster for aktionslyrik. Det forekommer mig, at især Nordenhof har rykket på poesiens aktion, så den foregår mellem tekstens jeg og læserens du. Hagens jeg og du befinder sig strengt taget inden for tekstens firkant, men duet er jo netop fraværende. Teksten er placeret inden for en ramme af den ikke ikke-litterære teksttype, postkortet. Den litterære henvendelse er rettet mod et du uden for teksten selv: »Til den menneske i den land, der mig lade sidde på trappe og falde i søvn med den sygdom«, »Til den thai-sælger«, »Til den dry-cleaner«, »Til mand i land generel«, »Til taxamand, du godt selv ved, hvem du er!« osv. Sproget vakler, vreden vokser til afmagt. Den, der mestrer sproget, har magt. Den, der ikke gør, føler afmagt. Teksterne skriger på handling. Eller Nordenhof ønsker sig en rød regering og mere psykiatri på dagsordenen. Hun skriver uden at rette stavefejlene. Hun skriver, og sekundet efter kan læseren læse teksten. Kommentere det, selv skrive.

Fra mit vindue kan jeg se, at den rumænske kvinde har fået nye tights. Tigermønstret sidder stramt om hendes ben, poterne er et par pink sneakers. Hendes veninde står ved siden af med leopardplettede ben. Leoparden har været på gaden siden klokken otte i morges, jeg så hende, da jeg selv var ude et smut, nu er den snart elleve. Tigerbenene danser lidt på stedet, så bevæger de sig i retning mod en mand, der kommer gående på fortovet. Hvem skal nu redde hvem? Er redde det rette ord? Kan jeg begynde med at tilbyde dem et danskkursus?

 

Kamilla Löfström er kritiker i dagbladet Information




Relaterede
Anmeldelse

Hedrin er ikke nok

Olga Ravn skriver om det parasitære i tilværelsen.
Essay

Europa har min hjernes form

At tale om Europa er lige som at tale om Amerika eller Asien: hvilken sætning kan dække helheden i dem?